Hej

Det var trist for dig.
Jeg synes, det lyder som en rigtig god ide, at du går på kirkegården og snakker med ham. Jeg kan godt forstå, at du mangler ham, det er alt for tidligt at miste din far. Kan du snakke med din mor om din far? Eller er hun osse ked af det? Nogen gange så sker der jo det, at man som barn kommer til at miste to forældre på én gang, den der dør og den efterladte sørgende forældre, der er så optaget af sin egen sorg, så hun/han kommer til at glemme sine børns sorg.

Er du blevet tilbudt professionelle samtaler?
Kender du Unge & Sorg?

Knus her fra .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

To blodpropper i hovedårerne til hjertet. Jeg har mest skrevet det jeg føler ned, da jeg har det bedst med det og jeg går tit på kirkegården for at "snakke" med ham. Jeg mangler ham virkerlig meget, fordi han forstod mig på en helt anden måde end andre ofte gør.

Hej

Det var trist for dig. Hvad døde han af? Har du fået snakket med nogen om dit tab af din far? Hvordan har du det med det nu?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak for dit svar (:

Ja min far døde august 2005

Hej

Som du jo kan mærke, er det faktisk slet ikke sundt for børn at blive forkælet, som du er blevet det. At du er blevet det er jo ikke din skyld, det er dine forældres valg. Nogen gange så forkæler forældre deres børn, pga. dårlig samvittighed over for lidt rigtig kontakt, for at undgå deres egen indre smerte, for at konkurrere med naboerne osv. Måske er det den smerte du mærker nu.

Det bedste du kan gøre ved det, er det du gør nu. Du er blevet opmærksom på, at du nogen gange opfører dig og fungerer uhensigtsmæssigt. Det giver dig mulighed for at handle anderledes. At ændre sin personlighed radikalt sker ikke på ganske kort tid, det tager nogen år. Så hav tålmodighed med dig selv, hav opmærksomhed på din adfærd, så vil du ændre dig . Du er ikke en "møgunge"! Du er en teenager i udvikling.

Hvad mener du med, at din far gik bort? Er han død?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej,

Jeg er en pige på 16 år. Gennem hele mit liv har begge mine forældre forkælet min bror og mig meget. Vi har fået alt hvad mine forældre har haft råd til, og vi har stort aldrig fået et nej. Kort sagt; vi har gjort som det passede os og taget det som en selvfølge. Da far gik bort, blev min mors forkælelse af os kraftigere. Men for nogen tid siden fandt jeg ud af hvor egoistisk og arrogant jeg kan være. Jeg hader selv når folk er for arrogante og egocentret over for mig, så jeg vil jo ikke selv være sådan. Men hver gang jeg har besluttet mig for at være mindre arrogant og mindre fokuseret på mig selv, kommer der altid en situation hvor jeg jo selvfølgelig opfører mig arrogant eller noget i den retning. Det er først bagefter at jeg tænker mig om og så bliver jeg virkelig flov og sur på mig selv. Hader den person jeg efterhånden er blevet til. Og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan blive mindre snoppet, for jeg vil virkelig gerne være andet end den forkølet møgunge jeg nu engang er. Hvad skal jeg gøre? Det gør på en eller anden måde ondt indeni?