Er du biseksuel eller bare almindeligt homo???

[b]Hej gæst[/b]

:!: Husk at STORE BEGYNDELSESBOGSTAVER EFTER PUNKTUM hjælper på læsbarheden!!!

hej. synes sgu det er synd for dig. du skal ikke finde dig i det. sig nej i stedet for. og find nogle venner som du kan have det sjovt med? Du gør ikke noget galt, ud over at du ikke siger nej, lader folk gøre hvad de vil og så tror jeg ikke du bare skal synge. men ellers er det de andre det er galt med. tror det er godt du skal til psykolog, så du kan få snakket om det for du har virkelig haft det hårdt! Tror du skal slå op med hende du kommer sammen med, for hun virker ret dum/ond/ligeglad.
Held og lykke

Hej med dig,

Jeg har læst din historie med stor interesse, og den gør dybt indtryk på mig. :( Jeg håber, at du stadig checker tråden en gang imellem skønt den er lidt "gammel" nu :lol:

Når jeg siger, at jeg gyser, så er det fordi jeg har en vis indsigt i omsorgssvigt, og hvad det fører med sig - jeg er selv en af slagsen :shock: skønt jeg ikke har helt den samme historie, men jeg genkender mange af de ting, som du skriver om. Det glæder mig sku at læse, at du kun er 17 år, og at du allerede er opmærksom på problemet - jeg selv skulle blive over 35 år før jeg kunne komme videre. Derfor får du lige nogle kommentarer, som jeg håber kan hjælpe dig videre i din egen process allerede nu.

Du skriver, at din far var aggressiv, og at du er vant til at finde dig i, at folk tørrer fødderne af i dig = dvs. din personlighed, som du derved tværer ud/ødelægger.

For at "overleve" en sådan adfærd (fra dine forældre), så bliver man simpelthen "nødt" til at påtage sig en forvrænget adfærd, og i dit tilfælde er det en slags [b]behagesyge[/b], hvor du underkaster dig selv for undgå de psykiske overgreb, som du alt for godt kender til. :shock: Det var en nødvendig adfærd i barndommen (jeg kender det selv), men denne adfærd er ødelæggende for dit selv/din identitet nu. Og jeg føler, at du skal tage situationen MEGET alvorligt og handle lige nu (jeg har et par råd senere :) )

Man identificerer sig ofte med een af sine forældre (mon ikke det er din mor???) og leder så ubevidst efter sit psykologiske modstykke, hvilket er en person med en aggressiv adfærd, som bare pisser på dig hele tiden og kører dig rundt i ringen. Der er rigtigt mange ting, som du skriver, som passer på dette. Jeg lagde f.eks. mærke til, at du skriver:

[quote]...men hun siger at det er fordi hun tænder på det, at hun har 'banket' mig..[/quote]

Og det tror jeg på! Det er også hele tiden den samme type, som du bliver tiltrukket af. Der er skrevet rigtigt mange bøger om dette emne, men det har i korte træk at gøre med, at du finder en partner, som trigger de problemer, som du havde med den mest problematiske forældre. Din partner forsøger ubevist at "vække" dig for at du kan blive hel igen - altså få bearbejdet dine sår fra barndommen.

Dine kærester bliver ved at at overskride dine grænser, da du har en adfærd, som beder folk (og især kærester) om at overskride dem. Det er altså dig selv, som det handler om :(. Dette mønster holder formentligt først op, når du får taget mod til dig og får råbt så højt, at disse mennesker hører dig. Du skal være opmærksom på en ting, og det er, at når du har fundet en kæreste, som svarer til dit psykologiske modstykke, så kan du ofte råbe og skrige uden at nogen overhovedet hører efter. En sådan kæreste er jo ikke interesset i at høre efter, for det er jo en trussel på dennes egen eksistens. Det betyder, at skønt en kæreste måske lyder meget venlig og medfølende, så stopper medfølelsen ofte, så snart du begynder at sætte grænser for netop kæresten. Kæresten vil måske endda "bilde" dig ind, at det nok snarere er dig som, der er noget galt med, siden du nu sætter helt nye og "urimelige" grænser. Men det bliver du nødt til - gør det med det samme. Og hver gang det ikke føles godt i maven, så sig det - I har jo ikke nødig at være enige, du kan jo blot fortælle, hvordan du har det 8-)

Nå - jeg lovede dig lige lidt stof, som kunne hjælpe dig i gang.

