af Martin » 12. aug 2008 20:43
er en fint ting, men realisme er nu svært at komme udenom i dag. At man som pædofil forsøger at kæmpe for sin sag er som en bil uden hjul - man kan ligeså godt indse, at det ikke rykker noget stort i samfundet - det er kun gangke få, der åbner et øje. At jeg har deltaget i et par interview har vist ikke ændret på noget, så der skal virkelig en god begrundelse til at, for mig, at fortsætte med bare én stavelse. Det giver bare endnu flere nederlag og så kan man ligeså godt bruge tiden fornuftigt - man kunne f.eks. give sig til at samle på noget enormt ligegyldigt eller se en kop olie fordampe.
Eller sagt på en anden måde; det er kun én selv, der kommer i første række og så er man bedst tjent med at få det bedste ud af det.
At undervise i folkeskolen og vide, at man gør en forskel eller bare det at snakke i 10 minutter med naboens dreng eller datter og vide, at han/hun går hjem med en glad følelse af, at der var en, som viste interesse, er en langt større personlig gevinst.
Hvis man som pædofil skal gøre en aktiv indsats for at ændre samfundsholdningen, bliver man nødt til at have et opland, og ikke et klinisk og alt for teoretisk et af slagsen, da alt andet virker som lobbyvirksomhed i folks øjne. Jeg kontaktede også Sexualpolitisk Forum, men fik beskeden, at den slags ønskede de ikke at have med at gøre, selv om de har et par fornuftige medlemmer. Det er altid lidt trist, når grænsen for frisind går til moral og ikke bunder i de følelser og tanker, som nogle af os går med.
Tilbage kan man så råde pædofile til ikke at bryde loven og ellers mener jeg ikke, at man som pæofiil skal stå til ansvar for andet. Kort og godt; skal samfundet diktere, hvad der er forkert at føle, og ellers ikke gengælde med blot en smule forståelse, retuneres der ikke ret meget tilbage herfra. Kun at jeg ikke ville udsætte et barn for noget, som ender med at ødelægge vedkommenes liv.
Venlig hilsen Martin (fra det lidt negative hjørne i aften)
er en fint ting, men realisme er nu svært at komme udenom i dag. At man som pædofil forsøger at kæmpe for sin sag er som en bil uden hjul - man kan ligeså godt indse, at det ikke rykker noget stort i samfundet - det er kun gangke få, der åbner et øje. At jeg har deltaget i et par interview har vist ikke ændret på noget, så der skal virkelig en god begrundelse til at, for mig, at fortsætte med bare én stavelse. Det giver bare endnu flere nederlag og så kan man ligeså godt bruge tiden fornuftigt - man kunne f.eks. give sig til at samle på noget enormt ligegyldigt eller se en kop olie fordampe.
Eller sagt på en anden måde; det er kun én selv, der kommer i første række og så er man bedst tjent med at få det bedste ud af det.
At undervise i folkeskolen og vide, at man gør en forskel eller bare det at snakke i 10 minutter med naboens dreng eller datter og vide, at han/hun går hjem med en glad følelse af, at der var en, som viste interesse, er en langt større personlig gevinst.
Hvis man som pædofil skal gøre en aktiv indsats for at ændre samfundsholdningen, bliver man nødt til at have et opland, og ikke et klinisk og alt for teoretisk et af slagsen, da alt andet virker som lobbyvirksomhed i folks øjne. Jeg kontaktede også Sexualpolitisk Forum, men fik beskeden, at den slags ønskede de ikke at have med at gøre, selv om de har et par fornuftige medlemmer. Det er altid lidt trist, når grænsen for frisind går til moral og ikke bunder i de følelser og tanker, som nogle af os går med.
Tilbage kan man så råde pædofile til ikke at bryde loven og ellers mener jeg ikke, at man som pæofiil skal stå til ansvar for andet. Kort og godt; skal samfundet diktere, hvad der er forkert at føle, og ellers ikke gengælde med blot en smule forståelse, retuneres der ikke ret meget tilbage herfra. Kun at jeg ikke ville udsætte et barn for noget, som ender med at ødelægge vedkommenes liv.
Venlig hilsen Martin (fra det lidt negative hjørne i aften)