Hej Roma Uomo

Tillykke med dine fremskridt. Jeg kender ikke skema terapi, men det ud til at være beslægtet med kognitiv terapi.

Her kan der læses lidt om Schema Therapy (eng)
Amazon præsentation af Reinventing Your Life

Held og lykke med din fortsatte udvikling. Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Jeg syntes jeg på en eller anden måde gerne vil gøre status over mit livs formentlig største rutsjetur. Jeg vil gerne sige at det på en eller anden måde har været med til at hjælpe mig at skrive med dig. Og det kan godt nok være svært at give slip på det mønster, en identifikation med neglektor kan medføre, men jeg har en fornemmelse af at det går der rette vej nu…

Nøj, jeg har aldrig været så bange i mit liv før, dvs. det troede jeg, men det har jeg da jeg var helt lille… Pt. er jeg i gang med noget ’skema terapi’, det er godt nok hårdt og meget smertefuldt, men jeg har også en fornemmelse af at det er ret effektivt…

Jeg ved ikke om du kender til denne terapi form og jeg har kun læst lidt om den på engelsk, hvilket ikke er min stærkeste side.

Jeg vil rigtig gerne stille spørgsmålet:

Hvilke erfaringer har du med den form for terapi ?

Jeg ved en bog som bl.a. omhandler emnet, ” Reinventing Your Life” af Jeffrey Young, Ph.D. og Janet Klosko, Ph.D., udkommer på dansk i løbet af året.

Jeg er godt nok blevet ydmyg over for andre, mig selv og livet generelt. Men det har jeg det fint med og jeg er på en eller anden måde stolt over at være den som forsøger at bryde de negative familiemønster, selvom det er rigtig hårdt arbejde…

Mhv.

Roma Uomo

Hej Roma Uomo

Ja Kunsten at græde i kor er en tankevækkende film .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Jeg ved ikke om det forholder sig sådan, jeg ved at jeg har prøvet det jeg kunne og at det ikke var godt nok til enten at få forholdet til at virke eller få mig væk fra forholdet i tide.

Jeg ved jeg har et smertefuldt sted inden i, en følelse som flytter sig rundt i min krop, hvergang jeg forsøger at få fat i den. Jeg ved ikke hvad den består af, men den gør voldsomt ondt, så ondt at jeg verbalt ' danser rundt om den varme grød' så snart jeg nærmer mig den.

Jeg syntes det er et interessant aspekt du beskriver, ikke mindst fordi masochistens magt ligger i at lægge et urimeligt stort ansvar over på omgivelserne. En super film, men også meget tragisk komisk, som i den grad viser hvor meget mennesker er villige til at ofre sig.

Mvh.
Rooma Uomo



Det er en undersøgelse værdig og jeg vil tage det med i tankerne til terapi næste gang.

Jeg syntes det er lidt pudsigt du kommer med den udlægning lige nu, fordi jeg i går så filmen Kunsten at græde i kor, hvor denne problematik udspiller sig i fuld flor.

Hej Roma Uomo

Hvis man går tilbage til den lidt ældre karakteranalyse, hvor fra begreber som psykopat stammer, f.eks. Alexander Lowen, så modsvares psykopat af masochist. Og man kunne godt kalde din problematisk en masochistisk problematik efter den analysemodel.



Det der bl.a. karakteriserer den masochistiske problematik er, at det er meget svært at komme ind og hjælpe vedkommende, selv om vedkommende hele tiden beder om det! Hjælp vil næste altid blive affejet med, at "jeg har prøvet", "jeg tror ikke", "jeg kan ikke", "det nytter ikke" osv. indtil "den hjælpende" falder død om af træthed.

