Hej HDS

I lige måde Godt Nytår .

Selvfølgelig er det i orden, at du skriver. Jeg har siden her som mit bidrag til at gøre verden en lille smule bedre .

Mht. at få råbt ud til verden, at din far er død, er det jo nok snarere en gentagelsestrang. Og det er efter min opfattelse ganske forståeligt, at du kan have det sådan. Og som sådan er det sikkert et behov for at hele chokket og tabet.

Noget, der ikke sjældent mangler i vores nordiske kultur, er vreden mod den døde, vreden mod ham/hende for at forlade en, efterlade en, ikke længere at være en del af ens historie mm. Hvor vidt der i din trang til at råbe kunne gemme sig vrede, kan jeg af gode grunde ikke vide.

Din bekymring er helt forståelig, der er grænser for, hvor mange gange man ønsker at løbe hovedet mod en mur, eller at opleve sig tabt i en afgrund.

Og føl dig fri til at spørge mere, hvis du har behov for det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Godt nytår!

Jeg håber, det vitterligt er i orden, at jeg skriver endnu engang. Jeg har brug for at føle mig grundigt oplyst, inden jeg evt. kaster mig ud i et nyt terapiforløb. Desuden rejser dine gode svar flere spørgsmål.

Om gentagelsestvang: Det største traume og den største katastrofe er uden tvivl min fars død. Det var også selve forudsætningen for de andre "katastrofer" i min opvækst. Når jeg som nu genoplever, at nogen "forlader" mig, udløser det ikke alene en helt ubændig sorgfølelse, men også et pludseligt behov for at skrige og råbe til nogen, at min far er død, som var det lige sket og allerførste gang, jeg skulle formulere det højt. Jeg fik aldrig skreget det ud som 4-årig, og jeg oplever virkelig en voldsom trang til at gøre det nu - og til at nogen tager imod budskabet. Det giver vel sig selv, at det er kendt viden og old news for mine omgivelser, og at mens jeg føler mig sat helt tilbage i chokket fra dengang, så er der ikke nogen, jeg kan skrige det til - ingen, der vil kunne tage imod det som et nyt budskab og være "med" mig som 4-årig. Er den trang mon et udtryk for et behov for at få helet selve chokket?

Jeg har talt meget om min far og hans død, ikke mindst med terapeuter, efter at jeg blev voksen - det var tabu, da jeg var barn - og jeg har skrevet om det og fået min historie offentliggjort for ikke så længe siden. Det har også været måder at skrige det ud på, og det har været godt for mig, men det har jo været med den voksne kvindes sprog og forståelse. Giver det mening, at jeg føler mig relativt afklaret og "helet" rent kognitivt, og at det er kroppens eller organismens forståelse, der halter bagefter og nærmest er frosset fast i den 4-åriges (manglende) forståelse og accept af det skete? For i så fald virker det - trods min forkærlighed for at fokusere på mit hoved - helt rigtigt, at kroppen skal involveres, for at jeg kan komme videre.

Jeg er usikker, fordi jeg er blevet så såret og fortvivlet over den nu afsluttede terapi. Jeg føler mig efterladt med en masse sår, der er sprunget op undervejs i terapien, og tanken om at indlede et nyt forløb skræmmer mig. Det, jeg er igennem nu, vil jeg ikke udsætte mig selv for igen.

Min motivation for at komme videre kunne ikke være større. Men frygten for, at det går galt, og jeg ender med at blive såret og føle mig forladt igen, er nok i samme størrelsesorden. Og så kan det vel ende som selvopfyldende profetier?

Mvh.

Hej HDS

Måske handler din bekendts/terapeuts flakkende blik om, at han tilbød dig hjælp, han har ikke kunnet give dig den, og det er måske osse et tab for ham - der røg måske et venskab og måske hans selvforståelse som terapeut. Trist når tingene går skævt, selv om intentionerne var de bedste fra begges side.

Mht. CHOKTRAUMETERAPI og sikkert sted, hvis klienten ikke kan finde et sikkert sted, hvilket dog oftest kan ske med lidt kreativitet, så kan man gå ud fra, at der er sikkert hos psykoterapeuten. Da en del af arbejdet foregår på fantasi-planet, så kan man sagtens springe i tid og rum.

