Hej Maria

Det er op til den enkelte at afgøre, hvad han/hun vil - og så længe det ikke har afgørende indflydelse på forholdet, ønsker vi ikke at vide noget. Hvad skal man egentligt osse bruge det til?

Hvis man er usikker på, om man kan miste den anden, så må man jo snakke med partneren om det, så man kan komme angsten til livs.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,
Når du skriver at I har en aftale om ikke at have en aftale, hvad betyder det så mere konkret? Har du/I en slags frikort til at gøre hvad som helst? Skal I fortælle om at nu har jeg mødt den eller den? fx "på tirsdag tager jeg lige til Ålborg, fordi jeg har mødt en jeg...." Hvis man har mødt en, bliver man vel nødt til at sige noget om det, for ellers kommer man ud i et løgnunivers om hvor man var en bestemt dag osv. Spekulerer også på på hvad man gør ved jalousi og uvished.

maria

Hej Maria

Ja det er det evige dilemma, mennesket er ikke af natur monogamt, snarere tværtimod, mennesket er meget nysgerrigt. Hørte lige i radioen at hvor man genetisk tester for faderskab, der viser det sig, at hver fjerde graviditet skyldes en anden mand, end den det "burde" være . Kvinder er troløse - hurrah
Over for det har vi så forestillinger om evig troskab, til døden os skiller, ejendomsret osv. Og det hænger ikke godt sammen for de fleste, det er jo derfor der ofte er panik i de små hjem op til julefrokosterne.

Jeg synes, du har sagt det, som det er, at du selvfølgelig ikke kan give garantier for fremtiden. I kan jo prøve at lave nogen fornuftige aftale - og husk at man skal ikke holde aftaler, men aftaler der holder!

Her i huset har vi en aftale om ikke at have en aftale.

Kig under POLYAMORI i kategorien OM SEKSUALITET her i PSYKE & SEX DEBAT

Du skal være velkommen til at skrive igen.

hej Per,
Jeg er en kvinde, 42 år. Levet sammen med min mand i mange mange år. Vi har haft en stærk tiltrækning på hinanden, snak og humor, men også præget af had og kærlighed. Og mange konflikter.

Vores sexliv har altid været kompliceret - det har aldrig rigtig været godt. Det har været andre ting, der har bundet os sammen. I lange perioder har vi næsten heller ikke haft fysisk kontakt. Og ofte har jeg lidt under det. I løbet af de sidste 10 år har jeg haft seksuelle forhold til andre mænd. Og min mand har fundet ud af det og vi har formået at fortsætte sammen. Men vi har aldrig rigtig fundet ud af at ændre rammerne, sådan at utroskaben kunne blive legal.

Vi har besluttet os for at vi skal skilles på grund af evindelige skænderier om det ene og det andet. Men det kommer til at gå hurtigere end vi egentlig havde planlagt det, for jeg har været sammen med en anden - igen - og den var svær at sluge for ham.

Denne anden mand er jeg så sammen med nu - og jeg har ved Gud aldrig elsket med en mand på så en vidunderlig måde. Det er inderligt og spændende og ukompliceret. Jeg har haft et behov for at være ærlig og "lægge kortene på bordet" overfor denne nye mand. Jeg har fortalt ham - og det var svært - at jeg har været min mand utro flere gange.

Han tog det i første omgang pænt, fordi han godt kunne forstå at mit ægteskab nærmest indbød til utroskab. Da jeg fortalte at jeg troede dette måske også handlede om at det var en side af mig, og jeg ikke kunne udelukke det sker igen, blev han meget ked af det og meget uforstående. Han syntes det var fatalt at jeg beskrev det som "min natur". Jeg prøvede at beskrive det som en følelse af kærlighed der gennemstrømmer mig, som er svær at styre. En følelse af begær der er stærk og som retter sig udaf. Sagen er at jeg ikke har lyst til at miste ham pga. min potentielle adfærd. Men hvordan gør jeg det til et ikke-problem for ham? Når han spørger om, hvordan han kan have tillid til mig, ved jeg ikke hvad jeg skal svare. Hvordan kan en god aftale om det her se ud? Tak for dit svar.

hilsen Maria