1) Jeg synes, at du skulle tage og læse en bog, der hedder: ”Sådan klarer man svære samtaler uden at skade forholdet til den anden part” af Anne Dickson.

2) Der findes en række artikler derude omkring "farlige kvinder", og mænd for den sags skyld. Her er en, som du kunne tænke over: [b][url=http://www.malka.dk/parforhold/fatal.html]Cyril Malka: Fatal Flirt - Du kan også ende i kløerne på en Glenn Close[/url][/b]

3) Der findes en masse stof om "Voksne børn". Kort sagt er voksne børn altså børn, som har påtaget sig et voksent ansvar i en al for tidlig alder. I Januar nummeret 2007 i psykologi findes der en række spændende artikler om børn af fordrukne eller psykisk belastende forældre. Der findes også en selvhjælpsgruppe omkring voksne børn ACA - om ikke andet, så er det interessant læsning synes jeg :lol: Adressen er: [b][url=http://www.aca-danmark.dk/]Anonyme Voksne Børn[/url][/b]

Jeg håber, at ovenstående kan give dig inspiration, så du ikke skal bruge mange år på at komme videre med et sundt liv. Du kan jo bruge kæresten til at øve dig på, og se iagttage, hvad der sker :P

Held og lykke til dig.
Carsten

[b]Hej[/b]

Der er vel ikke andet for end, at du "banker" lidt igen :1:.

Ja det er ikke sjældent at problemer i et forhold kan øge interessen for andre, ud over at de fleste af os udmærket kan se muligheder i mange forskellige mennesker :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Ja, nu har jeg jo så været sammen med kæresten.. Hun er blevet lidt venligere, men hun siger at det er fordi hun tænder på det, at hun har 'banket' mig.. Hvad gør jeg så?? :?

Udover det, så er jeg også begyndt at se lidt til en anden. Vi har ikke som sådan været sammen, vi har været ude i byen og spise og sådan lidt.. Men han er meget mere rolig og fattet end min nuværende kæreste.. Fattet på den måde, at han ikke gør et eller andet impulsivt fordi han lige har lyst til det. Han er dog 14 år ældre end mig..
Eller bliver man bare tiltrukket af andre i de perioder, hvor det ikke går så godt i forholdet??

[b]Hej[/b]

Kvinder er nu skruet anderledes sammen end mænd :1:

Måske handler det om det her som jeg fandt i [url=http://politiken.dk/]Politiken[/url] som har fundet det i [url=http://www.livescience.com/]LiveScience[/url]:
"For første gang har forskere fra University of California fundet ud af, at en mandelformet samling af neuroner, som frembringer oplevelser som frygt og agression, forbinder sig til forskellige hjernefunktioner hos mænd og kvinder.
Hos mændene 'taler' neuronsamlingen med hjerneregioner, som hjælper dem med at reagere på, det der foregår uden for kroppen.
Hos kvinder kommunikerer neuronerne med hjerneregioner, som hjælper dem til at reagere på processer inde i kroppen.
»Gennem evolutionen har kvinder skullet håndtere flere interne stressfaktorer såsom fødsel, som mænd ikke har været nødt til at gennemleve. Det, der er fascinerende ved dette, er, at kroppen øjensynligt har tilpasset sig disse forskellige faktorer«, siger medforfatter til rapporten Larry Cahill." (23.12.2006)

Man kan godt lære dem, at mænd ikke er tankelæsere, og jo ældre de bliver, jo mere går det op for dem :2:.