At ligge på en madras og løbe ér ikke, hvad vi gør til dagligt, og ja det er usædvanligt, og i nogen udstrækning lidt irrationelt, og det virker. Et ordsprog som jeg personligt holder af lyder: "Galskaben er det salt, der hindrer hjerne i at mugne!" (Frans af Assisi).

For at kunne arbejde godt hos en psykoterapeut, så er det afgørende, at der ér tillid til denne, se nærmere her VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Det vigtige ved overføring er bl.a. muligheden for at kunne afslutte gammelt stof. Gamle Freud talte om gentagelsetvang, at man tvangsmæssigt gentager gammelt og uhensigtsmæssigt stof. Jeg tror (med udgangspunkt Harville Hendrix: KÆRLIGHED OG SAMLIV), at det snarere handler om gentagelsestrang, at organismen søger det gamle traume for at få det helbredt, en mulighed for heling. Her ifht. dig f.eks. at lære, at en afsked ikke behøver at være en katastrofe (måske din fars død) men, at du er i stand til på voksent og frugtbart plan at klare dig selv.

Som du kan se på VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG, så er det vigtigste "klientens motivation". Hvis jeg troede noget ville mislykkes, så gik jeg ikke ind i det. Jeg har ikke i mine snart 30 år som professionel psykoterapeut været ude for at noget mislykkedes, hvor klientens motivation var til stede.

Når en klient som du har arbejdet meget hos andre psykoterapeuter, så vil jeg altid starte med at høre, hvad der gik godt og, hvad der gik skidt, så det dårlige ikke gentages hos mig.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

God jul og Godt Nytår.

Tusind tak for dine svar. En opdatering og nye overvejelser:
Jeg havde en sidste samtale med terapeuten. Jeg havde forberedt mig så grundigt på, at det var et farvel, så jeg egentlig bare ønskede det overstået, og selve snakken forløb ok. Vi kommer nok aldrig til at se hinanden igen, og jeg tror, min reaktion bagefter, for mig selv, var helt klassisk: Først kunne jeg ikke rigtigt "tage det ind". Så blev jeg fornægtende og overvejede tusind gange at kontakte ham og tigge om hans forståelse for, at vi var nødt til at fastholde kontakten. Heldigvis lod jeg være. Nu er jeg bare fortvivlet og ramt af en følelse af sorg, som rækker langt ud over, hvad situationen og relationen i sig selv berettiger.
Det er svært at have hans ord på skrift om, at han kan garantere, jeg altid er velkommen hos ham, når jeg ved vores afsked oplevede, at hans blik flakkede, og han ikke svarede på mit spørgsmål om, hvorvidt jeg måtte skrive eller ringe til ham indimellem. Dén garanti - og dens udløb - er om noget kendetegnende for forløbet og dets udvikling. Det gør ondt.

Jeg har læst din beskrivelse af choktraumeterapi. En psykolog, jeg gik hos for mange år siden, brugte en "light" version af den - minus løb og pulsen i vejret. Det gav mig ikke rigtigt noget, men det var også lidt overfladisk, og jeg tog det ikke rigtigt alvorligt. Desuden havde jeg så svært ved at finde et trygt sted og en tryg person at støtte mig til. Flere af dem, jeg som barn oplevede som trygge voksne, der ville mig det godt, har senere svigtet mig, eller jeg har hørt noget om dem, som slog skår i min opfattelse af, at de var "på min side". Hvad gør man, når der vitterlig ikke er "gode" steder og personer at søge hjælp hos i en sådan terapiform?
Jeg kunne for så vidt godt, på det rationelle plan, forestille mig at gå ind i et sådant forløb. Samtidig tænker jeg, at jeg i praksis ville føle mig kejtet og klodset ved at ligge på en madras og agere løbende. Jeg har det ikke særligt godt med min krop og er mest "i mit hoved", om du forstår. Så meget desto vigtigere at inddrage kroppen, måske, men det må fordre en enorm tryghed ved terapeuten ikke at føle sig/mig dum og klodset i en sådan session.

