[b]Hej Iben[/b]

Du kan græde en lille smule, og du kan græde meget højt; du kan vise en lille smule vrede, eller du kan vise meget og højlydt vrede; du kan være lidt glad, og du kan grine meget højt; du kan være en lille smule liderlig, eller du kan være meget ophidset (liderlig) - det er i alle 4 følelser luftindtaget/åndedrættet, der bestemmer intensiteten af følelsen. Det giver osse et interessant perspektiv på angst - er det en følelse - eller en ikke-følelse? Angst kommer af latin for at indsnævre, når man formindsker/indsnævrer luftindtaget, så bliver man angst, og derfor kan man kalde angst for liv (følelser), der ikke leves.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Mange tak for dit svar; jeg værdsætter meget, at du gider gøre det.

Og så skriver du, at de fire følelser kan reguleres via luftindtaget. Der lignede jeg et spørgsmålstegn. Gider du skrive lidt om, hvad det dækker over.

Og den med liderligheden som den fjerde følelse var også ny for mig.

På forhånd tak

Iben

[b]Hej Iben[/b]

Nej det er nok ikke, hvad man kan kalde en fobi, idet angsten jo næppe er for selve følelsen, men for andre menneskers reaktioner på følelsesudtrykket. Altså en projektion af morens reaktioner over på omgivelserne - og samtidig en introjektion af morens syn/mening.

Jeg ville nok først og fremmest finde ud af, hvilke følelser hun ikke kan lide at vise, og for at forenkle det, ville jeg anvende gestaltterapiens model med de 4 grundfølelser - vrede, sorg, glæde, liderlighed. Det karakteristiske ved de 4 følelser er, at dem kan man regulere med luftindtaget. Hvilke af de 4 følelser tør hun ikke vise andre?

Lidt hotseat med moren om følelser ville nok osse være godt.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per

Måske er dette emne ikke rigtigt et "fobi-emne"; men jeg prøver nu alligevel via dette spor.

Hvad ville du konkret gøre, hvis du sad med en kvindelig klient, der i en session finder ud af, at hun lærte, at hun ikke måtte føle det, hun følte, da hun var lille pige; i hvert fald ikke, hvis hun ville opnå sin mors kærlighed. Og som voksen tillader hun sig stort set ingen ubehagelige følelser; det er jo bare udtryk for at være ynkelig, mener hun. Altså på et plan en slags fobi for følelser.

På forhånd mange tak

Iben