af Solstråle » 24. sep 2009 15:34
Hej Per!
Jeg skriver til dig fordi jeg er så forvirret.
Jeg er 34 år og har igennem de sidste 17 år været sammen med den samme mand og vi har 2 børn sammen. Jeg har i alle årene kæmpet imod hans hashmisbrug - og han har gentagne gange sagt at han var holdt op, men har så taget ham i at ryge det alligevel. Jeg hader det...
Han har altid gjort det han havde lyst til uden at tænke på hvordan vi andre vil have med det. F.eks brugt en masse penge på ting og sager som måske ikke lige var nødvendig lige nu. Dvs. at gælden er blevet større og større. Puha! Samtidig har han tendens til et svagt sind. Har tit måttet høre på hvor dårligt han har det og at ingen kan li ham og at det ville være bedre hvis han tog livet af sig selv. De trusler kan han også finde på at komme med hvis der var nogle ting han gerne ville købe men som jeg sagde nej til på grund af økonomien. f.eks da han ville købe motorcykel... Og han har aldrig gjort noget for at glæde mig eller vise at han elsker mig.
Jeg kan snart ikke tælle hvor mange gange jeg har sagt at hvis ikke snart han tænker lidt mere på sin familie og holder op med hans skidt så får jeg nok. Har egentligt tænkt mange gange på at vi ikke har noget sammen, men ønskede at det var ham der skulle sige at han ville skilles. Jeg kunne ikke få mig til det da han ikke har så meget familie og har mistet både sin mor og morfar.
Men en dag fik jeg nok. Og det skete i form af utroskab. Puha! Alt det jeg har været imod gjorde jeg nu selv. Har aldrig være så forelsket før og følt mig som en dejlig og elsket kvinde. Jeg blev skilt - min ex blev totalt vred. Forståeligt nok! Men han kunne også komme med trusler og snakkede grimt om mig overfor børnene. Imens jeg havde min nye kæreste begyndte jeg den ene dag at fortryde at jeg blev skilt og for at syntes det hele var fint den næste dag.
I mellem tiden begyndte min ex at sende trusler til min daværende kæreste m.m.. Ret skræmmende - og i den periode havde ingen følelser for min ex. Jeg havde fået et had til ham. Det gik i sig selv som tiden gik. Og han begyndte at opføre sig mere normalt igen.
Jeg begyndte igen at tvivle... Altså! Da det så ikke gik med kæresten flyttede jeg tilbage til min ex.. Og efter 2 dage tænkte jeg - Gud hvad laver jeg her?? Jeg har ikke lyst til at kysse ham, holde ham i hånden, eller dyrke sex. Blokerer for alt. Men føler jeg holder af ham. Hvorfor gør jeg det? Er det på grund af børnene eller fordi jeg er bange for hans reaktion igen hvis jeg vil flytte eller er jeg mon bange for at bo alene (det har jeg aldrig prøvet før), har jeg dårlig samvittighed eller hvad sker der?? Hvorfor skifter man mening omkring hvad man føler og har lyst til hele tiden?? Det er hårdt og man sover ikke - er bange for at træffe den forkerte beslutning.
Håber du kan finde hoved og hale i det jeg har skrevet..
Mange hilsner den forvirrede
Hej Per!
Jeg skriver til dig fordi jeg er så forvirret.
Jeg er 34 år og har igennem de sidste 17 år været sammen med den samme mand og vi har 2 børn sammen. Jeg har i alle årene kæmpet imod hans hashmisbrug - og han har gentagne gange sagt at han var holdt op, men har så taget ham i at ryge det alligevel. Jeg hader det...
Han har altid gjort det han havde lyst til uden at tænke på hvordan vi andre vil have med det. F.eks brugt en masse penge på ting og sager som måske ikke lige var nødvendig lige nu. Dvs. at gælden er blevet større og større. Puha! Samtidig har han tendens til et svagt sind. Har tit måttet høre på hvor dårligt han har det og at ingen kan li ham og at det ville være bedre hvis han tog livet af sig selv. De trusler kan han også finde på at komme med hvis der var nogle ting han gerne ville købe men som jeg sagde nej til på grund af økonomien. f.eks da han ville købe motorcykel... Og han har aldrig gjort noget for at glæde mig eller vise at han elsker mig.
Jeg kan snart ikke tælle hvor mange gange jeg har sagt at hvis ikke snart han tænker lidt mere på sin familie og holder op med hans skidt så får jeg nok. Har egentligt tænkt mange gange på at vi ikke har noget sammen, men ønskede at det var ham der skulle sige at han ville skilles. Jeg kunne ikke få mig til det da han ikke har så meget familie og har mistet både sin mor og morfar.
Men en dag fik jeg nok. Og det skete i form af utroskab. Puha! Alt det jeg har været imod gjorde jeg nu selv. Har aldrig være så forelsket før og følt mig som en dejlig og elsket kvinde. Jeg blev skilt - min ex blev totalt vred. Forståeligt nok! Men han kunne også komme med trusler og snakkede grimt om mig overfor børnene. Imens jeg havde min nye kæreste begyndte jeg den ene dag at fortryde at jeg blev skilt og for at syntes det hele var fint den næste dag.
I mellem tiden begyndte min ex at sende trusler til min daværende kæreste m.m.. Ret skræmmende - og i den periode havde ingen følelser for min ex. Jeg havde fået et had til ham. Det gik i sig selv som tiden gik. Og han begyndte at opføre sig mere normalt igen.
Jeg begyndte igen at tvivle... Altså! Da det så ikke gik med kæresten flyttede jeg tilbage til min ex.. Og efter 2 dage tænkte jeg - Gud hvad laver jeg her?? Jeg har ikke lyst til at kysse ham, holde ham i hånden, eller dyrke sex. Blokerer for alt. Men føler jeg holder af ham. Hvorfor gør jeg det? Er det på grund af børnene eller fordi jeg er bange for hans reaktion igen hvis jeg vil flytte eller er jeg mon bange for at bo alene (det har jeg aldrig prøvet før), har jeg dårlig samvittighed eller hvad sker der?? Hvorfor skifter man mening omkring hvad man føler og har lyst til hele tiden?? Det er hårdt og man sover ikke - er bange for at træffe den forkerte beslutning.
Håber du kan finde hoved og hale i det jeg har skrevet..
Mange hilsner den forvirrede