af pt65 » 27. jan 2009 12:11
Hej
For nogen tid siden fandt jeg en gammel skoleveninde på
Facebook.
I skolen var jeg lidt forelsket i hende, men fik aldrig fortalt det til hende. Nu har jeg sagt det til hende og hun sagde at det vidste hun godt,
men hun ville ikke tage det første skridt. Gammel kærlighed ruster aldrig og jeg er stadig forelsket i hende.
Jeg er dog gift med en sød og kærlig kone, som dog er lidt gammeldags. Vi har kendt hinanden i 20 år. Hun er ikke med på sexlege, noget som jeg gerne vil. Hun vil ikke de fritidsinteresser som jeg gerne vil. Det har vi dog talt om, og hun siger at hvis det kan gøre mig til et bedre menneske, at springe i faldskærm, riverrafte eller leve under en busk i en uge, så skal jeg dog endelig gøre det. Jeg ved godt at når hun siger det på den måde, så er det for at give mig dårlig samvittighed, og så undlader jeg at tage af sted.
Jeg kunne godt tænke mig at vi lavede nogle ting sammen, som kunne flytte hendes grænser, såvel som mine. Men nej, der er lukket. Det vildeste vi har lavet sammen er at gå en tur med hunden over en græsmark. Det er her min veninde kommer ind i billedet. Disse ting vil hun gerne. Hun er lige blevet skilt fra den mand hun har kendt i 25 år, og det har taget hårdt på hende. Hun ved som sagt godt at jeg var og stadig er forelsket i hende, men hun siger, at hun vil ikke indlede et forhold så længe jeg er gift, og ikke har prøvet alt for at blive i mit ægteskab. Vi taler om alt vores børn, vores følelser, sex. Vi taler osse om, hvad vi kan lave sammen, hvis vi nu skulle være kærester.
Jeg vil ha det dårligt med at skulle forlade min kone, fordi jeg ved hun vil bryde totalt sammen. Jeg er ikke længere forelsket i min kone, men føler en vis afhængighed.
Hun er som sagt lidt gammeldags, og vil ikke så gerne tale om følelser og sex. Jeg har en gang sagt til hende, at jeg elskede hende, men svaret var, at jeg vist havde set for mange amerikanske film, og så blev der ikke talt mere om det. Et andet problem e, at hun ikke har ambitioner for sit liv. Hun har et kontorjob, og det er godt nok til hende, men det er jo kun hende som kan lave om på det. Hun har da osse gode sider, men lige nu kan jeg kun se de fejl hun har. Vil faktisk gerne forlade hende, men det vil være som at slå hende ihjel. Kan man godt blive i et forhold på den baggrund, uden at give køb på ens egne idealer?? Hun har osse spurgt indtil om jeg har en anden. Det har jeg så ikke, men hvis jeg havde ville det jo gøre livet lidt lettere, da jeg ved hun ikke vil accepterer utroskab, og ville gerne lade sig skille på den baggrund, så jeg leger med tanken om at ha et forhold eller to og så konfronterer hende med det.
Men er det ikke lidt at stikke halen mellem benene og lade andre tage beslutningen for mig?? Min skoleveninde siger, at jeg skal kæmpe for at holde sammen på mit ægteskab, da det er mange år at smide væk. Men er de smidt væk, hvis man går fra hinanden? Er der ikke altid noget man kan tage med, erfaringer, ting man har lært.
Jeg har talt med min kone om nogle af de ting, jeg godt kunne tænke mig hun lavede om, men som hun rigtig nok siger, man laver jo ikke bare om på sig selv fra dag til anden.
Jeg har besluttet at gi det en chance på et års tid, og hvis det ikke bliver bedre, må jeg jo tage det op til overvejelse. Vil tale med min kone om at prøve parterapi, for at se om det hjælper. Den ved jeg så ikke lige, hvad hun siger til, men det skal da foreslås. Min skoleveninde betyder meget for mig, men det er ligesom min kone ikke forstår, at vi bare er venner. De har mødtes engang til en kop kaffe, min kones eneste kommentar var, hun snakker meget.
Håber ikke det er for rodet, og jeg håber du har en kommentar til det jeg skriver.
MVH
Den forvirret.
