af Gæst » 1. okt 2006 16:11
Hej Per
Jeg har sådan lyst til at få en fagpersons synspunkt på hele den sag jeg gennemgår nu.
Det hele startede for snart 14 dage siden, hvor min kæreste skrev at vi var nødt til at snakke sammen i denne kommende weekend, for han var lidt ulykkelig. Men der blev ikke snakket den kommende weekend, jeg var nemlig blevet så ked af det at jeg tog derned den samme aften. Han hentede mig på banegården og jeg græd med det samme. Allerede der sagde han at han ikke vidste hvad han vil. Vi kom hjem til ham og han begyndte at tale om at han ikke kunne finde sine følelser og snakkede også om fremtiden. Men jeg var så ked af det at jeg ikke husker meget fra den tirsdag. Jeg sov hos ham, da klokken var blevet mange. Vi sov i den samme seng og han puttede sig ind til mig som han altid har gjort. Jeg skiftevis sov eller var vågen. Om morgenen begyndte han at græde og sagde at han vil savne mig. Der blev vi enig om pause. Han havde tirsdag og onsdag morgen sagt at det ville være mærkeligt hvis vi kyssede. Men et styk tid efter kyssede han mig længe og han puttede sig ind til mig. Det endte med sex og da det var ovre sagde han at han vidste hva problemet var. Det var at han havde brug for noget tid alene.
Han sagde at det hele nok skulle gå og at jeg ikke skulle være bange, for jeg mister ham ikke. Han holdt om mig og sagde at han elsker mig. Det samme sagde han da jeg tog hjem med toget...
Ugen gik og jeg følte at jeg blev behandlet som luft.... Han havde sendt smser med hvor der stod at han savnede mig og tænkte meget på mig og manglede mig.
Torsdag ringede jeg for at sige at jeg ikke ville behandles sådan. Han var irriteret på mig og udbrød at det var slut - han havde ik følelser mere..
Fredag mødtes vi, hvor jeg græd med det samme. Sagde at han ikk måtte gå fra mig. Men han sagde at han var nødt til det, for han har brug for luft til at finde sig selv igen. Han sagde at han selv var forvirret og gjorde det sværeste han kunne gøre. Jeg sagde til ham, at jeg stadig kunne mærke følelserne hos ham, men han sagde at det var vennefølelser. Jeg sagde at det var det ikke, for så ville han ikke have kysset mig og sagt alle de ting.
Lige pludselig får jeg indtryk af at alt nok skal gå og at han bare skal have tid til sig selv. Sagde til ham at jeg gav ham lov til at få muligheden for at finde sig selv og for at finde mig.
Jeg har fået ham op af kulkælderen 3-4 gange og han har mange gange haft brug for mig og sagt at jeg var den han vil leve med....
Jeg er overbevist om at han er forvirret og ikk helt ved hvad han gør og at han ik ved om han har gjort det rigtige... Han gav mig lov til at have
håbet....
Men jeg ved slet ikke hvad jeg skal forholde mig til. For han er den person som kender mig allerbedst og bedre end mig selv. Han forstår mig og jeg kan snakke med ham...Jeg føler han er min tvillingsjæl..
Han holder stadig meget af mig og er stadig meget glad for mig, men han beder om luft....
Venlig hilsen Maria
Hej Per
Jeg har sådan lyst til at få en fagpersons synspunkt på hele den sag jeg gennemgår nu.
Det hele startede for snart 14 dage siden, hvor min kæreste skrev at vi var nødt til at snakke sammen i denne kommende weekend, for han var lidt ulykkelig. Men der blev ikke snakket den kommende weekend, jeg var nemlig blevet så ked af det at jeg tog derned den samme aften. Han hentede mig på banegården og jeg græd med det samme. Allerede der sagde han at han ikke vidste hvad han vil. Vi kom hjem til ham og han begyndte at tale om at han ikke kunne finde sine følelser og snakkede også om fremtiden. Men jeg var så ked af det at jeg ikke husker meget fra den tirsdag. Jeg sov hos ham, da klokken var blevet mange. Vi sov i den samme seng og han puttede sig ind til mig som han altid har gjort. Jeg skiftevis sov eller var vågen. Om morgenen begyndte han at græde og sagde at han vil savne mig. Der blev vi enig om pause. Han havde tirsdag og onsdag morgen sagt at det ville være mærkeligt hvis vi kyssede. Men et styk tid efter kyssede han mig længe og han puttede sig ind til mig. Det endte med sex og da det var ovre sagde han at han vidste hva problemet var. Det var at han havde brug for noget tid alene.
Han sagde at det hele nok skulle gå og at jeg ikke skulle være bange, for jeg mister ham ikke. Han holdt om mig og sagde at han elsker mig. Det samme sagde han da jeg tog hjem med toget...
Ugen gik og jeg følte at jeg blev behandlet som luft.... Han havde sendt smser med hvor der stod at han savnede mig og tænkte meget på mig og manglede mig.
Torsdag ringede jeg for at sige at jeg ikke ville behandles sådan. Han var irriteret på mig og udbrød at det var slut - han havde ik følelser mere..
Fredag mødtes vi, hvor jeg græd med det samme. Sagde at han ikk måtte gå fra mig. Men han sagde at han var nødt til det, for han har brug for luft til at finde sig selv igen. Han sagde at han selv var forvirret og gjorde det sværeste han kunne gøre. Jeg sagde til ham, at jeg stadig kunne mærke følelserne hos ham, men han sagde at det var vennefølelser. Jeg sagde at det var det ikke, for så ville han ikke have kysset mig og sagt alle de ting.
Lige pludselig får jeg indtryk af at alt nok skal gå og at han bare skal have tid til sig selv. Sagde til ham at jeg gav ham lov til at få muligheden for at finde sig selv og for at finde mig.
Jeg har fået ham op af kulkælderen 3-4 gange og han har mange gange haft brug for mig og sagt at jeg var den han vil leve med....
Jeg er overbevist om at han er forvirret og ikk helt ved hvad han gør og at han ik ved om han har gjort det rigtige... Han gav mig lov til at have
håbet....
Men jeg ved slet ikke hvad jeg skal forholde mig til. For han er den person som kender mig allerbedst og bedre end mig selv. Han forstår mig og jeg kan snakke med ham...Jeg føler han er min tvillingsjæl..
Han holder stadig meget af mig og er stadig meget glad for mig, men han beder om luft....
Venlig hilsen Maria