Hej

Personligt har jeg endnu ikke haft brug for kors og hvidløg i forhold til hverken mandlige eller kvindelig klienter .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak Per. For fint skal det jo være. Og ifølge dine ord, er jeg så også med i de finere kredse. Jeg forstår godt hvad du skriver om at skifte fokus, men kvinder bruger deres evighedshukommelse og naturlige trang til nag, til at opnå resultater. Og inde i mit hoved så vil jeg trods hjælpen, også huske og bære nag. Og i forandringsprocessen føle mig tromlet ned. Nej jeg vælger nok en mand igen, hvis... Han tilgiver mig nok, og hvis jeg forud fortæller om mig, kan han jo have hvidløg og kors klar i konsultationen. Hvis han føler at der er behov for afstand

Hej

Måske kunne det være godt for dig at flytte fokus fra de andre, til et fokus på dig selv. Et ikke-fordømmende fokus. Du ved sikkert udmærket, at vi mennesker m/k nok ikke går og bruger så meget tid på at vurdere andre på den måde, som du frygter.
Og hvad andre mener om os, det kan vi jo i grunden blæse på. Det foregår jo oftest inde i deres hoveder.

Begær, liderlighed, lyst er jo så absolut blandt de finere følelser! Faktisk er de så fine, at uden dem, så var der jo ikke mange mennesker her på jorden! Og så er der rigtigt nok mange forskellige forestillinger om en masse andre følelser, som hævdes at være finere end det seksuelle begær, men hvorfor de skulle være det? Det har jeg i min uvidenhed ikke forstået endnu, så her kan jeg desværre ikke hjælpe .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg prøvede at fortælle om mine følelser, det første sted. Men pga. af min opvækst er mine følelser blandet med fysik. Og jeg har let ved at forveksle forelskelse med lyst. Og det gjorde jeg der. Da jeg så også havde afsløret at jeg tænder på hænder, turde den stakkels mand slet ikke give hånd til goddag og farvel mere. Det er let at forklare min angst for kloge kvinder. Jeg kender kun min egen kvindelighed ud fra sex. Det er også derfor, det er så let med mænd. De ved heller ikke, hvordan det føles at være rigtig kvinde. Men kloge kvinder ved det, og jo ældre jeg bliver, jo lettere kan de dømme mig. Og foragte mig. Jeg er ikke selv klog, på noget som helst, og har ikke noget at forsvarer mig med. I gamle dage "vandt" jeg over de kloge, ved at være mere sexet. Da jeg var ung, gik jeg bare i seng med mænd. Og var de gode der, blev jeg forelsket. Hvis ikke, så så jeg dem ikke igen. Og når min krop er tilfreds, forelsker jeg mig ikke. Men i dag er det ikke let for mig at få sex, og derfor forelsker jeg mig i dem, der får min krop til at reagere. Jeg har ikke de finere nuancer i mit følelsesliv. Og alle kropsreaktioner er for mig sexuelle. Kvindekroppen væmmes jeg ved, så en med den krop, skal ikke få min krop til at reagere! Når jeg selv læser denne svada, kan jeg godt se at jeg vist har mere end ét problem.

Hej

Det er ikke usædvanligt, at klienter kan forelske sig i deres terapeut/psykolog/læge. Her er jo et menneske som vil lytte til én, tage én alvorligt, vil hjælpe én osv. Det kan være en ganske udmærket idé at fortælle om følelserne til psykoterapeuten, så kan man måske komme mere frem til de underliggende længsler, som ofte er knyttet til forelskelsen. Og ofte kan det bringe én videre i den personlige udviklingsproces.

Det ville måske osse gøre det nemmere at komme noget dybere i forhold til de aversioner/frygte, som kan hindre én i den fri livsudfoldelse. Depressive stemninger, selvhad, sortsyn hænger jo ofte sammen med en tilbageholdt livsudfoldelse. En angst for at stå ved, den man nu engang er. En angst for forestillingen om andres dømmende blikke/ord/holdninger. En måde at være ydrestyret på.

Hvad frygter du ved andre kvinders "klogskab"?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per.

Jeg er en voksen kvinde, midt i livet. Jeg har en del psykiske problemer. Ikke sygdom, bare lidt besværligheder med humøret osv. Derfor har jeg et par gange opsøgt hjælp. Jeg er opvokset i en kærlig familie. Men hvor alle kvinder er meget kontante og dominerende, og mændene er mere eller mindre vattede og konfliktsky. Mænd er for mig de trygge og kærlige, og dem der kan forstå uden at blive vrede, (og som jeg kan få min vilje ved). Derfor er det også kun mænd jeg tør sige alt til. I tillid til at de kan forstå uden at dømme mig. Og som jeg selv tør/vil lytte til. Jeg har dog også i barndommen oplevet et sexuelt overgreb, og derfor er mine grænser lidt flydende. Og jeg er begge gange blevet forelsket (uden dog at sige det) men selvfølgelig følt mig afvist, når terapien skulle slutte. Og sådan en sorg opsøger man jo ikke frivillig igen. Men jeg har altid haft et problem med det at være en "rigtig" kvinde. Mit nuværende problem går i mere kropslig retning, men nu ved jeg ikke om jeg tør gå til en mandlig terapeut, fordi jeg risikere at blande følelser ind igen. Men i mine tanker er jeg allerede begyndt at tænke om en kvindelig terapeut, at jeg hader hendes bedrevidenhed. Og at hun nok vil tænke, at jeg er småt begavet, eller til grin. Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Der er så meget rod indeni mig lige nu. Selvhad og sortsyn. Hvorfor kan jeg ikke bare være normal. Jeg har alm. veninder, men det er på mine betingelser, og hvis de blive for kloge, undgår jeg dem bare en tid. Ellers gemmer jeg mig bag en glad kærlig maske. Har du mon et godt råd?
Hilsen mig