Hej Caps

Forhåbentligt bliver du ved med at vide, hvem du er . Det handler måske mere om at stille dig selv de rigtige spørgsmål ud fra dine følelser og tanker. Hvad er det, der kede dig ved ham? Hvad betyder det for dig, at han spørger til dit liv? (Fortæller du selv om det, eller tror du, at han (i modsætning til andre mænd) er tankelæser?)

Meget af det tror jeg handler om en grundlæggende forskel på mænd og kvinder. Mange kvinder er langt mere sprogligt sociale end mænd, der til gengæld ofte er praktisk sociale (gør noget praktisk eller sportsligt sammen).

Hvordan det vil gå, når han flytter for sig selv igen, er jo ikke til at sige, men tag dog en snak med ham f.eks. efter, at I har haft sex, måske er han mere lydhør på det tidspunkt.

Måske var han ikke forelsket, som du var, men uanset det har han åbenbart fået dybere følelser for dig alligevel (det kræver ikke en forelskelse).

Jeg kan læse at du indirekte beskriver dig som en pige, trods dine 29 år? Pige knytter sig til barn og til manglende voksent ansvar for sig selv. Læs FRA BARN TIL VOKSEN i kategorien OM PSYKEN her i PSYKE & SEX DEBAT. Er det det, der bl.a. driller dig. Du kan jo f.eks. til sin tid forlange/kræve halv tid hos dig og halv tid hos ham!

Se denne lille sjove serie på DR1: Den lille forskel

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per Holm Knudsen,
Jeg skriver til dig, da jeg gerne vil have nogle guidelines til hvordan jeg kan få min kæreste til at 'spørge mere til mig'.

Vi har været sammen i 1½ år nu. Begyndelsen af vores forhold var ikke så let for mig; jeg tror jeg var mere forelsket i ham, da han ofte viste tegn på at han ikke rigtig gad at være sammen med mig. Jeg husker tilbage på alle de gange hvor jeg sprang over til hans lejlighed, selv sent på aftenen, bare for at være sammen med ham. Jeg har også tænkt over de gange hvor han har sagt dumme ligefrem grimme ting til mig, men dengang var jeg så forelsket at jeg nærmest 'hørte forbi', men når jeg ser tilbage nu, og mærker efter, bliver jeg ked af det. Jeg tænker: var han måske ikke forelsket i mig...? Jeg er forvirret, for efter 10 mdr. i vores forhold, og efter jeg var på tur i 14 dage i udlandet, og kommer tilbage, siger han at han har savnet mig og at han elsker mig. Dejligt!!

Nu er det sådan at han bor hos mig, da han og nogle venner er ved at renovere en lejlighed, hvor de alle kan bo der. Så han bor hos mig - og det går godt. Bedre end jeg troede det ville; han har aldrig boet sammen med en pige før (29, han er 28).

Her på det sidste dog, er jeg begyndt at tvivle om vi virkelig har noget sammen. Når han snart flytter fra mig over til sin nye lejlighed - bliver det så mig igen der skal rejse langt for at se ham, og så kun når det er om aftenen. Det er blevet kedeligt for mig.

Jeg lægger mere mærke til at han ikke rigtig interesserer sig for, hvad jeg laver, studerer. Jeg er ked, nærmest bange for, at han ingen interesse har i hvem jeg er! Han spørger næsten aldrig til mig, hvem jeg er; jeg taler om historier fra ens liv, tanker , overvejelser, fremtid. Vi deler kun sammen det der er nu. Men er det nok i et forhold. Jeg savner hans modspil og interesse i mig som person, da jeg jo nok er sådan overfor ham. Jeg spørger til ham. Det er måske forkert og dumt det jeg gør?

Her på det seneste føler jeg mig meget alene sammen med ham. Måske gør jeg ham også nervøs ved min stilhed. Jeg er begyndt at kede mig sammen med ham, da jeg føler jeg ingen modspil får fra ham. Det ser ud til at det kun er sex der får han øjne til at lysne op. Jeg har så meget vrede i mig, og sorg, nærmest.

Hvad er der ved at ske ved mig? Hvad gør jeg forkert? Hvorfor kan jeg ikke imponere ham eller fascinere ham - bare nogle gange.... Øv!

Håber du kan give mig nogle gode råd eller tanker.

bedste hilsner, og tusind tak for din tålmodighed
Caps