Endnu et element, der gør det svært for mig at indlede et forløb hos en anden terapeut, er min ekstreme tendens til overføring. Jeg opfatter mig selv som "bad news" for terapeuter, fordi jeg uværgerligt vil opleve dem som faderskikkelser, der før eller siden - som den type relationer nu engang foreskriver - vil sige farvel og gå ud af mit liv. Det har jo netop vist sig igen, at det er næsten umuligt for mig at acceptere på det følelsesmæssige plan. Selvfølgelig er der den mulighed at søge en kvindelig terapeut, men det fungerer overhovedet ikke for mig. Hårdt sagt, så respekterer jeg ikke kvindelige autoriteter og oplever det som latterligt og grænseoverskridende at tale med andre kvinder om følelser. Jeg kan ikke tage det alvorligt, har så meget modstand, at missionen er håbløs. Det har selvfølgelig også sine grunde.

Jeg bor ikke så langt fra dig. Det kunne være en mulighed for mit vedkommende at indlede et forløb hos dig. Jeg vil jo gerne "rykke" mig. Men hvad tænker du om alle de udfordringer og forhindringer, jeg har remset op her? Ville det være dømt til at mislykkes? Jeg er, som det nok fremgår, meget bevidst om mine mønstre, men der er lang vej fra at vide, hvad jeg "gør galt", og til at undgå at lade det gentage sig.

Hej HDS

Du beskriver sådan set udmærket selv fordelen ved din "afvisningsforventning", du ved, hvad du har og ved ikke, hvad du kan forvente, så hellere forvente det værste og ikke blive så skuffet, som hvis du forventede noget godt, og så ikke fik det, det vil være en langt større skuffelse. Fordelen kunne være at minimere skuffelser.

Med din historie: "min far døde, min stedfar hadede mig, min "reservefar" voldtog mig. Alt sammen, før jeg var fyldt ti.", så er det nok ikke så enkelt med psykoterapien, det er næppe noget, der blot kan bearbejdes sprogligt, som du selv beskriver det, så reagerer du spontant kropsligt, formentlig reaktivere du gamle chok, du har jo været ude for ret alvorlige traumer i din barndom. Og hvis din bekendt ikke har den fornødne viden om arbejde med chok, så kan jeg godt forstå, at han kom til kort, og desværre efterlader han så dig et dårligt sted. I sin venlighed kom han til at gøre dig en virkelig bjørnetjeneste (i den oprindelige betydning).

Skal jeg anbefale dig noget, så vil jeg mene, at du kunne have stor gavn af CHOKTRAUMETERAPI, læs om det. Det er en meget effektiv behandlingsform til traumer som dine. Dine beskrivelser af dine "reparationsforsøg" er klassiske reaktioner på de traumer, der er blevet påført dig.

Læs mere her om CHOKTRAUMETERAPI.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak igen. Jeg tror, du har ret i, det ikke er godt for mig at vende tilbage til terapeuten - men jeg er så forfærdeligt bange for "aldrig mere"...

Du fik mig til at tænke. Jeg har før hørt, at min gamle "afvisningsforventning" er en slags belønning eller gevinst. En bekræftelse af, at verden er, som jeg forventer med den tryghed, det trods alt giver.

Jeg forstår tankegangen, og alligevel ikke. For mig er det en instinktiv automatreaktion. Før jeg når at tænke, at situationen kan tolkes anderledes, så "ved" min underbevidsthed og min krop, at nu sker det igen. Jeg stivner, får heftig hjertebanken, bliver lammet og kan ikke tænke klart. Senere får jeg paranoide tanker om, hvad der ligger bag - og endnu senere kommer gråden og søvnløse nætter, hvor jeg vender og drejer det, der aktuelt er sket, og genoplever de gamle svigt.

Bevisbyrden er tung - min far døde, min stedfar hadede mig, min "reservefar" voldtog mig. Alt sammen, før jeg var fyldt ti. Et par år senere fik jeg vished om, at min fars død var selvmord. Så langt hen i min historie var der tale om, at jeg passivt "tog imod" afvisninger og svigt - som teenager begyndte jeg selv aktivt at opsøge det ved at have sex med mange mænd,altid nogen, det kun kunne ende "galt" med

Jeg har et ganske andet liv nu, men min krop husker alt, og som nævnt er den på forkant, så jeg ikke når at tænke, før afvisningsoplevelsen forekommer at være et faktum.

