Hejsa,

Jeg er hverken psykolog eller det som ligner, men jeg har selv arbejdet en del med behovet for at føle mig elsket af andre. Det er rigtigt mange ting, som trigger mig i dine indlæg, men jeg skriver blot lige et par hurtige ting her, som du jo kan smide væk, hvis du synes, at det er nonsens.

1) Måske fokucerer du på at blive elsket så meget, at du simpelthen skræmmer damerne væk, når de først lærer dig at kende. Det lyder for mig som om, at dit behov at føle dig elsket ikke umiddelbart kan dækkes af noget menneske, og skønt du måske møder en kvinder, som rent faktisk elsker dig, så bliver du "for meget" for hende, da hun opdager, at du slet ikke kan dække dit behov???

2) Dybest set, så tror jeg ikke på, at en partner vil kunne dække alle dine behov for at føle dig elsket. Man kan godt føle sig elsket af andre, som ikke er ens partner.

3) Ofte skal andre mennesker ikke gøre/sige så meget, før JEG IKKE føler mig elsket. Jeg har opdaget, at det faktisk har en hel del med mig selv at gøre og også barndommen (jeg er p.t. 38). Desuden sker der det for mig, at jeg automatisk føler mig tiltrukket af min kvinder, som netop ikke er så gode til at elske/vise følelser. Og så kan man jo spekulere over, hvorfor det er sådan (læs f.eks. Harville Hendrix og Helen LaKelly Hunt: KÆRLIGHEDENS ALKYMI, Borgen).

4) Jeg har selv oplevet rigtigt mange skuffelser (og vrede/frustration). På et tidspunkt bliver det lidt ens identitet. Det er jo noget som du kender, og lur mig, om du ikke ubevidst udsender nogle signaler, som siger: skuf mig - jeg er ikke værd at elske???

5) Du skriver noget med:

"...Det jeg savner i første omgang er som bare det en vil kunne elske mig. Ikke bedømt af mig men af hende selv. Altså kvindes egen fortolkning af at elske."

Og jeg undrer mig i den grad. Det må da være din egen fortolkning, hvorvidt du føler dig elsket. Det er da din bedømmelse, om jeg må være så fri

Ja, det var blot lige nogle af mine kommentarer, som jeg da ikke ville brænde inde mig. Mit råd: Læs KÆRLIGHEDENS ALKYMI - den giver da lidt indsigt.... i dig selv!!!!!

Håber, at du kommer videre med dig selv - for mig lyder dine problemer lidt eksistientielle, men det kan jeg jo overhovedet ikke vide. Kan du?

pøj, pøj
/Carsten

Hej Modden

Der er bestemt ikke noget problem i at have et ønske om at blive elsket, det ønsker de fleste mennesker jo ind i mellem. Problemet kommer først, når det bliver et krav og især, hvis kravet styrer livsindholdet. Det kan hurtigt blive et Sisyfos-arbejde. Den slags krav lukker hjertet hos den anden i stedet for at åbne det.


Sisyfos af Franz Von Stuck
(Klik på billedet for at se det større)

Måske skulle du få arbejdet med din vrede, for hvis den spiller med i dit krav om at blive elsket, så gør du dig uelskelig. Man kunne måske sige, at jo mere bitterhed over ikke at blive elsket, jo mindre energi er der til at kunne blive elsket. Det er osse derfor, at det er vigtigt at kunne elske sig selv. At ønske sig selv død, at gå i hi i en depression er ikke at elske sig selv. At elske sig selv kræver selvoverbærenhed.

Jeg tænker på om du måske kunne have glæde af at læse
Peter Schellenbaum: DE UELSKEDES SÅR, Frigør evnen til kærlighed, Borgen 1989




Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per
Endnu engang skal du have tak for et spændende svar.
Jeg er da glad for at høre du ikke er enig med min tidligere psykolog i at jeg skal afkodes ønsket om at blive elsket.
Og vi som voksen ikke kan gøre det til et krav lyder jo besnærende troværdigt men det er vel netop hvad jeg gør. Hvis jeg, som er tilfældet, har kunne elske over 100 kvinder med meget smerte til følge, da det aldrig har været gensidigt så er der simpelthen ingen mening med livet for mig.

Du spørger, hvad jeg forstår ved at ”elske og blive elsket”. Du har jo ret i at begrebet ”elske” dækker meget bredt. Jeg har været ”mistænkt” for at stile for højt i begrebet. Men det er nu ingen lunde tilfældet. Det jeg savner i første omgang er som bare det en vil kunne elske mig. Ikke bedømt af mig men af hende selv. Altså kvindes egen fortolkning af at elske. Det er aldrig sket, samtlige kærester eller potentielle partnere er kommet frem til de ikke kan elske mig. Og så skal en psykolog ikke komme og fortælle mig at det blot er tilfældigheder som vi ikke kan gøre noget ved. Der er en årsag det er simpel logik, at vi så måske ikke er i stand til at finde den og dermed gøre noget ved det, er en anden sag. Hvilken jeg naturligvis stadig håber at finde. Jeg kan elske på mange måder, men jeg har da en ”hjemmelavet” elske definition.
Hvis den jeg elsker ikke var mere, vil jeg føle det som noget af mig selv var borte. Den jeg elsker, er som en brik i mit puslespil.

