af CST » 3. dec 2017 22:40
Tak for dit svar.
Måske har du ret, men jeg oplever det ikke som en selvmodsigelse. Jeg anerkender og accepterer, at min far er død forlængst, og at netop han ikke kommer tilbage og “redder mig til sidst”, som jeg fantaserede om som barn. Jeg har også “tilgivet” ham, at han selv valgte døden til. Men “fænomenet” Far har jeg aldrig sluppet drømmen om og længslen efter - jeg får ikke MIN far tilbage, men jeg vil så forfærdeligt gerne have en anden. Well, det er selvfølgelig to sider af samme sag.
Det er nogle gode spørgsmål, du stiller til sidst. Jeg aner det ikke. Nu ved jeg godt, du er tilhænger af begrebet multiseksuel, men normalt ville jeg forklare mig med, at min orientering mod faderfigurer er lige så indgroet, som det er for mange mennesker at være hetero- eller homoseksuelle. Jeg kan IKKE “bruge” hverken min mand eller mig selv som ydere af den ultimative, betingelsesløse kærlighed, jeg higer efter fra ældre mænd. Og hvad angår mig selv i dén hypotetiske rolle - altså som giver af omsorg og kærlighed til mig selv - så er jeg reelt min egen værste fjende og kritiker. Jeg har ingen varme følelser for mig selv, slet ikke som den lille pige, jeg var engang - jeg kan fx ikke holde ud at se fotos af mig selv som barn, vil helst udslette alle minder, fra jeg var 8-9 år til jeg fyldte ca. 20 år. Og det er jo netop dén lille pige, jeg bliver igen, når jeg længes så frygteligt efter at blive passet på, bekræftet, vist omsorg. Så jeg skammer mig selv ud og lægger mig selv for had, når jeg mærker hendes eksistens derinde.
Et par terapeuter har i tidens løb opfordret mig til at visualisere mig selv som den lille pige, der blev seksuelt misbrugt af en elsket faderfigur som 8-årig - tage hende ind til mig, trøste hende. Jeg kan ikke - jeg kan ikke lide hende, ikke udstå hendes svaghed og sårbarhed.
Jeg er “enormt voksen” på mange felter - omsorgsgiver professionelt og privat, dygtig til mit job, anerkendt, én man lytter til. Og mikroskopisk lille og barnlig indeni. Det virker så latterligt.
Mvh. CS
Tak for dit svar.
Måske har du ret, men jeg oplever det ikke som en selvmodsigelse. Jeg anerkender og accepterer, at min far er død forlængst, og at netop han ikke kommer tilbage og “redder mig til sidst”, som jeg fantaserede om som barn. Jeg har også “tilgivet” ham, at han selv valgte døden til. Men “fænomenet” Far har jeg aldrig sluppet drømmen om og længslen efter - jeg får ikke MIN far tilbage, men jeg vil så forfærdeligt gerne have en anden. Well, det er selvfølgelig to sider af samme sag.
Det er nogle gode spørgsmål, du stiller til sidst. Jeg aner det ikke. Nu ved jeg godt, du er tilhænger af begrebet multiseksuel, men normalt ville jeg forklare mig med, at min orientering mod faderfigurer er lige så indgroet, som det er for mange mennesker at være hetero- eller homoseksuelle. Jeg kan IKKE “bruge” hverken min mand eller mig selv som ydere af den ultimative, betingelsesløse kærlighed, jeg higer efter fra ældre mænd. Og hvad angår mig selv i dén hypotetiske rolle - altså som giver af omsorg og kærlighed til mig selv - så er jeg reelt min egen værste fjende og kritiker. Jeg har ingen varme følelser for mig selv, slet ikke som den lille pige, jeg var engang - jeg kan fx ikke holde ud at se fotos af mig selv som barn, vil helst udslette alle minder, fra jeg var 8-9 år til jeg fyldte ca. 20 år. Og det er jo netop dén lille pige, jeg bliver igen, når jeg længes så frygteligt efter at blive passet på, bekræftet, vist omsorg. Så jeg skammer mig selv ud og lægger mig selv for had, når jeg mærker hendes eksistens derinde.
Et par terapeuter har i tidens løb opfordret mig til at visualisere mig selv som den lille pige, der blev seksuelt misbrugt af en elsket faderfigur som 8-årig - tage hende ind til mig, trøste hende. Jeg kan ikke - jeg kan ikke lide hende, ikke udstå hendes svaghed og sårbarhed.
Jeg er “enormt voksen” på mange felter - omsorgsgiver professionelt og privat, dygtig til mit job, anerkendt, én man lytter til. Og mikroskopisk lille og barnlig indeni. Det virker så latterligt.
Mvh. CS