af PER HOLM KNUDSEN » 13. maj 2007 12:26
Hej Else
Her er så et svar fra Bent Falk
Af Bent Falk
Kære Per Holm Knudsen
Det korte svar er, at håbet (det, at jeg håber) er i nutiden, selv om den mulige opfyldelse er i fremtiden.
Lad os folde svaret lidt mere ud: I et gestaltterapeutisk forløb kan man fænomenologisk undersøge hvad klienten håber, hvilke data i nutiden (eller de forestillinger, der ganske vist har rod i fortiden, men som i form af erindringsbilleder kan være aktivt tilstede i nutiden), der underbygger håbet, og hvordan dette håb fungerer her og nu for den pågældende.
Fungerer håbet ansvarsforflygtigende og passiviserende ("waiting for Santa Claus")? Det vil være tilfældet, hvis en alvorligt syg undlader at gå til behandling, fordi han håber på et helbredelsesmirakel, eller hvis en arbejdsløs undlader at søge arbejde, fordi han håber at vinde i tipning.
Eller virker håbet tvært imod engagerende, fordi den håbende har data, der underbygger, at hun kan være med til at forbedre sin øjeblikkelige situation og derfor tager ansvar for at gøre, hvad hun kan? Det vil gælde for en kræftsyg, der vælger at gennemgå en ubehagelig kemoterapi, fordi forskningen giver håb om, at den kan hjælpe, og fordi der er nogen eller noget i hendes liv, som gør, at hun gerne vil leve.
Har håbet karakter af en forventning, hvor man tror, livet (partneren) skylder en noget, sådan at det lægger op til bitterhed og fornærmethed, hvis forventningen ikke bliver opfyldt - der, hvor man ellers kunne nøjes med at være ked af det?
Eller har det mere karakter af et ønske, hvor man er åben for, at der kan ske noget godt, selv om man ikke fuldt ud er herre over, at det sker? Uden en sådan åbenhed for, at det måske bliver en god dag i dag, er det svært at komme ud af sengen om morgenen, og selv om "hele dagen" ikke foreligger "nu", så foreligger min større eller mindre oplagthed "nu" som et fænomenologisk faktum.
Er håbet lavt, kan terapien undersøge, hvilke data jeg bygger min pessimisme på, hvordan jeg bærer mig ad med at forskrække mig selv med katastrofeforventninger, som jeg alligevel ikke tager mig sammen og tænker til ende, og hvilke kilder til selvstøtte (support) jeg muligvis kunne øse af, hvis min pessimisme viser sig at være velbegrundet. Støtten frem for nogen er den lyst, der kan drive det værk, som det er at komme på benene, ud af døren osv.
Derfor er det også en misforståelse, når man herser med en patient eller patienten herser med sig selv for ikke at opgive håbet. Håbet er sekundært i forhold til ønsket (lysten), og det er en ekstra anstrengelse for den i forvejen belastede, hvis han skal ligge der og håbe mere, end han gør. Det tapper ham for kræfter. Lysten kommer af sig selv, hvis der er noget, man har lyst til, og den er altid en kilde til kræfter. Det gælder selv der, hvor ønsket ikke kan opfyldes, sådan at lysten får skikkelse af sorg. I stedet for at sige: "Nu må du ikke opgive håbet!" er det efter min mening god gestaltterapi at spørge: "Hvad ville du ønske, du kunne få lige nu?'"
Somme tider stiller jeg det lidt firkantet op på denne måde:
Ønsker er altid af det gode (dvs. livsbefordrende).
Forventninger er altid af det onde (dvs. gør ondt værre).
Og håbet er midt imellem (dvs. ca. halvdelen af tiden er det en forbandelse, hvor det ville være en fordel at blive 'håbløs' i betydningen løst fra håbet).