Sjovt du citere Jens Martin Knudsen. Jeg har selv læst en del astronomi, men finder ikke den naturvidenskabelige forklaring hjælper mig. Darwin ville ha’ sagt, artens overlevelse.
Jeg har ingen børn, men det piner mig ikke.
Hvis jeg skulle leve efter Jens M. Knudsens forklaring, kunne jeg ligeså godt dø nu, da jeg har gjort mit til råstof omsætningen. Men som naturvidenskabelig forklaring har han da fat i en spændende forklaring. Jeg ville måske bare ændre det til Metan, da jern kan dannes uafhængig af livet.

Din fornemmelse af, at jeg er vred, er ikke helt forkert. Jeg er nærmere skuffet og vel også vred over denne uligevægt. Jeg er frustreret over ikke at kunne finde årsagen og dermed kunne gøre noget ved det. Altså at blive elskelig. Mange taler om personer som er meget elskelige, men ingen det modsatte. Så jeg har selv måtte opfinde ordet ”uelskelig” for at betegne mig selv.
Jeg kan ikke lide den ellers meget brugte sætning ”man skal elske sig selv”. Jeg elsker ikke mig selv af den grund jeg selv ikke har alle brikkerne i puslespillet. Jeg kræver/ønsker feks. noget feminint i mit liv jeg ikke selv har, men som mange kvinder kan give mig. Det samme gælder fysisk kontakt. Den kvinde der kan give mig nogle af disse manglende brikker er hende jeg kan elske. Ikke jeg selv.
Sætningen ”man skal elske sig selv” efterfølges ofte af et ”Før andre skal kunne elske dig”.
Der kunne jeg jo tro jeg havde en årsag. Men endnu oftere efterfølges det af ”Før du kan elske andre”, hvilket ikke passer. Jeg kan virkelig meget nemt elske andre. Både med eget udsagn og hvad jeg bliver fortalt.

Der skete som ingen særlig spec. hændelse da jeg var i 30’erne. Men indtil da, levede jeg i ungdommens tro på alt kunne ske og lade sig gøre. Jeg indså mit liv drejede sig om arbejde hvilket jeg beherskede til fulde. Men i kærligheds livet, der kun bestod af skuffelse på skuffelse kunne jeg intet gøre for at opnå hvad jeg søgte.

Hvis du på nogen måde mener jeg kan hjælpes eller der findes en med dette problem speciale du kan henvise mig til, er du meget velkommen.

Tak, Modden

Hej Modden

Jeg tror ikke helt, du har forstået min pointe. Jeg kunne ikke drømme om at mene, at du ikke skulle kunne have et ønske om at blive elsket, det er da dejligt at blive elsket, når det nogen gange sker - og det er da bestemt et meget rimeligt ønske, men som voksen kan vi ikke gøre det til et krav.

Men jeg tror nu, at vi skal et lidt andet sted hen. Hvad forstår du ved "at elske og at blive elsket"? For der er jo nok lige så mange forståelser af det at elske og blive elsket, som der er mennesker, og ikke sjældent har vi meget forskellige forventninger til betydningen og konsekvensen af ordene. Og det samme gælder et så uklart og upræcist begreb som "kærlighed". Hvad er kærlighed for dig?

Hvad tror du, er grunden til, at ingen af de 100 kvinder har villet sige: Jeg elsker dig, til dig?
Man siger jo ofte, at forudsætningen for, at andre kan elske én, er at man kan elske sig selv. Sådan kan Jesus' ord om "Elsk din næste som dig selv!" faktisk osse udlægges (selv om jeg nu ikke er religiøs). Og er man m/k lidt optimistisk midt i sortsynet, så kunne man jo sige: Gudskelov er der da én der elsker mig - nemlig mig selv!

Mennesker prøver på mange måder at finde mening i og med livet, i religion, i kunst, i elskov, i børn, i arbejde - og man kan jo sige, at du har taget den beslutning, at meningen med dit liv skal være "at elske og at blive elsket". Jeg ville aldrig selv tage den beslutning, fordi jeg ville opfatte det som en urealistisk beslutning for mig, som kun ville give mig vanskeligheder. Jeg prøver at skabe mig mening med mit liv ved i så vid udstrækning som muligt at glæde mig over det der er i nu'et og ikke gå og sukke over det der ikke er, var eller ikke kommer.

Astrofysikeren Jens Martin Knudsen sagde engang noget om livet, som jeg stadig holder meget af. Han sagde: Hvad er livet? Måske er livet blot en overgang fra brint til jern! Det livssyn, sådan helt nede på jorden, glæder mig og kilder min sjæl.

Jeg får, når jeg læser dit indlæg - og jeg kan bestemt tage fejl - den fornemmelse, at du er vred over ikke at blive elsket af en anden. Og at når du ikke kan lade den vrede ramme andre/en anden, så rammer du dig selv - som du jo i grunden skulle elske.
Hvad skete der i 30 års alderen for dig?

Du skal være meget velkommen til at skrive igen.

