Hej Anja

Skilsmisser og brud giver meget ofte tomme dybe huller med tristhed, modløshed, håbløst, sorg, vrede osv. Og vi kommer lige så ofte igennem den periode.

I et forhold som det du har været i, gætter jeg på, at der har været meget håb fra din side og håb er svært at opgive, selv om forholdet er håbløst. Skriv dagbog, skriv ned hvordan han opfører sig og tidligere har gjort det da I var i samme situation. Og læs det hvis du bliver i tvivl. Brug dine venner og din familie, det er nu du har rigtig brug for dem, så du kan holde hjerne lige og kan sætte din egen dagsorden fremover. Og se at få en tid hos en psykoterapeut eller psykolog, og er der lang ventetid så find en anden - med mindre du har én du er vant til at arbejde med.
Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Måske kan du have glæde af disse side:
TABSPROCESSEN
SKILSMISSENS FASER
SKILSMISSETIPS

Hej Per, tak for svar, sad lige i et dybt hul af tristhed, hvor tårene bare melder sig hvert 2. minut, talte med ham igår, for at sige det til ham, snakke med ham om andre muligheder.. om et samarbejde. Han var så kold og sagde, jeg var den ledeste satan, fordi jeg havde løjet (ang. at ville flytte) han ville slet ikke lytte til eller forstå, hvorfor jeg har fået det som jeg har det. Han kunne hverken praktisk eller følelsesmæssigt engagere sig i det barn nu, for han har 2 børn han skal se hver 14.dag og arbejde osv, og så havde han heller ikke lige troet jeg ville blive gravid igen ...... (idiot). Han kan dreje mig så jeg tror på at det er min hjerne der fejler noget, og jeg kunne da også og osv osv.

Jeg er jo ikke så egoistisk at jeg ikke kan se mine egne svage sider, men som en veninde sagde, så støtter man og styrker hinanden i et godt forhold.. og jeg får ingen af delene fra ham. Hvordan kommer jeg så videre, når tomheden, mindet om de ting der var gode og det man ville have ønsket for sig selv og barnet er der hele tiden, alt ser sort ud og man føler sig som det grimmeste, dummeste og mest usle menneske i verden???? Det tumler jeg med, for jeg er bare deprimeret, magter dårligt nok mit job... men det holder jeg fast i, altså at møde op hver dag, for det er et godt job... puha. Nå skal til at gå til psykolog igen, der er bare lang ventetid.. ser frem til det, så jeg kan styrken og selvtilliden tilbage.

Tak for dine gode og hurtige svar. A.

Hej Anja

Da det ikke er første gang du sidder i den situation med den samme mand, og da det tydeligt fremgår af dit brev, at du både har lyst til at være alene og blive der, hvor du bor og, at din kæreste er en umoden og åbenbart ubehageligt egoistisk mand, så er mit svar: Ja, du skal vælge at være alene!!! Lad være med at lade dig presse til mere, sæt din egen dagsorden og støt dig til din familie og dit netværk, det vil du få brug for i den kommende tid. Held og lykke med det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per, jeg er 28, er kæreste med en mand, jeg har kendt 10 måneder. Jeg er gravid, og vi har aftalt jeg skal flytte 60 km væk, ned til ham, jeg er begyndt ikke at have lyst, for jeg har meget her, mit job, familie, venner, fritidsinteresser osv. og så vigtigst af alt, vi har haft mange op og nedture, hvor han synes det er ok at bruge grimme ord som lede svin osv. når han er sur. Jeg skal ændre ting ved mig selv, bla mit behov for bekræftelse. Jeg er følsom og hvis jeg græder midt i et skænderi, siger han jeg skal lade være med at flæbe.. sådanne ting gør mere end ondt på mig.

Nå.. jeg er normalt glad, stærk og modig, men føler mig ikke sådan nu. Er det hormoner eller er det bare fordi jeg ved forholdet ikke holder i længden? Han vil ikke kunne ændre på de ting han kalder mig siger han, og hvis ikke jeg flytter ned til ham, skal jeg ikke regne med ham som far til barnet. Det har han sagt flere gange.. jeg føler mig vildt presset til at flytte, men har slet ikke lyst.

Jeg er ret sikker på, jeg ville kunne have et godt liv her, alene med barnet, har en god familie, gode venner...et godt netværk. Er selvfølgelig ked af at skulle være enlig mor, det er ikke drømmen, men er det ikke bedre end at være sammen med en, der skal sætte dagsordenen for alt? Jeg er bange for at sidde i hans hjem med et spædbarn og bare have behov for forståelse og ømhed og møde en kold mur... at blive dybt ulykkelig der uden familie og venner.

Glæder mig til at høre fra dig.