[b]Hej Dorit[/b]

Kærestesorg [b]gør[/b] ondt, og det tager tid at læge såret, ligesom med alle andre sår. Ikke at opgive håbet på noget man ved er håbløst, er som at kradse i et sår hele tiden - og det tager bare så meget længere tid om at hele det. At opgive håbet er den første vej mod heling.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

tak for dit svar.

Ja, ved godt det er håbløst, men modarbejder mig selv lige nu ... dvs. vil ikke give slip .... meget underligt at have det sådan .... selv-tortur!

Jeg håber dog, som du siger, at der på et tidspunkt kommer en dejlig mand i mit liv igen, som vil blive og "kæmpe" mere for vores forhold og som vil elske mig rigtig meget og jeg ham ligeledes :)

Ville bare ønske at det snart ikke gør ondt så meget længere :(

Vh

[b]Hej Dorit[/b]

Når den sidste forelskelse er svær for dig at slippe lige nu, så tror jeg det skyldes, at du investerede [b]meget håb[/b] i det, og vi mennesker kan have rigtig svært ved at slippet håbet. Og du bliver nødt til at indse, at dit nuværende håbefulde projekt er [b]håbløst[/b]. Til gengæld så kan oplevelsen og osse vise dig, at der findes andre dejlige mænd ude i verden end den først der smuttede.

Held og lykke med at finde ham, der vil det samme som dig [tommelop].

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Amanda og andre lidelsesfæller ;o)

Nu hvor der er gået et godt stykke tid, håber jeg, du har fået det godt igen, og har fundet dit selvværd og er glad igen :)

Kender godt dine følelser, underligt hvad man lader sig selv gå igennem...

Er selv i en fase, dvs. først forlod min kæreste gennem 9 år mig, det fik mig til at dykke dybt, men efter 'kun' 2-3 mdr. var jeg faktisk på vej op igen, havde fundet mit selvværd og fundet ud af at jeg faktisk var bedre stillet [u]uden[/u] ham- vi ville ikke det samme, jeg ønsker familie og alle de ting, som jeg havde troet, at vi efterhånden nærmede os sammen... men nej! "Bomben" sprang, og han meldte pludselig en dag, at nu rejste han, wauw!

Men så fik jeg det godt igen, nød sommeren, syntes at jeg 'blomstrede' for første gang i mange år og begyndte at kigge på netdating.

Så mødte jeg en sød fyr på nettet, troede det gik godt, datede i 3 dejlige uger, og så igen "bomben" = fik sms, hvori der stod, at han ikke troede jeg var klar eller vi var klar! Jeg er/var klar! (Nu er jeg ikke klar til andre end ham!). Nu er det ved at være næsten en måned siden han slog op, og jeg har det stadigvæk skidt, dvs. kigger efter hans bil overalt, kigger efter sms'er fra ham på min mobil (der kommer jo ingen), dagdrømmer om måder at det kunne blive godt igen, og går stadigvæk rundt og får tårer i min øjne, savner ham og selvfølgelig synes jeg at vi var perfekte for hinanden og at han ikke gav os en chance. ... ja bla bla bla :twisted:

Jeg ved samtidig også, at der ikke er nogen som lærer hinanden at kende på 3 uger, men den stærke følelse af at det her var det [b]helt rigtige[/b], får mig til at blive ked af det igen igen. Har nu sat mig i hovedet at lære at spille hans sportsgren, patetisk og naivt at tro, at jeg måske en dag møder ham igen men det er mig i en nøddeskal, higer efter det som er smuttet. .. forever. :(

Prøver at tænke på andre ting, men alt drejer sig om ham igen og igen, sover ikke godt, hvis jeg da ikke har dyrket motion så jeg er helt flad (gør det hver dag lige nu)... jeg kører mig selv for hårdt, men har svært ved at slippe, for det gør bare mere ondt hvis jeg giver efter....

Er jeg for følsom? Er jeg for barnlig? Er jeg for urealistisk at tro, at han var den eneste ene og den mand som skulle være far til mine børn.. (har ingen familie, kun min mor og fjern familie jeg aldrig ser) - ønsker det brændende :cry: Hvorfor tager dette korte forhold mere på mig end det lange?

