Hej Mig

Jeg tror nok, at det ville være nyttigt at vide lidt om, hvordan dine allerførste leveår var - altså fra og med foster til de 5 år.
Hvad har du fundet ud af i terapien?
Ved du noget om, hvad ved tilknytning, som du synes er svært? Hvad med tilknytning til f.eks. dyr?
Hvordan er din fantasiverden?

Mange mennesker slås med, hvad det vil sige "at elske", og hvad "kærlighed" i grunden er for noget? Det er der ikke noget at sige til? Det er kulturskabte begreber, og de udleves forskelligt i forskellige kulturer, i forskellige familier, og forskelligt fra menneske til menneske.

Personligt interesserer "kærlighed" mig ikke ret meget. Jeg er mere optaget af kvaliteten ved mit samliv med min kone og mine andre nære mennesker, som jeg holder af.

Med hensyn til "at elske", så er det at elske et andet menneske for mig en spontan følelser, der gør, at jeg ikke kan lade være med at sige til det andet menneske: "Jeg elsker dig" - og 10 minutter efter elsker jeg ikke det andet menneske, der er jeg optaget af noget andet, slår græs, vasker op, læser avis osv. - jeg nyser jo heller ikke hele tiden. For andre mennesker er det en konstant følelse, en filosofi, en livsforsikring, og hvad ved jeg. Så hvad er det i grunden for dig "at elske"?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Nu håber jeg på hjælp herfra.

Jeg kan ikke finde ud af det med kærlighed. Er nu ved at være så forvirret, at jeg ikke kan finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert.

Jeg vil meget kort prøve at ridse min baggrund op.

Er vokset op i en familie med mor, far og storesøster, men har aldrig følt mig tæt knyttet til mine forældre eller andre voksne. Fik første venner i 5. klasse, da jeg ikke kunne finde ud af, hvordan man skabte sund kontakt til andre.

Fandt sammen med min mand da jeg var 19 år. Vi var meget forelsket i et år og så forsvandt mine følelser for ham. Vi blev sammen i 18 år, hvor der var flere nedture end opture.
Jeg ville så gerne elske ham, fordi jeg beundrede ham på rigtig mange områder og han gav mig en helt speciel tryghed, som jeg aldrig før har oplevet.

Sexuelt havde vi dog næsten intet sammen. Jeg har aldrig været rigtig fysisk tiltrukket af ham.
Han fandt en anden for snart 3 år siden og ville skilles.

I de fleste af vores år sammen, gik jeg til forskellige former for terapi og tog antidepressivt medicin, da jeg troede jeg havde en depression.

Jeg har ikke modtaget nogen former for behandling heller ikke medicinsk de sidste 2 år.

Jeg har nu været sammen med min nye kæreste i lidt over et år. Han er alt, hvad jeg kunne tænke mig. Har aldrig oplevet så vidunderlig sex, som det jeg har med ham. Jeg tænder ham og han tænder mig. Han forguder mig og er utrolig sød ved mine 2 børn og alligevel sidder jeg her og føler at det samme er ved at gentage sig.

Der går et år og nu begynder jeg at tvivle på mine følelser. Elsker / elsker ikke. En stor del af mig vil gerne blive, men samtidig er det som om, der er noget inde i mig, der vil væk og jeg aner ikke, hvem jeg skal lytte til.

Er ved at være bange for, jeg simpelthen ikke kan finde ud af det med at elske eller knytte mig til andre mennesker. Har den dag i dag også kun meget få venner.

Eller skyldes alt dette bare, at jeg trænger til at være alene og finde mig selv, selvom jeg egentlig ikke vil det.

Det skal lige siges, at jeg fint klare en hverdag med fuldtidsarbejde samt være alenemor til et sæt tvillinger på 4 år.

Hvad gør jeg?

Hilsen en meget forvirret kvinde