Bag denne problematik ligger hos masochisten en fortrængt grandiositet, som til gengæld ligger i fuldt flor hos psykopaten. Problemet for den masochistiske problematik er, at hvis det lykkes hjælperen at hjælpe den masochistiske, så er hjælperen bedre end den masochistiske karakter, og det vil den masochistiske karakter ikke acceptere. Det er med andre ord en skjult kamp om magten. I terapeut-jargon kalder man det en "bjørnefælde", fordi det er så slidsomt, hvis man hopper på den skjulte magtkamp. For år tilbage brugte jeg bl.a. det lille kneb, at bede klienten stille sig op i stolen og kigge ned på mig, pege på mig og sige f.eks.: "Jeg er bedre end dig, Per!" "Jeg er mere betydningsfuld end dig, Per!" "Jeg ved bedre end dig, Per!" Det var mange gange ret virkningsfuldt . I dag bruger jeg lidt andre tricks for at undgå bjørnefælden og slide mig selv op.

Vanskeligheden er, at få klienten til at indse, at magtkampen skal stoppe, og at det er et EKSISTENTIELT VALG for klienten, om han/hun vil ud af sin masochistiske problematik eller ej. Og derfor kan betydningen af, at det er klientens VALG at opgive sin masochistiske position, ikke understreges tit nok.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg indrømmer blankt at jeg tegnet en ’karikatur’ af mine følelser og de oplevelser med kvinder jeg har udsat mig selv for, ved at beskrive mig som en ’guldstatuette’.

Jeg ved at jeg har både i ord og handlinger vist at jeg ville dem og jeg har gjort alt for at imødekomme deres behov og jeg har gjort alt hvad der var muligt også med professionel hjælp til ingen nytte, det gælder også omkring børnene. De har kasseret alt og siddet som prinsessen i ’Klodshans’, dur ikke, dur ikke, dur ikke…. Det har været fuldstændigt umuligt at finde en løsning på problemerne og med sund opgivelse følger også sorg. Jeg har givet dem stor følelsesmæssig betydning dybt inden i mig, hvorfor der også følger dyb sorg over at miste dem.

Jeg ved også at en psykopat aldrig vil indrømme noget. Jeg ved også jeg ikke uden belæg har påhæftet titlen narcissistisk/psykopatisk mandehader på min ex’kæreste. Jeg har haft min mistanke, men det er min terapeut og min læge, der har fortalt mig hvad jeg har været udsat for.

Jeg ved hvor svært det er at blive et helt menneske igen, når man har været udsat for en psykopat, og jeg har desværre tendens til at forelske mig i psykopater. Ja, jeg har truffet nogle valg og jeg har så sandelig også fået konsekvenserne at føle. Men jeg gør noget også selvom jeg, hverken har lyst, har overskud eller rigtigt tror på noget af det, der virkelig har betydning for mig mere, så gør jeg rigtig mange ting alligevel.

Det gør så ondt det sted hvor jeg hengiver mig fra, det sted hvor jeg er sårbar, det sted hvorfra mine drifter udspringer, at det nærmest er umuligt for mig at græde. Jeg kan meget ofte mærke mine tårekanaler fulde af tåre, men jeg blokere fuldstændigt, da jeg meget ofte er kommet galt af sted, når jeg har grædt. Jeg har virkelig mange gange fået skæld ud og jeg har fået besked på at tage mig sammen, andre gange er jeg blevet hånet når jeg har grædt. Min aggression kan jeg heller ikke bruge mere, den blokere jeg også af frygt for at blive straffet, som jeg er blevet så mange gange før.

Jeg er ganske enkelt blevet hamrende bange inden i, jeg har ikke nogen jeg stoler på følelsesmæssigt og jeg har meget svært ved at stole på og åbne mig overfor min terapeut. Det der trøster mig allermest er, at en tidligere terapeut, har fortalt mig hun aldrig har oplevet mig så kontaktfuld før som jeg er nu, det syntes jeg er et rigtigt godt tegn for mig.

Så det hjælper mig ikke ret meget at skælde mig ud og bede mig om at tage mig sammen, tvært imod. Og jeg er så såret følelsesmæssigt, at jeg ikke længer ’bare’ tør vise tillid til og følelser for andre mennesker mere. Jeg vil/tør ikke såres mere og omsorg er en by i Rusland for mig og jeg har jo selv truffet mine valg. Det gør det ikke nemt for mig at få det jeg har brug for, det som jeg har allermest mest betydning for mig og det giver mig ikke mange chancer.

