[b]Hej Iben[/b]

Psykoterapien er lige så lidt som andre brancher forskånet for klicheer og indforståede faglige udtryk :1:.

Jeg tror personligt, at jeg vil tolke udtrykket "At se livet i øjene", der jo er beslægtet med "At se døden i øjnene", som en opfordring til at forholde sig til realiteterne fremfor for at fantasere eller drømme sig væk. Hvis vi vender os til psykiatrien, så kunne f.eks. psykoser have at gøre med at den psykotiske ikke magtede "At se livet i øjnene" og derfor valgte en tilflugt i psykosen.

I gestaltterapien arbejder man jo bl.a. med at forholde sig til [b]NU[/b]'et fremfor til fortid og fremtid, som jo kun kan være erindring og forestilling. Det kunne være én måde at træne "At se livet i øjene". Du lever lige [b]nu[/b], fortiden er væk og fremtiden er ikke ankommet endnu.

Forhåbentligt findes der ikke for mange af den slags klicheer i mine svar eller på mine sider - ellers må jeg i gang med et større lugearbejde :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per

Der findes så mange terapeutiske klichéer, som jeg vil kalde det; klichéer, som lyder glimrende, men som ikke er andet end flot indpakning uden reel brugsværdi.

En af dem kunne være: man skal lære at se livet i øjnene, som det byder sig. Men hvordan er det, man helt konkret øver sig i at se livet i øjnene? Og hvad betyder det egentlig at se livet i øjnene? Men frem for alt: hvordan gør man i helt konkret praksis?

I håbet om et svar

Iben Bak Andersen