Kære Per.
Tak for hurtig tilbagemelding.
Jo...du har ret "min mand" skulle jeg nok ha´skrevet istedet. Min mand og jeg har snakket vores problem til døde, og jeg er kommet til et sted i livet hvor jeg ikke aner hvad jeg skal stille op.
Han forstår simpelthen bare ikke, hvorfor jeg er så ked af det....
Vi begyndte i parterapi, kort tid efter fødsel, dels pga. vi ville kæmpe for at holde sammen og forhindre at glide fra hinanden nu hvor der er et (kolik)barn
![Baby [baby]](./images/smilies/icon_baby.gif)
involveret og dels fordi jeg har presset ham til at deltage for at redde forholdet.
Desværre lægger han ikke alvor i denne terapi, da han ikke mener problemet med hans manglende intime nærvær er så stort!!!!
Jeg har selvfølgelig spurgt ind til ham, om der skulle være en anden tilgrundliggende årsag for hans manglende lyst eller intime fravær.
Han har altid været meget åben og ærlig, så det må jeg forholde mig til. Og jeg stoler på ham, når han siger at det er ganske enkelt fordi, at han ikke "tænder" på mig pga. af min overvægt.
(han er selv meget fysisk aktiv)
Ydermere siger han, at det er normalt for ALLE mænd at "tænde"
af, når kvinden ændrer sin fysiske figur.
Vi har ALDRIG haft problemer i forholdet før vores datter blev født.
Vi har altid kunnet snakke, lytte, accepterer og respekterer.
Men det gik fuldstændigt galt, da jeg tog 10 kg på i vægt pga. graviditeten.
Han har levet op til sin rolle som FAR, med et stort 13-tal. Han er en helt fantastisk far og har ikke virket
(overfor mig) overvældet over den nye rolle. Tværtimod er han fuldstændig afklaret med denne rolle og elsker at være far.
Jeg er begyndt at sove med tøj på om natten, i frygt for, at han skal se min krop, som han, giver klart udtryk for, at han ikke kan lide. Jeg har efterhånden fået fysiske stress symptomer (ondt i mave, hovedpine osv.)
Jeg ved, at jeg hurtigt kommer i form igen og taber mig, når jeg må begynde at træne igen om 2 mdr.
Men så tænker jeg desværre, at når jeg opnår min tidligere fysiske form og vægt, skal han aldrig røre ved mig - det må være straffen....
Jeg spurgte ham hvad der ville ske hvis jeg ikke kunne kommer til at se ud som før vores datter kom til verden. Han svarede:
"så må jeg jo se om jeg kan lærer at leve med det"
Vi lovede hinanden i med og modgang i kirken...det gælder vel i alle henseener.
Hvordan skal jeg nogensinde føle mig sikker og føle, at det er rart, når han rører ved mig og det ikke er fordi jeg tvinger ham eller han føler sig presset?
Men hvordan skal jeg nogensinde igen føle at min krop er tilstrækkelig (for ham)?
Hvordan skal jeg kunne tilgive ham?
Hans ord og manglende handlinger....æder mig op indefra dagligt..... så hvordan kan jeg forklarer ham, så ham forstår, hvor "uhensigtmæssigt" eller "ondskabsfuldt" er det, at hører det fra den mand man elsker?
Hjælp med mig at få ham til, at forstå hvordan det føles at være mig....
Kære Per.
Tak for hurtig tilbagemelding.
Jo...du har ret "min mand" skulle jeg nok ha´skrevet istedet. Min mand og jeg har snakket vores problem til døde, og jeg er kommet til et sted i livet hvor jeg ikke aner hvad jeg skal stille op.
Han forstår simpelthen bare ikke, hvorfor jeg er så ked af det.... :(
Vi begyndte i parterapi, kort tid efter fødsel, dels pga. vi ville kæmpe for at holde sammen og forhindre at glide fra hinanden nu hvor der er et (kolik)barn [baby] involveret og dels fordi jeg har presset ham til at deltage for at redde forholdet.
Desværre lægger han ikke alvor i denne terapi, da han ikke mener problemet med hans manglende intime nærvær er så stort!!!!
Jeg har selvfølgelig spurgt ind til ham, om der skulle være en anden tilgrundliggende årsag for hans manglende lyst eller intime fravær.
Han har altid været meget åben og ærlig, så det må jeg forholde mig til. Og jeg stoler på ham, når han siger at det er ganske enkelt fordi, at han ikke "tænder" på mig pga. af min overvægt.[i] (han er selv meget fysisk aktiv)[/i]
Ydermere siger han, at det er normalt for ALLE mænd at "tænde" [b]af[/b], når kvinden ændrer sin fysiske figur.
Vi har ALDRIG haft problemer i forholdet før vores datter blev født.
Vi har altid kunnet snakke, lytte, accepterer og respekterer.
Men det gik fuldstændigt galt, da jeg tog 10 kg på i vægt pga. graviditeten.
Han har levet op til sin rolle som FAR, med et stort 13-tal. Han er en helt fantastisk far og har ikke virket [i](overfor mig)[/i] overvældet over den nye rolle. Tværtimod er han fuldstændig afklaret med denne rolle og elsker at være far.
Jeg er begyndt at sove med tøj på om natten, i frygt for, at han skal se min krop, som han, giver klart udtryk for, at han ikke kan lide. Jeg har efterhånden fået fysiske stress symptomer (ondt i mave, hovedpine osv.)
Jeg ved, at jeg hurtigt kommer i form igen og taber mig, når jeg må begynde at træne igen om 2 mdr.
Men så tænker jeg desværre, at når jeg opnår min tidligere fysiske form og vægt, skal han aldrig røre ved mig - det må være straffen....
Jeg spurgte ham hvad der ville ske hvis jeg ikke kunne kommer til at se ud som før vores datter kom til verden. Han svarede: [i]"så må jeg jo se om jeg kan lærer at leve med det"[/i]
Vi lovede hinanden i med og modgang i kirken...det gælder vel i alle henseener.
[b][color=blue]Hvordan skal jeg nogensinde føle mig sikker og føle, at det er rart, når han rører ved mig og det ikke er fordi jeg tvinger ham eller han føler sig presset?
Men hvordan skal jeg nogensinde igen føle at min krop er tilstrækkelig (for ham)?
Hvordan skal jeg kunne tilgive ham?[/color][/b]
Hans ord og manglende handlinger....æder mig op indefra dagligt..... så hvordan kan jeg forklarer ham, så ham forstår, hvor "uhensigtmæssigt" eller "ondskabsfuldt" er det, at hører det fra den mand man elsker?
[b]Hjælp med mig at få ham til, at forstå hvordan det føles at være mig....[/b]