Som skribenten skriver i bogen ’Når kærligheden kammer over’. Hendes forhold varede 3 måneder og det tog 3 år at komme over.

Mvh.
Roma Uomo

Hej Camilla

Få dig lige et brugernavn, så du ikke kommer til at ende med Camilla1379.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Roma Uomo,

Jeg tænker også selv, at du virkelig burde opsøge en terapeut.

Det virker som om, at det her forum er blevet en fribillet til at skrive og skrive, men uden at følge det op med handlinger eller nye tankegange?
For selv når du takker for feedback, så kan man af dit næste indlæg se, at du faktisk har mere travlt med igen at forklare, hvorfor du er et offer, og verden er ond mod dig.

Hvordan reagerer du på venner, der reagerer med tilsvarende offer-indstilling og en holdning om, at hvis ikke de kan træffe ideelle valg uden smerte, så er de magtesløse og helt uden valgmuligheder. Simpelthen et offer for omstændighederne.

Igennem hele din historie har du haft valg i hver eneste lille situation. Du kan vælge at blive sammen med en person, der ikke behandler dig på en måde, som du bryder dig om, eller du kan gå trods følelser for vedkommende... Du kan vælge at give afkald på dine børn, hvis du anser det for værende bedst, eller du kan kæmpe for øget samvær...
Kort sagt er der tons af valgmuligheder, men de er ikke alle sammen sort/hvide og nemme. Som regel findes der fordele og ulemper ved alle valg...

Som voksen og ansvarlig person, så lærer man blot at forsøge at træffe de valg, der bedst beskytter en selv, så man har overskud til at være noget for andre. Du virker derimod til at stille dig op og klage over, at de ideelle valg mangler, så derfor undlader du at træffe valg. Men kigger du lidt nærmere på tingene, så er passivitet faktisk også et valg... Problemet med det er bare, at man mister AL indflydelse på sit liv gennem det, hvor man med valg trods alt kan influere tingene i mindre grad.

Der er INGEN, som har lovet dig, at livet skulle være nemt eller retfærdigt, men husk på at det gælder ALLE! Dine børn har formentlig heller ikke drømt om at have en så drænet far, at han forventer, at DE skal give HAM kærlighed og omsorg... Hvad vil du gøre den dag, hvor de begynder at efterligne din offerrolle? Den dag hvor de stiller sig op og siger, hvis bare vores far havde været der mere for os, så havde vi fået en bedre uddannelse, valgt bedre kærester osv. vil du så skubbe ansvaret videre? Eller vil du handle nu ved at træde ud af offerrollen, så det aldrig kommer så vidt?

Og hvad tror du gavner dem og deres fremtid mest på længere sigt?

Knus
Camilla

Hej Roma Uomo

Uanset hvor meget du forestiller, hvordan andre mennesker vurderer dig og anerkender dig, så er det som voksen vigtigt og væsentligst, at du anerkender dig selv. SELVANERKENDELSE. Altså at dine mål er INDRE-styret, at du går efter det, DU synes er godt for dig, at du accepterer, at DINE VALG NU er dine valg. Du kan vælge rigtig, eller du kan vælge forkert, det er dine valg.

Som du beskriver dig selv, så hænger du fast i en YDRE-styret (offer-)tankegang. Som en kæreste engang sagde til mig, Per, hvis du opfører dig som en dørmåtte, ja så må du forvente, at folk tørrer fødderne af i dig.

Det kan godt være, at nogle ganske få mennesker ønsker, at du skal "være en højglans poleret guldstatuette, uden følelser og behov" - jeg har personligt aldrig mødt den slags ønsker/mennesker - men det er jo dig selv, der bestemmer, om du vil "være en højglans poleret guldstatuette, uden følelser og behov". Det er dit valg, hvis du opfylder det absurde ønske/krav. Vælg dig nogle andre mennesker og drop enhver forestilling om at "være en højglans poleret guldstatuette, uden følelser og behov". Det er dit eksistentielle valg - om vil du være offer (ydrestyret) nu eller ikke vil være det!