Jeg tror nu blot din veninde er lidt kinky [kinkydevil] - der findes nu heller ikke så få mænd der har svært ved at se forskel på deres kæreste og deres mor :2:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Men hvorfor er det at piger/kvinder så forventer at man kan læse deres tanker??

Det lyder som en eller anden form for ond cirkel i mine ører.. F.eks. at man forlader en kvinde/man går fra hinanden, fordi hun forventede at man kunne læse sine tanker og man ikke kunne.. Og så støder man på den næste kvinde som forventer det samme.
Det er da ligesom at gå ind i en lygtepæl og så gå ti skridt tilbage og banke ind i den igen! :?

Så altså, piger forventer at man er deres 'veninde-mor'?? Det forklarer hvorfor min kæreste vil se mig med make up og kjole.. :20:

[b]Hej[/b]

Det er bestemt ikke psykologers eller psykoterapeuters opgave at forværre klienternes problemer, så mon ikke psykologen er fredelig nok :1:. Du kan jo læse, hvad jeg har skrevet her om [b][url=http://www.psyx.dk/valg.htm]Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog[/url][/b].

Hvis man m/k som du er konflikt-sky, så kalder man faktisk på konflikterne, og det er måske, hvad din kæreste prøvede at fortælle dig. I er ikke så gamle endnu, og der er rigtig meget du/hun skal lære endnu om det at være et godt par sammen :1:.

Jo mange piger/kvinder tror, at deres kæreste er en [i][b]god mor[/b][/i], der kan læse deres inderste tanker og behov, det er jo osse meget nemmere end at lukke munden op og sige, hvad man ønsker :2:. Men de samme piger/kvinder opdager næsten altid, at drenge/mænd faktisk er rigtigt dårligt rustede til at være tankelæsere - og der deler du skæbne med de fleste drenge/mænd :2:.

Der er ikke andet for end, at du må træne i at tage konflikter med din kæreste på en mere hensigtsmæssig måde, selv om det selvfølgelig nogen gange kan klares med et smil på læben :1:.

Og så kan det være, at du skulle overveje, om du kunne få dig lidt flere gode venner m/k.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Til dagligt går jeg meget op i at spille klaver (spiller ikke sammen med andre) og så har vi heste hvor vi bor, så meget af tiden går også der. Jeg går ikke til fester og i byen om aftenen mere, da jeg droppede at være sammen med nogle bekendte som var meget dårligt selskab. De fik mig altid til at gøre alle mulige ting..
Efter jeg har droppet dem har jeg kun to gode venner, men dem kan jeg ikke se så meget til da de går på efterskole langt herfra.

Psykologen er en kvinde, men min mor har kendt hende i 10-12 år og lover mig at psykologen ikke vil gøre mig noget og er interesseret i at hjælpe mig. Ikke fordi min mor nogensinde har holdt hvad hun har lovet.. Men nu prøver jeg og se. Det kan jo umuligt blive værre.

Jeg har snakket med min kæreste over telefonen igår, og hun synes det lyder rart, at jeg endelig siger fra, og at det er det, hun har prøvet på at få mig til.. Efter jeg hørte hende sige det, og den måde hun sagde det på, blev jeg enormt vred på hende. Hun kunne jo bare have sagt, at hun ville have mig til at sige fra, men så begyndte hun at tude og spurgte, om jeg ikke kendte hende eller hvad, og at jeg var usympatisk (Det bliver jeg kaldt tit) og det burde da være så nemt at gennemskue hvad det var hun ville..
Jeg prøvede at forklare hende, at jeg ikke kan gennemskue sådan nogle ting, da jeg hverken er tankelæser eller særlig god til at gennemskue sådan nogen ting, men så råbte hun fuldstændig hysterisk...

Er det meget normalt at piger/kvinder forventer, at man kan gennemskue dem??? Og hvorfor forventer de det??

Jeg ved ikke, om jeg klarede konflikten med min kæreste på en rigtig måde.. Jeg er meget konflikt-sky, så jeg sætter mig altid bare og synger en eller anden lattet sang, til folk enten begynder at grine, holder mund, eller bliver trætte af mig og går.
Min kæreste begyndte at grine samtidig med at hun sagde at jeg skulle tage hende lidt seriøst.. :? Hvad pokker mener hun så??