Trøsten, da jeg var barn, var overbevisningen om, at en dag kom den ultimative redning i form af (en) far og hans ubetingede kærlighed. Min krop husker nemlig også det saligste i verden - at være lille pige i min fars trygge arme. Ubevidst jager jeg det endnu. Og kan jo kun blive skuffet, for det sker selvfølgelig aldrig.

Så ja, mit liv er et ganske andet nu - god mand, skønne børn, et dejligt og meningsfyldt job - men min krop og underbevidsthed "sidder fast". Jeg VIL have en far - og "fædrene" afviser og sårer mig gang på gang.

Det er uværdigt, umodent, ubegavet, unødvendigt - og det føles uundgåeligt, når kroppen er hurtigere ude end fornuften og realitetssansen.
Det var blot den lakoniske version - selvfølgelig er det mere komplekst og langt mere smertefuldt end her beskrevet.
Kan du uddybe "gevinst-præmissen"?

På forhånd mange tak

Hej HDS

Som du beskriver det, så tror jeg, at det vil være at løbe en staver i livet, at du insisterer på at få noget afsluttet, som han åbenbart ikke er i stand til eller i stand til at forstå. Måske skulle du hellere i stedet opsøge en professionel psykoterapeut, og der dels at få afsluttet det, der gik galt hos din bekendt, og dels få arbejdet videre med det, der plager dig.

Når jeg får en ny klient, så spørger jeg altid vedkommende om, hvorvidt han/hun har gået i terapi tidligere. Undersøger hvad, der gik godt - det kan måske bruges fremover som resourcer. Undersøger hvad, der gik mindre godt, det kan vi få afsluttet, og samtidig være opmærksomme på, at det ikke gentager sig hos mig.

Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Måske skal vi ikke sige, at det var et "dumt" arrangement, men snarere et uhensigtsmæssigt arrangement, hvor spillereglerne var uklare, og hvor hans motiver måske osse var uklare, dels for ham selv, og dels for dig. Man kan nok her tale om en bjørnetjeneste.

Og mens du overvejer dine næste skridt, så kunne du måske osse overveje, hvilke fordele er ved at opleve dig kasseret og ydmyget. Når man vælger det udgangspunkt/synspunkt, så ligger der ofte en skjult gevinst, måske en gammel strategi bag, som det kan være godt at opdage, og at få erstattet med en nutidig og mere livsbekræftende strategi, adfærd.

I øvrigt er vrede en god følelse, et godt middel til at gennemføre ændringer med (rigtig anvendt) - selv om vrede er en delvist miskendt følelse i vores kultur.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tusind tak for dit svar.
Supervision tror jeg ikke, han bruger. Terapeutvirksomheden har været et bijob, næppe af stort omfang. Og jeg er enig med dig i, at det var et dumt arrangement, men nu er skaden jo sket.
Min "gamle" terapeut var psykiater - af den "gode" slags, med vægt på samtaleterapi og ikke i så høj grad på receptblokken. Han er for længst pensioneret, så den mulighed forelå desværre ikke.

Jeg forstår helt igennem, hvad du mener med at tage voksent ansvar, men det er altså ikke så ligetil. Med min fornuft og selvrespekt og "voksenhed" tænker jeg, at jeg bør kunne insistere på, vi får afsluttet forløbet ordentligt. Jeg er bare helt sikker på, han ikke vil være indstillet på dette - jo, han har tilbudt mig "en snak", men det er tydeligt, at han ikke ønsker at engagere/involvere sig yderligere. Og de problemer, der er opstået, får vi ikke tilnærmelsesvis has på i løbet af en enkelt snak på en time.

Med mit "svage", traumatiserede, ikke-voksne jeg - som kun er vokset i løbet af vores forløb - "ved" jeg, at nu er det sket igen, jeg har stødt ham fra mig ved at blotte mig selv, jeg er blevet svigtet og afvist endnu engang, fordi jeg er så forkert og uelskelig. Han kunne godt lide den voksne, kloge og sjove kvinde, han kendte i forvejen - så mødte han det, der er under overfladen, og nu irriterer jeg ham, og han vil gerne "af med mig". Den gamle historie kender jeg ud og ind. Og reaktionerne sidder i kroppen og kan ikke tales fornuft til - jeg får åndenød, hjertebanken, bliver fysisk lammet.