Hvor meget er et reelt ønske (højglans poleret guldstatuette) fra andre mennesker til dig, og hvor meget er din projektion?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Du kan have ret i at fortid er fortid, men det er erfaringer der påvirker nutiden, om jeg kan lide det eller ej.

Mine erfaringer er at jeg kun får anderkendelse for det jeg kan præstere og min økonomiske formåen, min fortid osv.. Ikke for den jeg er og det gør mig voldsomt ked af det.

Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre vil behandle mig, men jeg bliver ked af det og vred, når jeg bliver behandlet dårligt.

Jeg har stadig meget stærke følelser for det/de mennesker, som kassere mig udfra materialistiske værdier og ikke menneskelige.

Jeg kan stadig godt lide de mennesker, selvom de handler med vold osv. og det kan jeg fordi de handler ofte udfra en følelse af afmagt.
Jeg kender godt følelsen af afmægtighed, ikke mindst lige nu og den gør mig voldsomt ked af det.
Om de mennesker så handler nok så sygt, kan jeg godt holde af dem og det gør rigtigt ondt at være nød til at undvære dem, fordi jeg enten bliver kasseret eller jeg ikke kan holde til deres måde at handle på.

Men nej, jeg skal være en højglans poleret guldstatuette, uden følelser og behov og ikke det menneske jeg er, meget følsom og sanselig, med de menneskelige behov jeg har....

Mvh.
Roma Uomo

Hej Roma Uomo

For dig selv, må det handle om at sige, fortid er fortid, jeg vil koncentrere mig om nutiden. Vær opmærksom på, at der er stor forskel på tanker og følelser, og at det har betydning på hvordan vi bearbejder indtrykkene.

Når du skriver: "Men jeg føler stadig, jeg bliver dømt/vurderet og fravalgt pga. de negative sider...." og "jeg føler, at jeg skal præstere meget mere for at blive anerkendt". Så er det ikke noget du føler, det er noget du tænker. Hvis det var en følelse så kunne du ikke gøre meget ved det, hvis det er en tanke, så kan du undersøge om dine tanker forholder sig til, hvad der reelt sker i virkeligheden. Måske handler det om at ændre dine tanker.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Jeg kan kun give dig ret i at det handler om at tage valg, træffe beslutninger for mig osv.. Jeg har på intet tidspunkt ønsket at jeg blive behandlet, som jeg er blevet behandlet.

Kald mig bare kujon eller hvad man har lyst til. Jeg mener hvis man har brug for at behandle andre mennesker dårligt, så er man en kujon og jeg har ikke brug for at behandle andre mennesker dårligt.

Jeg har gennem meget lang tid måttet vælge mange mennesker fra i mit liv, det gør det ikke mindre sorgfuldt, sund opgivelse eller ej. Jeg har også brug for at føle der er nogen der kan lide/elsker mig, som den jeg er. Og ja, jeg har en tendens til at forelske mig i de forkerte og omgås mennesker der ikke er gode for mig, det er noget rigtig møg. Men det er sådan det er og det koster nogle slemme ar på sjælen, jeg ved ikke om jeg har lyst til flere ar på sjælen. Samtidigt er jeg også nød til at risikere mig både mht. kærester og venner.

Jeg har en fortid der ikke altid har givet mig de bedste forudsætninger i livet, men jeg har dælen dytme nærmest gjort og overlevet det umulige. Men jeg føler stadig, jeg bliver dømt/vurderet og fravalgt pga. de negative sider af min fortid, min økonomi osv.. Det er ikke fedt at vide at, hvis jeg ikke ser godt ud, har penge eller titel, så er jeg ikke et aktiv i dette samfund eller blandt de mennesker, der omgiver mig.

Det har ved gud intet at gøre med, hvem jeg er som menneske, eller hvad jeg har gjort i nutiden, det jeg bliver fravalgt på, og der er ikke særligt rart at finde ud af.