Med venlig hilsen
Bent Falk
[b]Hej Else [/b]
Her er så et svar fra [b]Bent Falk[/b]
Af [b]Bent Falk[/b]
Kære Per Holm Knudsen
Det korte svar er, at håbet (det, at jeg håber) [i]er[/i] i nutiden, selv om den mulige [i]opfyldelse[/i] er i fremtiden.
Lad os folde svaret lidt mere ud: I et gestaltterapeutisk forløb kan man fænomenologisk undersøge [i]hvad[/i] klienten håber, [i]hvilke[/i] data i nutiden (eller de forestillinger, der ganske vist har rod i fortiden, men som i form af erindringsbilleder kan være aktivt tilstede i nutiden), der underbygger håbet, og [i]hvordan[/i] dette håb fungerer her og nu for den pågældende.
Fungerer håbet ansvarsforflygtigende og passiviserende ("waiting for Santa Claus")? Det vil være tilfældet, hvis en alvorligt syg undlader at gå til behandling, fordi han håber på et helbredelsesmirakel, eller hvis en arbejdsløs undlader at søge arbejde, fordi han håber at vinde i tipning.
Eller virker håbet tvært imod engagerende, fordi den håbende har data, der underbygger, at hun kan være med til at forbedre sin øjeblikkelige situation og derfor tager ansvar for at gøre, hvad hun kan? Det vil gælde for en kræftsyg, der vælger at gennemgå en ubehagelig kemoterapi, fordi forskningen giver håb om, at den kan hjælpe, og fordi der er nogen eller noget i hendes liv, som gør, at hun gerne vil leve.
Har håbet karakter af en [i]forventning[/i], hvor man tror, livet (partneren) skylder en noget, sådan at det lægger op til bitterhed og fornærmethed, hvis forventningen ikke bliver opfyldt - der, hvor man ellers kunne nøjes med at være ked af det?
Eller har det mere karakter af et [i]ønske[/i], hvor man er åben for, at der kan ske noget godt, selv om man ikke fuldt ud er herre over, at det sker? Uden en sådan åbenhed for, at det måske bliver en god dag i dag, er det svært at komme ud af sengen om morgenen, og selv om "hele dagen" ikke foreligger "nu", så foreligger min større eller mindre oplagthed "nu" som et fænomenologisk faktum.
Er håbet lavt, kan terapien undersøge, hvilke data jeg bygger min pessimisme på, hvordan jeg bærer mig ad med at forskrække mig selv med katastrofeforventninger, som jeg alligevel ikke tager mig sammen og tænker til ende, og hvilke kilder til selvstøtte (support) jeg muligvis kunne øse af, hvis min pessimisme viser sig at være velbegrundet. Støtten frem for nogen er den lyst, der kan [i]drive det værk[/i], som det er at komme på benene, ud af døren osv.
Derfor er det også en misforståelse, når man herser med en patient eller patienten herser med sig selv for ikke at opgive håbet. Håbet er sekundært i forhold til ønsket (lysten), og det er en ekstra anstrengelse for den i forvejen belastede, hvis han skal ligge der og håbe mere, end han gør. Det [i]tapper[/i] ham for kræfter. Lysten kommer af sig selv, hvis der er noget, man har lyst [i]til[/i], og den er altid en [i]kilde[/i] til kræfter. Det gælder selv der, hvor ønsket ikke kan opfyldes, sådan at lysten får skikkelse af sorg. I stedet for at sige: "Nu må du ikke opgive håbet!" er det efter min mening god gestaltterapi at spørge: "Hvad ville du ønske, du kunne få lige nu?'"
Somme tider stiller jeg det lidt firkantet op på denne måde:
Ønsker er altid af det gode (dvs. livsbefordrende).
Forventninger er altid af det onde (dvs. gør ondt værre).
Og håbet er midt imellem (dvs. ca. halvdelen af tiden er det en forbandelse, hvor det ville være en fordel at blive 'håbløs' i betydningen [i]løst fra håbet[/i]).
Med venlig hilsen
[b]Bent Falk[/b]