Det ironiske er, at han har opfordret mig, igen og igen, til at dele min historie med flere, lukke op og vise også de svage sider af mig selv, overvinde frygten for at blive afvist. Samtidig har han bekræftet mig i, at derved støder jeg andre fra mig. Vrede er forbudt og farligt i min verden, så selvom den lurer et sted derinde, kan jeg heller ikke tage afsæt i den.

Så: hvordan får jeg, som voksen med et voksent ansvar, givet udtryk for, at han "skylder" mig at afslutte dette rigtigt? Jeg har skrevet til ham enkelte gange for at få fortalt det, jeg ikke kan sige. Det duer ikke. Han læser det måske overfladisk, i hvert fald svarer han i øst, når jeg spørger i vest.

Well, du kan ikke vide - lige så lidt som jeg - hvad han tænker, og om han kan appelleres til. Men kan du, uagtet min baggrund og sårbarhed, som gør problematikken liv-eller-død-lignende, følge mig så langt, at det er ydmygende at tigge om en grundig afslutning og utaknemmeligt at forlange den? - og dertil kommer så, at dét at "se på, hvad der var godt og mindre godt" langt fra lukker og afrunder forløbet for mit vedkommende. Jeg skal jo samle mig selv op bagefter - fra oplevelsen af, at nu er jeg kasseret igen - uanset måden, vi afrunder på, for realistisk set bliver det ikke godt. Jeg føler mig langt mere sårbar og "tilbage", end da vi begyndte forløbet.

Med venlig hilsen

HDS

Hej HDS

Det er et godt eksempel på, at det kan være ganske svært at forholde sig professionelt, når man dels tilbyder psykoterapi til venner og bekendte, dels tilbyder psykoterapien gratis. Det er osse et godt eksempel på, at det nok er en dårlig ide, at tage i mod et sådant tilbud, når man som du har alvorlige ikke færdigarbejdede problemer i bagagen. Måske havde det været fornuftigere af dig at genoptage kontakten til den psykoterapeut, som du tidligere havde et vellykket forløb med.

Jeg synes, at du skal tage ansvar for dit valg, tage kontakt med din bekendt/"psykoterapeut" og sammen med ham få afsluttet forløbet. Se på hvad, der var godt, og hvad, der var mindre godt, og så bruge det til at lære af og til at komme videre med. Det er der ingen ydmygelse i at gøre, det er at tage voksent ansvar for dig selv.

Din bekendt kan så overveje, hvad der fik ham til at tilbyde dig terapi gratis - og han kan så overveje, hvad han skal have arbejdet med/have supervision om.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Undskyld, dette bliver langt!

En mand, jeg kendte lidt via mit job, er uddannet psykoterapeut og har haft det som sin bibeskæftigelse. Kort efter hans pensionering for et års tid siden henvendte jeg mig til ham, egentlig for at få gode råd i forhold til at søge terapi inden for hans område, men han tilbød mig generøst og overstrømmende et forløb hos ham, kvit og frit, og da vi havde god kemi, tog jeg med glæde imod tilbuddet. Vi lavede ingen aftaler om forløbets varighed, heller ikke om intervallerne mellem mine samtaler hos ham.

Han kendte, før han tilbød sin hjælp, til min baggrund med svigt og overgreb fra "ældre" mænd. Jeg kom hurtigt mere specifikt ind på dette og fortalte bl.a. om et livslangt fadersavn, som stadig rumsterer i kulissen, selv om jeg er midt i 40'erne, godt gift og mor til voksne og halvvoksne børn. Dermed mente jeg også, at han var "advaret" om den oplagte risiko for overføring - jeg har som ung været i terapi hos en anden potentiel faderfigur, som inddrog problematikken og mine reaktioner meget professionelt, hvorved det faktisk blev en udviklende og positiv proces for mig. Dét at have en god og med tiden sund relation til en "ældre" mand, blive rummet og accepteret af ham og sågar tage afsked med ham uden at føle mig svigtet og afvist, var meget givende, og jeg forventede jo nok, at den "nye" terapeut ligeledes ville kunne tackle det.