Jeg har to uddannelser og er i gang med den tredje, og jeg føler, at jeg skal præstere meget mere for at blive anerkendt, bare fordi jeg har den fortid, jeg har og ikke fordi jeg er det menneske jeg er eller det jeg gør i nutiden.

Desværre er det ikke alt man har mulighed for at vælge selv og vælge for børnenes skyld er ikke af det bedste. Det bedste er at vælge sig selv og for sig selv, hverken børnene eller andre kan man jo ikke vide om de kan/vil eller komme i fremtiden.

Mvh.
Roma Uomo

Hej Roma Uomo

Nogen gange handler det jo osse om vælge at få klippet rebene til fortiden over, og vælge at komme videre, vælge at bygge sig selv op, vælge ikke at lade sig kujonere, vælge at sige, at det kan godt være at børnenes mor er udspekuleret og manipulerer børnene mod dig nu, men børn bliver større og børn bliver voksne, og så vil det være rigtig godt for dem med en far, der har valgt at finde sin styrke, valgt ikke at opgive kampen (den ordentlige) for et kvalitativt og frugtbart forhold til sine børn - det kan måske ikke komme nu, men det kan komme senere.

Vælge at sige: Jeg var offer engang, men jeg er det s'gu ikke længere, fra nu af handler det om mine egne valg!

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Camilla

Desværre er det sådan at børnenes moder til enhver tid manipulere børnene til at tro, det er mig der er den onde.

Hun trækker dem over på sin banehalvdel og indgår en form for symbiose med dem, med en enighed om mig som skurken. Samtidigt kører hun et charmeoffensiv der sætte hende i det lys, som den der vil sine børn det bedste og vil give dem alt.

Men der er en usagt undtagelse: Hun vil ikke give deres far indflydelse og muligheden for at skabe et ordentligt samvær. Hvis der er noget børnene er utilfredse med noget, det er uanset om det er rimeligt nok, så lader hun dem blive hjemme hvis de vil.
Det er fint nok med mig hvis de ikke vil besøge mig, hvis det var på et ordentligt grundlag og jeg ikke ville komme dem i møde, det vil jeg gerne men jeg vil ikke destruere mig selv i det.

Mht. min ex'kæreste, så evnede hun end ikke at beskrive, hvad, hvordan et godt forhold er/var for hende, hvad hun ville give eller at mødes omkring vores forskellige behov, hverken til hinanden, forventninger eller andet. Der var kun indordene sig, gætte leg, hvis jeg ikke kunne det, så skrid.

Også god vind til dig og tak for dine ord.

Mvh.
Roma Uomo

Hej Per

Jeg er klar over at jeg på en eller anden måde har truffet nogle valg, om det har været bevidst eller ej. Men jeg vidste ikke bedre og jeg kender ikke til andet ude i virkeligheden.

Jeg syntes det er nogle fuldstændigt urimmelige vilkår, at skulle træffe valg på, det er rent ud sagt følelsesmæssigt afstumpet at udsætte andre mennesker for sådan noget.

Den magtanvendelse der ligger i at bruge sådanne metoder, er for mig at se direkte ondskab. En ondskab der ødelægger både børn og partneren, et udtryk for ligegyldighed overfor andre menneskers liv og helbred, for egen vindnings skyld.

Det er ikke ensbetydende med at den slags mennesker ikke har nogle sider, som jeg syntes er helt vidunderlige og som jeg syntes er værd at elske.

Men ved den slags valg har man/jeg kun to muligheder, enten at bukke under eller at gå min vej. Det har intet med kærlighed at gøre, at udsætte andre for den slags, det er ondskabsfuld vold og i nogle tilfælde med børnene som våben. Bl.a. her viser 'Charmør og tyran'-en sine narsicistiske tilbøjligheder i fuld flor.

Om jeg så skal fravælge mine egne børn i den situation, så gør jeg det, men det er ikke et let valg og ikke et valg jeg vil udsættes for igen.

Mvh.
Roma Uomo