Tak for dit svar Per.
Det lader til vi har meget forskellige livs holdninger.

For mig har livet ingen mening

Jeg prøver at forstå dig og ja det kan man vel også leve med.
Men ikke jeg. Så kunne jeg absolut ligeså godt ha' undværet livet.
Hvis det ikke lykkes mig at blive elsket inden jeg skal herfra så så kunne jeg ligeså godt ha' daffet af for længe siden.
Det der holder mig oppe og giver mig glæde er når jeg indleder et forhold og kan tro på at nu vil det lykkes....
Jeg har nok kendt over 100 kvinder jeg har kunne sige "Jeg elsker dig", du mener det er underordnet at ingen har kunne sige det til mig.
Det er det som gør miy liv meningsløst.

Jeg er her ikke for:
at arbejde....
at høre musik...
at læse ....
at se film ...
at spille skak ....
...Jeg har tidligere levet for at arbejde, men den dag jeg skal
herfra vil jeg ikke fryde mig over alt det jeg har arbejdet.
Men fortryde jeg aldrig blev elsket.
Jeg er her for at elske og blive elsket.

Om jeg tidligere har oplevet et svigt, hvem har ikke det. Men egentlig ikke, mere noget jeg vil kalde nederlag. Som hver gang jeg indleder et forhold og det skal stoppe fordi hun ikke elsker mig.
Det smerter at elske og ikke at blive elsket igen. Men af uransagelige årsager mener du jeg blot ikke skal ha' behovet for at blive elsket. Skal det virke må jeg ligeledes fratages evnen til selv at elske.
Psykologen jeg går hos p.t. mener ikke jeg kan ændres så radikalt.
Godt det samme, for så ville jeg hellere opgive nu.

Hvor jeg har "meningen med livet fra"...tja vi har vel alle en holdning / ide om hvad vort liv skal omfatte.
Jeg deler den med flere venner og min egen Læge. Andre har helt andre livsholdninger og sådan er det.
Så jeg kunne opfatte dit svar som, hvis kærligheden gør ondt så forlad den. Jeg havde håbet du mente jeg ville kunne lære at blive elsket.
Men nu frygter jeg for alvor håbet er ude. Når flere psykologer siger det er umuligt.

Hilsen Modden

Hej Modden

Ja nu har jeg ikke spor mod spørgsmål fra halvmodne mennesker, da jeg selv er væsentligt ældre end du er .

Ja, jeg tror du har helt ret i at årsagen til din depression findes bl.a. i din livstro:

min ”tro på meningen med livet” er at elske og blive elsket

Hvor har du dog det fra?
Hvis der er nogen mening med livet, er det såmen blot at formere sig, som alle andre organismer. Jeg gætter på, at hverken katte eller børsteorm spørger om de bliver elsket eller ej .
Dit problem er med andre ord et kulturproblem, en måde at se på og at beskrive livet. Personligt kunne jeg ikke drømme om at sætte et så urealistisk mål for livets kvalitet som, om jeg bliver elsket eller ej. For mig er det noget jeg af og til kan være heldig at blive eller gøre.
For mig er det at elske et andet menneske en øjeblikkelig impuls eller følelse, der gør at jeg ikke kan lade være med at sige: Jeg elsker dig. Resten af tiden gør jeg det ikke! Der holder jeg bare af .

I den udstrækning at psykologien handler om kultur og sociale relationer, så er dit problem selvfølgelig et psykologisk problem. Det handler måske nok mest om, at du må prøve at tænke anderledes om ”meningen med livet”. For mig har livet ingen mening, men jeg må skabe mig den bedste og mest kvalitative mening for mig selv om mit liv.

Handler dit problem i grunden om tidlige svigt?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej

Det lader til at være lidt af et ungdomshjørne men jeg prøver alligevel
Jeg har siden godt 30 års alderen levet i perioder med vekslende depression.
Uden held med mange terapi og psykolog behandlinger. Nu hvor jeg er 48 er jeg i en ret belastende depression og er i ordineret psykolog behandling. Årsagen til min depression ligger i at min ”tro på meningen med livet” er at elske og blive elsket. Hvilket ikke er odiøst, men et problem når jeg ikke bliver elsket. Man taler om ”elskelige” personer, så jeg mener simpelthen jeg er ”uelskelig”. Jeg har let ved at skabe kontakt og som også ved at få kærester. Men altid ender det med de ikke kan elske mig / blive forelsker. Jeg er sikker på at adspurgt ville alle svare jeg er elskelig bare ikke for dem. Men hvad kan jeg bruge det til. Jeg er ofte selv blevet forelsket eller har med tiden elsket en kvinde. Hvorfor sker dette ikke for mig. Det er en ubalance der gør det svært at leve. Jeg er halvvejs inde i mit behandlings forløb og har fået den besked at der ikke er hjælp at hente i psykologien. MEN HVOR SÅ. Jeg skal snart genoptage forløbet med en ny psykolog men det bliver det vel ikke bedre af hvis ikke jeg ikke kan hjælpes.
Har du mulige svar eller råd til hvordan jeg kan hjælpes.

Modden.