Hej Mikkel

Ja det er hårdt at komme videre og man m/k vil gerne have nogen håb som man kan klamre sig til i håbløsheden, og jeg tror du skal være realistisk, kom over hende, brug den tid det tager, og lade være med at gå ud fra at I finder sammen igen. Skulle det ske kan du altid tage stilling til det til den tid. Held og lykke med livet frem over og de nye kærester , de nye afskeder og de nye kærester indtil du på et tidspunkt finder den (de) rigtige .

Du skal være velkommen til at skrive igen

Hej

Jeg har skrevet ind før og er også glad for det svar jeg fik angående den aller første kærestesorg! Men jeg syntes det er så svært...jeg har på en måde accepteret det at min x-kæreste har gjort det forbi og det er også fint nok..men jeg ringede til hende for et lille stykke tid siden for at vide hvordan hun havde det og om hun havde ændret mening..det havde hun ikke...hun sagde at lige nu var det slut..men at hun savnede mig! Hun sagde også at hun kunne ikke slå sig til ro nu, Der var en masse ting som både hende og jeg skulle prøve hver for sig! Men hun sagde også at vi nok skulle mødes igen og hun ville meget gerne satse på os 100 procent! Den chance var hun slet ikke i tvivl om at den nok skulle komme...og den overbevisning har jeg nok også altid haft..kan nemlig godt forestille mig at slå sig til ro med hende! men der er også ting jeg skal prøve...men jeg tænker så på om den overbevisning vi begge har om at vi nok skal mødes igen måske kommer til at hæmme mig i mit videre udvikling, at jeg måske kommer til at sætte en illusion op og så kommer til at leve på den..jeg syntes bare det er så svært at komme over..jeg har ingen anelse om hvad jeg skal tage mig til..har en del knas med min familie derhjemme og det var bare sådan at når det begyndte at gå op i en spids herhjemme tog jeg bare ned til min kæreste og hendes familie..hendes familie blev min familie..nu er jeg tilbage hvor jeg startede og det begynder igen at gå skævt..nu har jeg bare endnu mere brug for at kunne sige og gøre: Jeg tager ned til min kæreste, Kommer hjem når jeg har raset ud...det kan jeg bare ikke...da jeg begyndte at komme sammen med min kæreste var det som at gå 1000 skridt fremad..alt blev bedre..jeg havde et fristed..fik mere selvtillid og nu er det slut..det er som at gå 8000 skridt tilbage..

Jeg syntes det er rart at få at vide at vi begge har den overbevisning om at vi mødes igen og starter igen..det kan jeg varme mig på men jeg har talt med alle mine venner..og de siger også at ja sådan havde de det også men at det er noget man sætter op som et forsvar..og at det ikke sker..jeg ville bare så gerne have at det skete men hvad skal jeg gøre..skal jeg gøre alt op og sige til mig selv: Det sker ikke og det kan du lige så godt acceptere eller skal jeg pakke mindet om hende og alle mine følelser til hende ned bagers i hoved og lade dem kommer op igen hvis chancen som vi begge åbenbart er sikker på kommer??

Frygter bare at jeg måske kommer til at hæmme mig selv i et andet forhold og ikke ser de muligheder der måske byder sig....

Hej Mikkel

Det er altid svært når den man m/k elsker forlader en og ofte er den allerførste store kærlighed en af de sværeste at komme over. Og hvis man forstår at sørge, så kommer man over det og kommer videre. Vi sørger for at få tingene på plads inden i os, når vi græder så letter vi på den indre stress. Lad være med at forcere din sorg, sorg tager den tid sorg tager, osse selv om andre synes at man skal komme videre.

Måske kan du bruge dette skema til at forstå den proces det er at komme gennem et tab:
TABSPROCESSEN

Læs mere i PSYKE & SEX om Kærestesorg.



Brug dine venner og din familie. Lad være med at regne med at hun kommer tilbage. Hvis hun gør det, så tag stilling til det til den tid - om du så vil have hende igen.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er en "dreng" på 19 år som har været sammen med min super dejlige kæreste igennem halvandet år...men hun er desværre blevet en X-kæreste nu....

Vi begyndte at komme sammen lige i slutningen af vores HF.. lige inden de afsluttende eksamener gik igang..
I den tid og halvandet år frem har jeg aldrig været mere lykkelig! alt var godt! der var ingen skænderier og der var ingen nævneværdige problemer ...

men så for en måned siden startede hun på RUC ... derefter begyndte det at gå skævt .. der var en masse nye ting og masse nye mennesker og så videre og har fået at vide at det er ret almindeligt at når den ene begynder at studere og den anden stadig arbejder så skrider man væk fra hinanden ... Hun slog op Søndag D.26 efter hun hentede mig efter jeg havde afsluttet min sæson da jeg er cykelrytter ... og siden har jeg bare tudet og grædt og aldrig har jeg følt mig så ensom og alene ... selvom alle mine venner har været der for mig .. og de skal have en stor tak! Hun slog op fordi hun havde været sammen med en anden til en fest hun var til i weekenden på Universitet. Jeg var lamslået og følte at det var uvirkeligt! Hvordan kunne hun gøre det??? vi havde det så godt og der var intet at mærke på hende om Torsdagen ... jeg spurgte hende om hvordan hun kunne finde på det! hun sagde også at hun fortrød det og ville gøre det om hvis hun kunne ... hun var så ked af det og vi græd i flere timer sammen ... vi var begge så kede af det ... hun sagde bare at det bare var så dejligt at blive bekræftet af andre en ens kæreste .. jeg spurgte hende om jeg ikke have sagt det nok til hende .. for jeg har virkelig sagt til hende mange til hende at jeg syntes hun var super dejlig og at jeg elskede hende overalt på jorden ... og sådan havde jeg det stadig selvom hun virkelig havde trådt ved siden af ... jeg ville stadig have hende .. hun kunne bare ikke se mig i øjene og så have det godt med sig selv ... hun gjorde det så forbi ... dagene efter har været så lange og om mandagen ringede jeg til hende og var helt ude af mig selv .. jeg storgræd i telefonen og hun gjorde ligeså ... jeg sagde jeg elskede hende .. hun sagde også hun elskede mig og at hun gerne ville mig 100 procent men at der også var andre ting hun også ville .. hun sagde at det lige nu var slut og at hun behøvede tid ... men jeg savner hende så frygtlig meget .. hun var så svær at komme ind på i starten af vores forhold men hun lukkede op og følte sig helt tryg! men så sagde hun at hun havde lyst at prøve noget nyt ... men at hun virkelig gerne ville vende tilbage hos mig og til det vi havde når vi begge var ældre for vi var begge af den overbevisning at vi havde fundet den eneste ene hos hinanden ... nogle af dem i min familie siger at tiden heler alle sår ... andre siger at hun bare skal se om det nye virkelig er så nyt og spændende og at hun vil finde ud af at naboens græs ikke er grønnere end det jeg har på min plæne .. og at hun vil komme tilbage .. jeg vil ikke klynge mig til det og jeg vil også gerne videre .. men er det almindeligt at den slags sker?? at man finder tilbage til hinanden??