Lidt efter var hun i bedre humør (eller det lød meget sådan) og vi sagde godnat, sov godt og alt det der og lagde på. Nu sidder jeg så bare og bliver lidt bekymret, da jeg ikke kan få fat på hende.

Sådan er vores konflikter næsten altid.. Hun har travlt med at bortforklare og pege fingre, og jeg sidder og synger til hun holder op (Men det med at synge virker da hver gang, hun begynder i det mindste at grine). Jeg har prøvet at få hende til en mere 'konstruktiv diskussion', men jeg skal hele tiden minde hende om det og det bliver hun også sur over.
Skal jeg bare lade hende råbe sig træt og hæs???

[b]Hej[/b]

Det du har skrevet er ikke noget rod, det er faktisk [b]meget klart[/b], men det lyder som om din opvækst har været noget rod for dig, og jeg forstå udmærket grunden til din usikkerhed.

Når man har haft en opvækst som din, så kan det være, at man ikke har fået lært at sætte grænser for andre, og når man ikke gør det, ja så overtræder de andre dem nemmere. Det er måske det, der sker med din veninde, du lader hende overtræde dine grænser. Du må lære at stoppe hende.

Det lyder godt, at du har fået en tid hos en ny psykolog i januar, er det en mand eller en kvinde?

Hvad laver du til daglig? Har du venner?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg har altid været en der bare lod andre 'tørre fødderne af i mig', det er jeg vant til hjemmefra at finde mig i. Jeg kom på opholdssted for et år siden og kom for nyligt hjem igen efter mine forældre har været til noget familie-rådgiving af en slags. Min far var meget aggressiv og kunne pludselig finde på at slå eller lukke mig inde på mit værelse. Men det er han heldigvis stoppet med og det går bedre herhjemme.

Af en eller anden grund er jeg utrolig bange for min mor, selvom hun aldrig rigtig har gjort mig noget eller haft tid til mig.

Jeg har aldrig kunnet nå at falde til ro et sted før jeg blev flyttet derfra. Har været i en del aflastning og på psykiatriske afdelinger.

Men jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg er usikker.. Måske fordi jeg er blevet flyttet så meget rundt? Jeg har engang gået til psykolog, men stoppede efter to gange fordi jeg var utryg ved hende og følte at hun havde travlt med at give mig en eller anden diagnose og så bare 'give mig videre i systemet'.

Mit største problem er egentlig min nuværende kæreste, for jeg forstår ikke hvad det er jeg gør galt. I starten var hun jo slet ikke sådan, så det må vel være et eller andet jeg gør forkert siden jeg altid støder ind i sådan nogle folk. De kan vel ikke alle være sådan, vel?
Grunden til at jeg skrev angst for piger/kvinder er, at jeg bare ikke kan stole på dem.. Bare at en kigger på mig kan jeg gå i panik og tro at hun vil bruge mig til et eller andet.

Jeg har fået tid hos en ny psykolog i januar. Du må undskylde at det er noget rod det jeg skriver, men har selv svært ved at finde rundt i mit liv..

[b]Hej[/b]

Nu kan jeg ikke ud af det, du skriver læse, at du er "Angst for piger/kvinder". Jeg kan læse, at du på et tidspunkt har været meget usikker på dig selv, og det lyder som du stadig er det, og på den måde lader du andre forgribe sig på dig.

Jeg ved ikke, hvor du bor, men måske kunne du have gavn af at få en snak med en professionel behandler om de overgreb, du har været ude for. På siden [b][url=http://www.voldtaegt.dk/]voldtaegt.dk[/url][/b] kan du finde adresser på [b]Centre for Voldtægtsofre[/b], måske kan de hjælpe dig med at finde en gratis behandler.

