Hej.

Hmm for mig virker det som om din kæreste har kastet håndklædet i ringen, jeg tror ubevidst så giver du ham mindreværds følelser, du er bedre.. er dygtigere.. god uddannelse.. han er ingenting..for i vores verden er det jo engang sådan at vores identitet er vores arbejde ergo status er det vi er ,altså hvad laver du hvilken uddannelse har du, og han rangere i den lave ende og det er ikke en rar følelse.

Har du tænkt over at grunden til at han ikke kan følge med måske skyldes at han lige skal vende og dreje tingene et par gange før han ved hvad han føler ... og det giver frustrationer, det kender jeg godt man står og tænker aii så tag dig dog sammen mand og sig noget ..gør noget .. og så bliver man det jeg kalder lidt "bestemmerfis" agtig.. argh så gør jeg det selv..mens man nærmest skummer over at han heller aldrig kan noget som helst.. håber du ved hvad jeg mener..og så kommer det hurtigt til at se ud som om at du på forhånd har bestemt at lige meget hvad han gør skal du jo redde trådene ud fordi han ikke kan.. hmm tænker på ,at for eksempel når mænd gerne vil hjælpe til derhjemme så skal vi kvinder nok finde en eller anden ting at brokke os over så vi kan sige :aii det kan du jo heller ikke finde ud af nu skal jeg.. det er svært at give slip på de ting vi gør.. jeg har selv personligt overlevet at vasketøjet ikke blev hængt op på den måde som jeg bedst kunne lide og når man efterhånden lære at give slip så får man det bedre , man skal også tale om tingene men på en konstruktiv måde .. Per Holm har en udemærket artikel om feedback læs den. for ofte er det den måde vi taler til hinanden der går galt. jeg kan også anbefale Ole Vadum Dahl han har skrevet en rigtig god bog der hedder at vokse sammen.

Og det handler ikke om at have eller få selvtillid.. selvværd det er den vigtigste forudsætning altså at blive elsket , set og hørt . selvtillid er noget man kan have uden at have uden vældig meget selvværd.. jeg har haft det ligende med min mand og vi har lært at tale om tingene og at melde vores følelser ud .. du skriver at du er træt af at stå med ansvaret , så sig det til ham men tag udgangspunkt i dig selv og hvad det gør ved dig ingen kan anfægte dig på dine følelser.. brug aldrig hvorfor da det automatisk udløser en forsvar eller modangreb brug ordene hvordan kan det være.. der er bøger om girafsproget og det er rigtig godt. især når man også har børn , man skal lige vænne sig til at spørge ind på en anden måde men det virker..

Jeg tro at du inderst inde har besluttet dig for at droppe ham.. jeg ved ikke om det jeg har skrevet til dig kan bruges det bestemmer du selv.

knuzz Isabell

Hej Q34

Det er muligt jeg fornemmer forkert, men beder du i virkeligheden ikke om tilladelse til at skifte ham ud med en model, der alt i alt ville passe dig bedre?

Han er jo en voksen mand - og som du ved, så kan man trække hesten til vandtruget, men ikke tvinge den til at drikke.



Men det er jo muligt, at det kunne hjælpe ham at vise ham det indlæg, du har skrevet her - eller måske at stille ham i udsigt, at hvis han ikke inden for en kortere tid tager sig sammen, så gør du det, at du finder dig en mand, du kan føle dig ligeværdig med.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er en kvinde midt i trediverne som har to børn fra et tidligere forhold og som er kæreste (men ikke samboende) med en jævnaldrende mand.

Problemet er, at jeg er begyndt at tvivle på, om mit nuværende parforhold er bæredygtigt. Min kæreste er et godt og kærligt menneske, der har de bedste intentioner for vores forhold. Han giver mig og mine børn tryghed og kærlighed. Men...

Vi er meget forskellige. Sagt i al beskedenhed, er jeg godt begavet og er hurtig i opfattelsen, hvilket betyder at jeg som regel er milevidt foran min kæreste, når et problem skal analyseres og løses. Jeg kan mærke at det frustrerer ham, at han ikke kan "følge med". Hans frustrationer resulterer ofte i, at han bliver vranten og stædig eller fortier problemer for mig. Problemer som han så selv forsøger at løse, men tit ender med at få "forkludret" på en måde, så jeg alligevel bliver involveret.

Det frustrerer også mig, at jeg somme tider føler at jeg må "holde igen", for at tilgodese hans behov for at føle sig ligeværdig og for at undgå at han bliver frustreret.

Jeg har en videregående uddannelse, og har derfor et krævende og rimeligt vellønnet job. Han er ufaglært og tjener væsentligt mindre, når han har arbejde. For det er også et af de områder, hvor det halter. Han bliver ved med at snakke om, at nu skal han finde sig et arbejde, men det bliver altid ved snakken. Jeg prøver virkeligt at opmuntre ham og fremhæve hans kvalifikationer i et forsøg på at stive hans selvtillid så meget af, at han mander sig op til at søge et job. Jeg er ærligt talt træt af, at stå med ansvaret for det hele, mens han den ene dag efter den anden bare sidder foran computeren og spiller eller chatter eller hvad pokker han nu ellers laver. Han sidder foran skærmen omkring 10 timer om dagen og virker nærmest apatisk det meste af tiden.

Jeg har forsøgt at tale med ham om det, og han kan godt selv se at der er noget galt, men jeg synes bare ikke at der sker nogen ændringer.

Hvad kan jeg gøre? Er der nogen der har nogle erfaringer med noget lignende?

Q34