Vi havde da også nogle gode samtaler, og jeg følte mig i trygge hænder, men noget skete. Enten blev han reelt mere distanceret, irritabel og kort for hovedet, eller også overfortolkede jeg hans signaler og følte mig i vejen, til besvær og afvist. Det er en traumereaktion, jeg kender ud og ind. Ydmygende og pinagtigt. Jeg tog det forlegent og med omsvøb op, men han greb ikke fat i det, og jeg besluttede, at jeg ville se det lidt an og håbede på, jeg så spøgelser.

Siden har han et par gange sådan en passant foreslået mig at finde et andet sted at søge hjælp uden at give en begrundelse. Én gang sagde han, at han ikke kunne hjælpe mig med mine traumer, men rettede det så til "eller, jeg KAN godt, men jeg VIL ikke." Og jeg står så i det problem - udover alt, hvad han vækker i mig af genoplevelser af at blive kasseret og afvist - at jeg simpelthen ikke kan se mig selv gå til en anden, kvinde eller mand, i tillid til, at jeg kan åbne mig, vise fortrolighed osv. uden at blive afvist og dømt "forkert". Han har kort sagt bekræftet mig i, at jeg BLIVER kasseret. Og jeg er NØDT til, som jeg ser det, at få afsluttet kontakten til ham på en afklaret måde og med forståelse for, hvad der er kørt skævt, så han ikke blot bliver endnu en pind til min ligkiste.

Han har forlængst forlænget intervallerne mellem vores samtaler, så jeg sidst har set ham i starten af maj og igen i slutningen af august. Sidste gang var forfærdelig. Han var kort for hovedet, uengageret, og jeg turde ikke kommentere det. Jeg nærmest løb grædende ud af hans dør, da vi skulle sige farvel. Han bemærkede INTET. På køreturen hjem fik jeg et panikanfald.

Jeg fik samlet mig selv op igen og kontaktede ham så i begyndelsen af oktober. Her samlede jeg alt mit mod og skrev til ham og spurgte, om det var REN indbildning og overføring fra min side, når jeg frygtede, jeg var blevet en belastning og en uvelkommen klods om benet på ham, og at jo mere, jeg havde fortalt ham, jo større afstand havde han taget fra mig. Han svarede, at han ikke mente, vi kunne komme videre, da jeg "følte mig tryg hos ham" (!) og "ikke havde flere grænser at overskride hos ham"(!). Intet kunne være mere forkert. Jeg gik reelt i chok, blev lammet og kunne slet ikke tage hans besked ind. Næste dag skrev han, at det nok var hårdt skrevet, og at han syntes, vi skulle tage en snak. Den har vi ikke haft endnu, retfærdigvis måtte jeg aflyse en aftale, og nu afventer jeg, at han får luft i sin kalender.

Jeg er helt uforstående. Det er én ting. Værst af alt har han vækket gamle reaktioner i mig. Jeg har haft panikanfald, jeg græder alt for meget, og jeg regredierer totalt, er virkelig i krise. Jeg VED, han havde sympati for mig før forløbet. Al logik siger jo, at den sårbarhed og den historie, jeg har delt med ham, har stødt ham fra mig. Det er ikke nogen sund "lektie".

Hvad kan jeg gøre? Jeg mener jo, at han og jeg har RIGTIGT meget at arbejde med, og at han har et moralsk ansvar for som minimum at runde forløbet ordentligt af - men jeg kan og skal vel ikke ydmyge mig selv ved at insistere på, vi skal tale sammen, nok også mere end én gang, eller ved at udbede mig en forklaring, som måske vil såre mig uopretteligt?

Og så er der også lige den hage ved det, at mit forløb hos ham har form af en gratis "vennetjeneste". Så reelt kan jeg ikke kræve noget som helst, bør snarere være taknemmelig. I øvrigt har han gentagne gange, også efter sin "tilbagetrækning", sagt, at jeg ALTID er velkommen hos ham. Jeg forstår intet.