Hej

Selv tak, og tak fordi du har modet til at spørge.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak. Lige et punktum til mit indlæg. Jeg var lige ved at komme med en forklaring mere. Om at du misforstod, og at det var lige der, jeg tillod mig at blive ydrestyret osv. Og så indså jeg, at jeg desværre aldrig har oplevet det du kalder et autentisk møde. Fordi jeg ikke magter øjenkontakt ved kropsfølelser. Osv. osv. Men så forstod jeg det!!! Den ikke helt så bekæmpede offerrolle, og min vanlige angst for at miste (denne gang både ”evnen” og mine hjælpere), er forklaringen på min tanke om være tvungen til at afskrive den del af mig. Kære Per du har en ganske særlig evne til at skrive svar, som får spørgeren til at tænke selv, og som kan ændre livet for dem. Du gør det svære, så let, og det skamfulde acceptabelt. Tusinde tak

Hej

Jeg forstår dig sådan, at det specielt er liderligheden / begæret / seksualiteten, der er problemet for dig, og det kan selvfølgelig være vanskeligt, hvis man f.eks. rummer mange skamfølelser (selvfordømmelse), eller hvis målet for ens begær ikke har samme lyst / intension som en selv.

Et sidste råd kunne være, at du deler dine vanskeligheder med dine hjælpere. Og i stedet for at tro, at du skal "kvæle" en del af dig, så kan du i stedet tænke, her skal jeg lægge den del af min mangesidede personlighed lidt til side. Det gør vi jo mange gang i løbet af en dag. Hvis vi bliver liderlige i banken, så lægger vi lysten til side, i stedet for at kaste os over den bankansatte osv.

I terapi kommer man ikke sjældent til en autentisk del af en selv, og af og til opstår der autentiske møde i terapi - disse autentisk møde, oplever vi kun lejlighedsvist med vores partner(e). Man kan ikke lever i en konstant tilstand af autencitet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Det er den sidste. Efter terapi kan jeg næsten styre mit sind, hvis jeg ”får nok”. Men det er ikke muligt i den verden jeg ellers lever lykkelig i. I starten kunne jeg skjule mig og hjælpe mig selv. Men den mulighed har jeg ikke mere. Og så bliver mit sind svært, fordi jeg bruger ”det” som afløb for alle følelser. Sorg-glæde-vrede osv. Jeg kan i akten, få følelsen: Hvor er jeg vred! Eller græde af bitter sorg! Men så giver jeg mig lidt tid og en tur mere, som (som regel) får mig til at grine glad eller smile dybt lykkelig. Og så har jeg overskud til alt andet, i op til en uge. Jeg vil ikke ændre min verden, så jeg må få lukket den ventil, (kvæle den personlighed), og finde en anden måde. Motion hjælper kun lidt. Mine hjælpere ved ikke, at jeg har det sådan. Men da de kan accepter alt, og lærte mig at turde mærke min krop igen, er det som om det hænger sammen. Jeg klamre mig i tankerne til dem, og et håb om ikke at skulle træffe dette valg. Men jeg kan ikke miste alt andet. Så nu fik jeg alligevel sat ord på….
Det bliver de sidste. Har du et sidste råd?

Hej

Der er flere måder at beskrive følelser på. Jeg vælger ofte at anvende den gestaltterapeutiske enkle model, som gør det lidt nemmere at forstå, hvad vi snakker om. De fire grundfølelser er glæde, sorg, vrede og liderlighed (begær). Disse følelser kan vi forstærke eller formindske via vores vejrtrækning.
Når man f.eks. siger, jeg føler mig dum, så handler det ikke om følelser, men om tanker, nemlig tanker: Jeg er dum, og det giver igen enten sorgfølelsen eller vrede. Andet eksempel, Jeg føler mig dum i forsamling, så handler det enten om en oplevelse, eller om en tanke.
Følelser kan vi ikke gøre meget ved, de kommer og er pejlemærker for vores handlinger. Tanker kan du ændre, du kan tænke anderledes. Oplevelser kan du analysere, hænger det sådan sammen, når jeg tænker mig ordentligt om, og hvad vil jeg gøre.

Så hvilke af de fire følelser, vil du ikke eje?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tillægsfølelserne er ægte følelser som jeg ikke vil eje, og derfor heller ikke sætter ord på! Jeg har bearbejdet offerrollen, så den kun dukker op en gang imellem, når jeg låser fast i disse tanker. Og fordelen er jo at jeg kan holde den følelse indeni og ikke sårer nogen med mit indre rod. Nå men tak for spørgsmålene, som jeg vil finde mine svar på.