Det er en rigtig dårlig vej, du er kommet ind på, når du lader dig udnytte for at have kontakt. Hvis man lægger sig ned på gulvet, så må man regne med at folk tørrer fødderne af i én. Du må mande dig op og lærer at sige [b]nej[/b] til udnyttelse. Hvad skyldtes din usikkerhed på dig selv?

Fortæl hvad du finder ud af. Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej.

Jeg er en dreng på 17, som mødte min kæreste for snart to år siden. Hun er et år yngre end mig.

Jeg havde haft to forhold før hende, det første var en pige som var meget grænseoverskridende og det endte med at hun havde sex med mig (Jeg siger ikke '[b]vi[/b] havde sex') og jeg slog op efter det. Under vores forhold havde hun også været sammen med adskillelig andre elskere som jeg først hørte om senere. Det forhold varede i to måneder og jeg var 14 år.

Mit andet forhold, da var jeg lige blevet 15 år, var med tre år ældre mand/dreng. Da var jeg meget usikker på mig selv og kunne ikke engang give hånd når folk hilste på mig. Heldigvis var han meget tålmodig og ville ikke presse mig til noget jeg ikke ville.
Så fire måneder efter, fortalte han mig så at han faktisk havde en anden (en pige, som han havde været sammen med i over et år) og han ikke vidste om han ville forlade hende. Så endte han så med at vælge hende og slog op med mig.

I de næste par måneder havde jeg ofte 'weekend-elskere', dog kun med andre drenge/mænd. Om det var en tilfældighed at de var to-tre år ældre ved jeg ikke.

Så mødte jeg min nuværende kæreste, en sød, flink, rar og dejlig pige og så videre.. Men efter et par måneder var hendes lyst vokset og min var mindsket. Hun holdte mig vågen hele natten, spurgte om jeg ikke kunne det ene eller det andet, om jeg elskede hende, om hun var sexet og smuk.. I starten svarede jeg og gjorde som hun sagde, men efterhånden blev det enormt udmattende at være sammen med hende.

Heldigvis holdt det op i en periode, men det er begyndt at komme igen..

I sommers var jeg udsat for to seksuelle overgreb med en uges mellemrum. Det første var i en slags baggård ved en forladt bygning. Efter det var sket og han var løbet væk, blev jeg liggende indtil næste morgen. Så gik jeg hjem og bare fortsatte mit liv som jeg plejede. Jeg er temmelig god til at holde facader, så ingen vidste at der var sket noget. Jeg fortalte mine forældre, at jeg var blevet slået ned, men der ikke var sket noget.

Et par dage efter kom en rigtig god ven så på besøg. Vi havde kendt hinanden længe, og han bemærkede at der var noget galt og jeg fortalte ham om overgrebet. Han sagde ikke så meget til det andet end hvis jeg havde brug for at snakke om det, så kunne jeg regne med ham.

Men et par dage efter begyndte han at spørge om jeg var interesseret i at have sex med ham.. Jeg afslog med det samme, men han plagede konstant, begyndte at komme meget tæt på mig og stirrede altid på mig, når jeg skiftede til nattøj. Spurgte endda om han skulle hjælpe mig.
Af en eller anden grund gav jeg til sidst bare efter og lod ham gøre som han ville.

Det synes min nuværende kæreste så gav hende ret til at ligge og kysse med en anden og sige, at de overgreb var min egen skyld og jeg skal se og komme videre i livet. Hun er ikke rigtig den jeg kendte mere, hun sviner mig ofte til og er frustreret over, at jeg er skyld i at vores sex-liv er gået helt i stå. Så nu lader jeg også bare hende gøre, hvad hun vil med mig, for det er meget nemmere.

'Desværre' elsker jeg hende stadig og vil ikke give slip på hende, på trods af det hun gør imod mig; slår, sparker, sviner mig til, hiver mig ofte i håret for at tvinge mig til at kysse hende.

Hvad pokker skal jeg gøre ved dette?? Og hvorfor kan jeg ikke bare sige stop? Hvorfor behandler hun mig sådan?