Hej den nu afklarede

Det lyder godt. Held og lykke med det.

Her er et par nyttige links:
Børnerådets sider om Børn i skilsmisse

TABSPROCESSEN
SKILSMISSENS FASER
SKILSMISSETIPS

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hejsa,

Jeg vil blot sige, at jeg er glad for den sparring, som du har givet mig her. Jeg er nu blevet ret afklaret med min beslutning, og jeg er fast besluttet på at føre beslutningen ud i livet - det her var jo ikke noget liv... det var evig flugt

Iøvrigt har jeg tænkt lidt over det med den livslange kamp - ja, hvorfor skulle det egentligt blive det - mit liv starter jo nu (om end på den hårde måde)

Mange hilsener
/den nu afklarede

Hej den ulykkelige

Mit forslag var faktisk ikke, at du skulle "forlade dine børn over hals og hoved", men blot at du forberedte dig lidt grundigt inden du sagde det, bl.a. ved at finde dig en anden bolig. Det tager jo ofte et stykke tid inden boligen er fundet, og inden man m/k kan flytte der til.

Nu har du så sagt det - og selvfølgelig bliver din kone kærligere, da hun jo ikke vil af med dig. Det er en god beslutning, at du har meldt dig til noget gruppeterapi, det kan forhåbentligt hjælpe dig til afklaring og til at holde fast i dine beslutninger.

Lad være med at lave profetier om fremtiden a la "at det bliver en livslang kamp for mig at hele op". Om det blev det, ved du senest lige før du dør . Og undlad at gøre det til en beslutning .

Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men ikke ret mange af dem er gået i opfyldelse.
Mark Twain

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen,

...Og tak for dit svar.

Jeg har bare det problem, at jeg ikke kan få mig til at forlade mine børn over hals og hovede - de skal vide, hvad der foregår, og have tid til at vænne sig til det, som sker

I sidste weekend lod jeg "bomben" springe. Hun blev vred på mig og selvfølgelig meget ked af det. Derefter blev det afløst af ønsket om kærlighed fra hendes side, da hun stadig elsker mig, siger hun.

De kommende dage var det utroligt svært at holde fast i min beslutning. Den dag, hvor ungerne skulle have det at vide kom hun ind til mig og vi holdt begge om hinanden. Det gjorde, at jeg blev meget usikker på min beslutning, hvorfor de ikke fik noget at vide.

Omvendt har det også betydet, at vi har fået snakket en del ting igennem om, hvordan det kunne komme så vidt. Måske vil netop det gøre forholdet nemmere fremover ... også som skilsmisseforældre.

Jeg har meldt mig til noget gruppeterapi, som jeg håber kan brige mig videre i livet, men jeg må nok erkende, at det bliver en livslang kamp for mig at hele op

Det blev den meget svære vej, men måske vil det alligevel være den bedste for os alle

Mange hilsener
den mindre ulykkelige

Hej den ulykkelige

Det er jo heller ikke noget, der er rart at skulle sige. Men som jeg skrev i mit første svar, så sørg for at du har et andet sted at være. Som du har det, tror jeg du får det rigtig svært, hvis du ikke har gjort dine praktiske forberedelser. Find et andet sted at bo! Og sig det derpå.

1) Voksne kvinder kan absolut ikke klare sig selv, det ved vi alle .

2) Det er ret forståeligt.

3) Hvis man m/k først én gang har sagt at man m/k elsker en anden m/k, ja så er det en pligt at blive ved med det resten af livet, basta!

4) Det er derfor det er en god ide at forlade den synkende skude i en redningsbåd - find et andet sted at bo.

5) Få dig noget individuel terapi - osse af hensyn til dit eget liv fremover.
Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Hvis man skal grave ned i det ubevidste, så skal jeg vide væsentligt mere om dig, end jeg ved fra dette indlæg. Men det handler jo osse først og fremmest om her og nu med hensyn til din kone.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej,

Og tak for dit svar - jeg er klar over, at det er helt galt, det jeg har gjort her (ikke at tage ansvaret), men på en eller anden måde blokerer jeg.

Mens jeg er væk fra hende er jeg helt klar på, hvad jeg vil gøre og sige. Jeg ved simpelthen, at det er det rigtige. Jeg har sagt det igen og igen til mig selv, og det hele virker så rigtigt.

