[b]Hej "Gurli"[/b]

Så dine fremtidige arbejdspunkter er at kunne sige "Goddag" og "Farvel" sådan, at det ikke aktiverer en frygt for uovervindelige tab. Held og lykke med det. :1:

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Mange tak Per. Du har en god måde at forklare det hele på. Alt det der er så svært, er jo bare hverdag for dig. ;) Og for god ordens skyld; Så har jeg aldrig stalket nogen! Bare frygtet at blive til en, der gjorde det. Fordi jeg ikke ved hvordan man giver slip igen (ok- derfor afhængighedstrang) :D ) Så er der kun sorgen over at miste, når terapien skal slutte. Og angsten for at overgive sig til den. Fordi der indeni er så meget sorg, at hvis man først åbner den dør ...... Nå det er vist et nyt emne. Igen tak fordi du forstod, og tror på at det alt sammen er normalt. Så er der jo håb .... Hilsen "gurli"

[b]Hej[/b]

Separationsangst har jo ofte rødder i tidligere oplevede svigt, hvor man måske ikke har været gammel nok til selv at håndtere tabet. Dengang som nu forsøger man sig så med, hvad der kan opfattes som en redningsvest. Man "glemmer", at man er blevet voksen og, at situationen er en anden nu, hvor man måske slet ikke har brug for redningsvesten længere. Den gamle frygt (for kaos) kommer til at styre, selv om nutiden i grunden ikke tilsiger nogen grunde til frygt (for fremtiden).

Den slags frygt er i min optik ganske almindelig, og har yderst sjældent noget som helst med sindssygdom at gøre.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak for dit svar som jeg har tænkt længe over. Så tror jeg det "bare" handler om separationsangst. En angst for at der opstår kaos, frem for den struktur som følger vanen.(alle vaner) Og en følelse af at "drukne" hvis man giver slip på redningsvesten. Samt en angst for at føle tab (sorg) over at miste ... Giver det mening?? Og selv om tankegangen ikke er normal er der vel ikke tale om en sindsygdom?

[b]Hej[/b]

Det er vanskeligt at svare på - hvad er årsagen til vedkommendes afhængighedstrang? Er det f.eks. separationsangst, kontaktunderernæring, en sindssygdom eller noget helt fjerde? Hvis jeg skulle kunne hjælpe, så er jeg nødt til at kende væsentligt mere til personen end til, at vedkommende har en trang til afhængighed.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per
Nu forstår du det. :D
Når personen ikke kan slippe naturligt. Altså når dårlige vaner meget ofte bliver til afhængigheder. Og selv hjælpen (terapien ) bliver til en afhængighed. Som så når den skal slutte, bliver til en besathed af terapeuten. Stalking osv. Det var der mine spørgsmål skulle ligge. Ville du så kunne hjælpe, hvordan?
Hilsen "ikke kun nysgerrig"

[b]Hej[/b]

Man kan nok ikke sætte alle typer af afhængighed under én hat, der er stor forskel på f.eks. afhængighed af nikotin og afhængighed af f.eks. ros.

Nikotinafhængighed handler måske om, hvad man gør/gjorde i det miljø man færdes, og et stærkt vanedannende stof.
Afhængighed af ros kunne handler om en svag selvfølelse, som igen kan handle om f.eks., at man har været udsat for mobning, er ordblind, strenge forældre osv.

Der kan sagtens i en periode, hvor man arbejder med sin personlighed blive en stærk binding/overføring til terapeuten, men i sagens natur skulle denne binding/overføring gerne finde et naturligt leje, når terapien slutter, f.eks. "Jeg er glad for den måde, terapeuten har hjulpet mig på".

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak for svar. :)
Hvis nu man bliver afhængig af det, der føles godt: Cigaretter, sukker, sex, ros, terapi osv.
Så må det vel være et overordnet problem i personligheden?
Hvordan behandles det?
For hvis man skal sige farvel til alt det, én vane ad gangen, bliver det vel til en afhængighed af sorgen? (Selv om det jo ikke føles godt)
Og hvis man opsøger terapi til at afhjælpe de uvaner, bliver behandlingen måske til en afhængighed, som når man skal slippe den,
bliver man måske "besat" af terapeuten i stedet???
Og igen, så er vanen vel bare et symptom på at noget er helt galt med personligheden?
Hvordan kan sådan en person hjælpes?

[b]Hej "nysgerrig"[/b]

Det er ikke så enkelt at svare på. Dels afhænger det personens historie, karakter, psyke m.m., dels afhænger det af hvilken type afhængighed, der er tale om, altså hvad vedkommende er afhængig af.

Og ja der kan være mennesker, der bliver afhængige af at gå til behandlere, og osse det kan man godt gøre noget ved :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej
Hvordan behandles afhængighed ? Jeg mener ikke dårlige vaner, men mere den personlighed der gør, at man er mere modtagelig for at blive afhængig af forskellige ting.
Hvis nu du foreslår terapi? Så er risikoen jo også dér for at udvikle en afhængighed, enten af terapien eller af terapeuten ? Hvad gør man så ? Det er jo en skrue uden ende, eller??
Hilsen "nysgerrig"