Hej Anonym1
Så fik jeg tid til at svare på nogen af dine spørgsmål

.
Der er forskel på talgknopper (forstørrede talgkirtler) og papler.
Talgkirtlerne afgiver fedtstof, der smører huden, så den er beskyttet og holdes smidig. Nogen gange kan kirtlerne være forstørret, vi kender det som hudorme. Hvis der går betændelse i en talgkirtel, bliver det til en bums.
Papler er små hudandringer, og de kan forekomme bl.a. på pik/penishovedet og formentlig har 14-25% af alle mænd / drenge den slags forandringer i større eller mindre grad. De har alene en kosmetisk betydning, og man kan tilsyneladende fryse dem væk, resultatet af en sådan frysning kender jeg ikke, lige som jeg ikke kender til evt. bivirkninger af behandlingen. Der er ingen grund til bekymring eller behandling af hverken talgkirtler eller papler.
Forhuden kan være mere eller mindre hæftet til pik/penishovedet, hvad du tilsyneladende har oplevet, og det er så lykkedes dig at frigøre forhuden.
Når man vasker sin pik/penis - eller sin kusse - så skal man, hvis man vil bruge sæbe, anvende intimsæbe med neutral pH. Man kan ofte nøjes med varmt vand og evt. noget olie.
Hvis du synes, det er pinligt med din far som din læge, så synes jeg du skal sige til ham, at du gerne vil have en anden læge.
Du skal være velkommen til at skrive igen.