Hej

Selv om man oplever sig styret af de andre/det ydre, så vælger man faktisk selv sin strategi i forhold til den ydre verden. Man er ikke et offer for de andre, man vælger ofte selv at være et "offer". Det er der en fordel ved? Hvad er fordelen for dig?
Nu kender jeg dig ikke, og jeg ved ikke, hvad du mener med "tillægsfølelser"? Kunne du beskrive dem nærmere? Og er det følelser - eller er det i virkeligheden tanker og forestillinger?
Hvad er fordelen for dig ved dit valg af hjælpere? Hvad får du ud af det af umiddelbart positivt?
Hvordan holder du fast på hjælperne?
Hvad er den aktuelle fare ved, at netop du står ved din ægte personlighed? Hvad er årsagen til, at den fare åbenbart ikke er der for de andre i din omgangskreds?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Du har ret et langt stykke. Ydrestyring fik mig til at tage ”maske” på min sindstilstand, og skjule min personlighed. De to måder at være til på, som du beskriver, er jo gode nok. Det er alle tillægsfølelserne som skal fjernes fra opdateringen. Og så skal jeg finde en måde at slippe hjælperne, og acceptere at de glemmer mig. At min udvikling, kamp og smerte var ligegyldig. Ligesom den også var det for alle andre. Og så står jeg som den eneste,(ensom) og ved, at jeg er en overlever. Og at de nye sider er positive for mig, selv om alle andre, inkl. hjælperne mener jeg er (blevet) sær.
I dag kan jeg se at jeg valgte hjælpere, som jeg også kan fastholder mine problemer med.
Så når jeg er ligegyldig, og glemt, for dem, bliver hele min kamp jo omsonst. Og så dukker de andre skjulte sindstilstande i min personlighed, så som selvhad, melankoli, og offerrollen frem.
Og da de ikke gavne mit liv, vil jeg gerne have et råd af dig om hvordan jeg giver slip på hjælperne, men stadig, beholde de to førstnævnte sindstilstande? Med en ægte og tydelig personlighed, som jeg tør stå fast ved.

Hej

Nu skriver du ikke noget om dit køn, men jeg gætter nu på, at du er kvinde. For mig at læse, så har du mindst to måder at forholde dig til verden, som du i grunden godt kan lide - den udadvendte, sjove, glade, impulsive og givende - og så den "nye" tænksomme, reflekterende og måske hvilende del af dig. Begge personligheder er jo nyttige i dit liv.

Nu skriver du ikke, hvad årsagen var til, at du gik i "sort", men det læses lidt som en problemstilling med for meget ydrestyring, dvs. at du lader de andre bestemme dit udtryk frem for, at du udtrykker dig med det, der er dig på det pågældende tidspunkt.

Måske handler det osse om, at dit arbejde måske ikke er blevet gjort færdigt, når du "hænger" i dine hjælpere. At du ikke er blevet sendt ordentligt ud i verden endnu. At du stadig har brug den support og tilknytning, som en hjælper kan give for, at hjælpe dig med at stå på egne ben igen. I en opdateret udgave.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Det er svært at formulere de spørgsmål, man ikke tør få svaret på.

De mange personligheder er ikke sygdom. Men er reaktion på at terapien skulle genskabe, forbindelsen mellem hoved og krop. Så når følelserne kommer i klemme skifter jeg lidt imellem dem, som om jeg er skuespiller i en film.

Før var jeg glad sprudlende impulsiv sjov glad og givende. Da jeg gik i sort og fik hjælp var jeg i stand til at beholde den facade uden, at andre end hjælperne kender til min indre kamp. Hverken ægtefælle eller familie og venner, ved at jeg var ”død”. Jeg udviklede en tænksom og mere indadvendt personlighed. Og jeg kan faktisk godt lide at være indeni mig selv. Samtidig kan jeg også derfra mærke livet på/med min krop. Men det er en ensom og falsk lykke, når alle andre vil have ”gamle mig” tilbage på fuld tid.

Jeg kan ikke slippe de hjælpere, som jeg har haft. Og nu har jeg så givet mig selv alle de kognitive hvorfor spørgsmål, jeg har kunnet finde på. Og nået frem til at grunden er, at de er de eneste, der kan se den personlighed, som terapien har udviklet. Men den gør mig ensom, når andre ikke kan se den. Og når mine hjælpere gør mig opmærksom på, at jeg bare var deres job, føles det også som afvisning af denne personlighed, og sorgen føles dybt i hjertet. Så hvordan kommer jeg tilbage?? Jeg kan godt mærke at mit gamle "grænseløse" sind er ved at vende tilbage med alle tilbud om gøre mig god nok. Så det er lidt for langt tilbage. Kender du mon en måde at ”spole” lidt i udviklingen?? Det er jo år siden, og det er ikke naturligt, at jeg hverken kan slippe hjælperne eller tankerne!

Hej

Ja langt det fleste mennesker tilpasser sig de situationer de er i, og i en vis grad til de mennesker de er sammen med. De færreste er som den svenske efterforsker Saga Norén tv-serien Broen.

Nu stiller du mig faktisk ikke de spørgsmål, som jeg forestiller mig, at du gerne vil have svar på, og du skal være velkommen til at spørge mere. Gør dine spørgsmål lidt mere præcise og fortæl måske lidt mere om dig selv - f.eks. er du mand eller kvinde, din alder, har du en partner?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg har et spørgsmål om flere personligheder.
Mange har det vel med at forandre sig lidt efter hvem man er sammen med? Men jeg har udviklet mig gennem terapi, og derfor føles det som om jeg også har udviklet flere personligheder. Den som jeg selv føler jeg har det bedst med, ønsker desværre ingen andre at have noget med at gøre. Og da dette er en kamp som har stået på nogle år, har jeg indset, at jeg bliver nødt til at "kvæle" den person og igen blive, som jeg var engang. Det er også den eneste måde jeg måske kan finde evnen til at give slip på mine hjælpere fra dengang. Fordi jeg tænker på dem hver eneste dag, som nogen jeg længes efter og bliver afvist af. Og det er ikke fair, hverken for dem eller mig, eller dem jeg ønsker skal fortsætte med at elske resten af mig.