D 35år

[b]Hej Amanda[/b]

Det lyder godt :). Held og lykke med det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej og tak for svar

Jeg har været ved læge og fået en henvisning til psykolog. Og har fået en tid ved psykologen i morgen. Jeg glæder mig til at få snakket om det og få "luftet ud". Jeg kan mærke at det er, hvad jeg har brug for. For jeg skal ikke tilbage, men videre med mit liv. Og få min selvfølelse og selvværd tilbage. Og jeg lader aldrig en mand få mig derud en gang til ;-)

Knus

[b]Hej Amanda[/b] og [b]Mig[/b]

Nogen forhold er svære at komme over fordi den mistede partner virkelig betød meget for én, mens andre er meget svære at komme over fordi de var så umulige og fordi man investerede så meget [b]håb[/b] i dem. Det lyder som om du har været ude for det sidste. Du har så samtidig reduceret dig selv mere og mere for at stille ham tilfreds og mistet mere og mere af din selvfølelse. Din vrede har du ikke lukket ud og det er jo ødelæggende for dig. Jeg synes du skulle tage dig nogen samtaler med en god psykoterapeut, så du kan genvinde din selvfølelse og få lagt manden bag dig og på investeret energi og håb i fremtiden.
:idea: Inden du evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om [b][url=http://www.psyx.dk/valg.htm]Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog[/url][/b].

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg kender det godt, Amanda. Jeg er også lige blevet forladt efter et 1 årigt turbulent forhold. Hun fik mig til at slå op med hende til sidst så hun ligesom kunne komme ud af det med god samvittighed. Sygt. Hun havde/har mange problemer, bare med livet generelt og brugte mig til at være et lyspunkt i hendes hverdag, udnyttede mig og mit gode hjerte på den måde.

Jeg føler mig snydt og brugt, snydt fordi jeg har holdt ved hende i et helt år hvor der har været mange problemer, men med udsigt til bedre tider, holdt jeg ved. Jeg føler mig snydt over at al min tålmodighed aldrig vil blive belønnet, så vi kunne starte et normalt liv sammen, når hun engang bliver rask og kan komme videre med at komme i arbejde igen, og vi så ville have penge nok til at flytte sammen.
Men det sker aldrig nu, for hun er væk og har fandeme også fundet sig en anden allerede. Er der slet ikke noget der hedder sørge-tid? Føler mig snydt over at hun kan ligge og tude i mine arme og sige at hun elsker mig overalt, og så går der ikke mere end 3 uger før hun har kastet sig over en anden.

Jeg kan heller ikke komme videre - bliver ved med at analysere det hele, og om der er noget jeg kunne have gjort anderledes, eller om vi nogensinde kan finde sammen igen senere, som vi på en måde lovede hinanden. Sandheden er vel desværre bare, at jeg blev udnyttet, men jeg ved det ikke helt endnu, for jeg er stadig ikke kommet mig over det helt.

Blot nogle tanker fra mig, for at du skal vide du ikke er alene :o

Vi skal nok klare det og komme videre! En dag.

Hej

Hvorfor er nogle kærester sværere at komme over end andre?
Jeg er 35 år og er lige blevet forladt efter et 2-årigt turbulent forhold. Jeg har været i 2 længerevarige forhold førhen.

Denne gang er jeg blevet deprimeret og kan ikke komme igang med mit liv igen. Jeg er enormt ensom og energiforladt. Kan ikke se en fremtid foran mig.

Jeg synes ikke jeg har elsket ham mere end en af de andre. Og jeg kan se at det var et håbløst foretagende, da han havde psykotiske træk. Han var kontrollerende, besiddende, dominerende og meget jaloux. Han tolerederede ikke at jeg havde en anden mening end ham. Og jeg føjede ham mere og mere, selvom jeg i starten syntes han var fjollet og regnede med at han ville komme til fornuft...

Jeg har bare mistet alt mit selvværd og er inderst inde enormt rasende på ham. Men kan ikke finde ud af at slippe tankerne om ham. Alle mine tanker kredser om ham, mens jeg isolerer mig hjemme. Hjælp mig til at komme videre. Fri for ham...