[b]Hej En kvinde[/b]

Joh, jeg kender godt til at nære personer ved bedre end jeg selv, hvordan jeg har det, eller hvad jeg mener :|. Og det kan være generende. Nu lader jeg dem meget sjældent slippe af sted med det, så det er kun en relativ sjælden oplevelse for mig :D.

Og det er måske osse vejen for dig, at du [b]ikke skal tillade[/b] ham at pådutte dig holdninger og følelser. Og her bliver du så nødt til at finde ud af dig egen andel i, at det kan lade sig gøre for ham. Du skriver: "om der er noget konkret jeg kan gøre for at få lov til at blive hørt og troet på." I den sætning ligger dit problem måske - [b]"få lov til"[/b]. En [b]voksen[/b] kvinde på 39 beder ikke om lov til - hun sætter sig igennem. [b]"få lov til"[/b] beskriver en nede/oppe situation, hvor du sætter ham op (voksen) og dig selv ned (barn) - og på den måde giver du ham lov til at bestemme om, du "får lov".

[img]http://www.psyx.dk/psd/5-fightingtigers.jpg[/img]

Så i virkeligheden går "manipulationen" måske to veje - du "beder om lov" (måske for ikke at tage alvorlige konfrontationer med ham), og han trives med at bestemme (så er han måske ikke nødt til at tage dig alvorligt og tage konfrontationer med dig). I har fået skabt et nede/oppe forhold, og du kan ændre det ved ikke at være nede. Held og lykke med opturen og forholdet.

:idea: Om [b][url=http://www.psyx.dk/parterapi01.htm]PARTERAPI[/url][/b]

Du skal være velkommen til at skrive igen

Hej Per

Kender du det? Når ens nærmeste har for vane at udtrykke din mening, holdning eller følelser!
Jeg gør.

Min kæreste har en frygtelig generende evne til aldrig at spørge mig om min mening eller mine følelser. Han fortæller mig blot hvad jeg synes eller tænker og så er det ligesom korrekt inde i hans hoved.
Men det er slet ikke sådan jeg føler det.

Det er meget dræbende og har efterhånden fået mig til at holde helt op med at tale. Jeg føler ikke det tjener noget formål at udtrykke mig længere, for han ved jo altid bedre hvad min holdning er.

Hvis du kender til fænomenet vil jeg forfærdelig gerne vide om der er udsigt til det får en ende eller om der er noget konkret jeg kan gøre for at få lov til at blive hørt og troet på.

Jeg opfatter det som ren manipulation af mig og vores forhold og vil naturligvis ikke leve på den måde.

Til gengæld har min kæreste også så mange andre dejlige kvaliteter som jeg dagligt glæder mig over (endnu) men det begynder at blive svært, når jeg hele tiden skal føle han brygger en negativ mening frem fra sin hjerne og gør den til min.

Jeg håber du har nogle brugbare ord til mig, da jeg er på kanten til at stoppe dette forhold som jeg i virkeligheden gerne vil.

Mange venlige hilsner fra
En kvinde på 39.