Når jeg så kommer hjem, så bliver jeg først og fremmest grebet af panik, fordi jeg er angst for, at hun vil i nærkontakt med mig. Jeg kan simpelthen ikke klare det – jeg er angst for at blive konfronteret med mit dobbeltliv.

Om aftenen vil jeg fortælle det. Jeg håber i den grad, at hun ikke vil hygge, for så bliver det umuligt for mig. Mens jeg venter på det rigtige øjeblik, som aldrig indfinder sig, så kører tankerne rundt og rundt i mit hovede, og jeg kan næsten ikke holde fast i, hvad jeg føler/ønsker. Jeg blokerer. Jeg vil ligesom ikke acceptere min egen beslutning skønt jeg har taget den 100% - jeg er altså overhovedet ikke i tvivl lige nu, så det kan ikke være det!

Det er forbundet med angst, men jeg kender ikke årsagen hertil. Det føles som et eller flere af følgende punkter:
1. Meget stor skyldfølelse (hvordan skal hun klare sig, jeg kan ikke være det bekendt)
2. Jeg har det dårligt med at køre dette dobbeltspil
3. Jeg er angst for at blive taget på fersk gerning i ikke at elske hende, skønt jeg tidligere har fortalt hende det (for nænsomt).
4. Angst for at hun skal tale mig fra min beslutning.
5. Angst for, at jeg ikke kan holde fast i min beslutning.

Jeg forstå bare ikke hvad, der sker i mig. Jeg har altid haft død-svært ved at gennemføre/stå ved en selvisk beslutning, og denne her beslutning er simpelthen en kæmpe mundfuld for mig. Men jeg ved godt, at jeg er nødt til det, for jeg er ved at gå helt i stykker indeni over dette her dobbeltliv (og det er hun sikkert også!).

Kan du ud fra min beskrivelse give mig et hint til, hvor jeg skal søge efter en indsigt i det ubevidste, for der ligger helt sikkert en meget vigtig indsigt begravet her?

Mange hilsener
den ulykkelige

Hej den ulykkelige

Sig det - eller skriv det! Men først er det jo nok en god ide at forberede din udtræden af forholdet. Sørg for at du har et sted at flytte hen (evt. midlertidigt).

I virkeligheden er det du gør lige nu værre end at sige SLUT!. Hun er ikke sammen med dig, hun er sammen med dit hylster, det kan man ikke byde hinanden - og heller ikke sig selv! De færreste af os er trænede i at sige slut og at skilles - gudskelov. Det er ikke rart at skulle sige, og både hun og du bliver kede af det - og vrede måske. Sådan er det når man skilles. Og der er ingen vej uden om, når man er nået der til. Og det siger du jo, at du er. Hvad er egentligt fordelen for dig ved ikke at få det gjort?

PSYKE & SEX om Skilsmisse

TABSPROCESSEN
SKILSMISSENS FASER
SKILSMISSETIPS

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej,

Jeg står med nogle svære beslutninger, som synes umulige at træffe. Jeg springer lige ud i det.

Jeg er 40 år, har været gift i mange år med min første kæreste, og vi har flere børn sammen. Forholdet har gennem alle årene være præget af en masse assymetrier, manglende nærhed og forkert sex.

Jeg har gået i terapi selv, og min terapeut sagde: ”Hvis det virkelig er rigtigt for dig at blive skilt, så vil du på et tidspunkt slet ikke kunne lade være”. Det viste sig at holde stik, idet jeg et stykke tid har følt, at jeg slet ikke kan lade være, men samtidigt har jeg heller ikke haft modet til at tage ansvaret for at blive skilt. Jeg har simpelthen ikke hjerte til at tage beslutningen, hvilket bl.a. hænger sammen med en meget stor skyldfølelse overfor især hende, men også en total manglende evne til at gøre det, som jeg finder rigtigt (sådan har det altid været).

Resultatet er en død person, som slet ikke kan gengælde de følelser, som hun nu er begyndt at give mig. Jo mere sød og følsom hun er/bliver desto mere umuligt bliver det for mig at bryde ud af forholdet. Lige nu tænker jeg på, at hun er kvinden, som elsker for meget (fra bogen: Kvinder, der elsker for meget), skønt jeg faktisk er den, som igennem hele vores liv sammen har elsket for meget (oplevet som ikke gengældte følelser).

Hvordan kommer jeg videre?

Hilsen
Den ulykkelige