Hej
For nogen tid siden fandt jeg en gammel skoleveninde på [b][url=http://www.facebook.com]Facebook[/url][/b].
I skolen var jeg lidt forelsket i hende, men fik aldrig fortalt det til hende. Nu har jeg sagt det til hende og hun sagde at det vidste hun godt,
men hun ville ikke tage det første skridt. Gammel kærlighed ruster aldrig og jeg er stadig forelsket i hende.
Jeg er dog gift med en sød og kærlig kone, som dog er lidt gammeldags. Vi har kendt hinanden i 20 år. Hun er ikke med på sexlege, noget som jeg gerne vil. Hun vil ikke de fritidsinteresser som jeg gerne vil. Det har vi dog talt om, og hun siger at hvis det kan gøre mig til et bedre menneske, at springe i faldskærm, riverrafte eller leve under en busk i en uge, så skal jeg dog endelig gøre det. Jeg ved godt at når hun siger det på den måde, så er det for at give mig dårlig samvittighed, og så undlader jeg at tage af sted.
Jeg kunne godt tænke mig at vi lavede nogle ting sammen, som kunne flytte hendes grænser, såvel som mine. Men nej, der er lukket. Det vildeste vi har lavet sammen er at gå en tur med hunden over en græsmark. Det er her min veninde kommer ind i billedet. Disse ting vil hun gerne. Hun er lige blevet skilt fra den mand hun har kendt i 25 år, og det har taget hårdt på hende. Hun ved som sagt godt at jeg var og stadig er forelsket i hende, men hun siger, at hun vil ikke indlede et forhold så længe jeg er gift, og ikke har prøvet alt for at blive i mit ægteskab. Vi taler om alt vores børn, vores følelser, sex. Vi taler osse om, hvad vi kan lave sammen, hvis vi nu skulle være kærester.
Jeg vil ha det dårligt med at skulle forlade min kone, fordi jeg ved hun vil bryde totalt sammen. Jeg er ikke længere forelsket i min kone, men føler en vis afhængighed.
Hun er som sagt lidt gammeldags, og vil ikke så gerne tale om følelser og sex. Jeg har en gang sagt til hende, at jeg elskede hende, men svaret var, at jeg vist havde set for mange amerikanske film, og så blev der ikke talt mere om det. Et andet problem e, at hun ikke har ambitioner for sit liv. Hun har et kontorjob, og det er godt nok til hende, men det er jo kun hende som kan lave om på det. Hun har da osse gode sider, men lige nu kan jeg kun se de fejl hun har. Vil faktisk gerne forlade hende, men det vil være som at slå hende ihjel. Kan man godt blive i et forhold på den baggrund, uden at give køb på ens egne idealer?? Hun har osse spurgt indtil om jeg har en anden. Det har jeg så ikke, men hvis jeg havde ville det jo gøre livet lidt lettere, da jeg ved hun ikke vil accepterer utroskab, og ville gerne lade sig skille på den baggrund, så jeg leger med tanken om at ha et forhold eller to og så konfronterer hende med det.
Men er det ikke lidt at stikke halen mellem benene og lade andre tage beslutningen for mig?? Min skoleveninde siger, at jeg skal kæmpe for at holde sammen på mit ægteskab, da det er mange år at smide væk. Men er de smidt væk, hvis man går fra hinanden? Er der ikke altid noget man kan tage med, erfaringer, ting man har lært.
Jeg har talt med min kone om nogle af de ting, jeg godt kunne tænke mig hun lavede om, men som hun rigtig nok siger, man laver jo ikke bare om på sig selv fra dag til anden.
Jeg har besluttet at gi det en chance på et års tid, og hvis det ikke bliver bedre, må jeg jo tage det op til overvejelse. Vil tale med min kone om at prøve parterapi, for at se om det hjælper. Den ved jeg så ikke lige, hvad hun siger til, men det skal da foreslås. Min skoleveninde betyder meget for mig, men det er ligesom min kone ikke forstår, at vi bare er venner. De har mødtes engang til en kop kaffe, min kones eneste kommentar var, hun snakker meget.
Håber ikke det er for rodet, og jeg håber du har en kommentar til det jeg skriver.
MVH
Den forvirret.