Hej KK

Ja vi ser jo nok forskelligt på tingene. Og samtidig med at jeg svarer dig, så sørger jeg for, at svarene kan bruges af flere end dig .

I havde en klar aftale, sådan som jeg opfatter en klar aftale. Aftalen kunne ikke holdes, og nu gælder det om at finde ud af, hvordan I kommer videre. Så vidt så godt.

Men det gælder osse om at forholde sig til virkeligheden. Når du skriver: "Det var ikke den person, jeg giftede mig med...", så forholder du dig ikke til virkeligheden, men til idealet, til illusionen. Jo hun er skam den samme, hun har bare vist dig endnu en side af sig selv, og det er så muligt, at du ikke kan lide den. Hun er altså et menneske, der lige som mange andre godt kan lave idealistiske aftaler, men altså ikke altid tør/vil holde dem. Det er jo ret menneskeligt.

Nu ved jeg ikke helt, hvad du mener med, at "min stolthed er knækket", på hvilken måde er den knækket? For mig er min stolthed ikke noget, andre kan knække. Der er et gammelt ordsprog, der hedder: "Dumhed og stolthed vokser på samme træ." Det er måske værd at overveje . Det kan forstås f.eks. hun var dum og du er stolt. Eller at det er dumt at være alt for stolt. Du kan selv vælge .

I stedet for at "lappe stoltheden" kunne det jo være, at du skulle opgradere den til en nyere version. Der findes en anden gammel maskulin dyd, der hedder storsind. Hvis dig som en storsindet mand, giv hende en endefuld , sig: Fy, og nu skal vi videre, og inden skal vi have fornyet vores aftale til en realistisk aftale.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen Per,

Hmm, vi ser tingene forskelligt...

Den aftale vi har/havde byggede faktisk på en ens opfattelse af ordene åbenhed og ærlighed. Da vi fik børn sammen lavede vi en aftale om at sådan nogle ting altid skulle på bordet. For at sikre vores familie mod forfald. Det var vi enige om dengang. Så når du skriver: "Havde du været mindre sur, hvis din kone var kommet glad hjem og havde sagt: "Hej skat, vi havde en rigtig sjov fest, hvor jeg dansede rigtig meget med chefen og kyssede på ham to gange. Han er en rigtig dejlig mand!"? " - så må jeg sige: JA! Ikke at jeg havde været glad for meldingen - ikke at jeg ikke var blevet ked af det. Men hun ville have meldt ærligt ud, og jeg ville efterfølgende have bearbejdet det, og kommet over det. Herregud, det var to kys! Men det er jo ikke de 2 kys der for mig er blevet afgørende. Det er tanken om at blive ført bag lyset. At blive bedraget, og at hun kunne gøre det uden at trække en mine. Det var ikke den person, jeg giftede mig med... Jeg siger ikke jeg ikke selv er skyld i det. Det er meget tænkeligt jeg er det. Men jeg fortjener ikke at skulle opdage sådan noget, på den måde. Det er den tanke jeg ikke igen kan slippe.

Så hvad synes jeg selv der skal til for at få tilliden tilbage? Godt spørgsmål! Jeg har ikke fundet svaret endnu. For skal tilliden tilbage skal jeg tilgive. Og hvordan skal jeg kunne tilgive, når min stolthed er knækket, og jeg ikke kan finde en måde at "lappe" den på?

Hej KK

Det der sårer én, ja det sårer jo én uanset, om det ville såre andre, og derfor ville jeg aldrig sige, at det er ubetydeligt for dig. det er det tydeligt vis ikke! For mig personligt ville det end ikke komme ind under begrebet "utroskab".

Vores aftale bygger på en realistisk erkendelse af, at man kan lave nok så mange aftaler om troskab og ærlighed, og alligevel kan aftaler brydes og ærligheden ikke altid opretholdes, og sådan er det, det viser vores liv og erfaring. Så vi vælger at lægge kvaliteten af vores forhold et andet sted f.eks. ved at sørge for at være kærester og samtidig at lægge kvaliteten af vores egne liv hos os selv.

En aftale er ikke usagt! Aftaler er helt klare, så begge parter præcist ved, hvad aftalen er jvnf., at du skriver: "Der var en gensidig aftale om åbenhed og ærlighed." Var I så begge enige om, hvad "åbenhed" betyder, og hvad "ærlighed" betyder - det er jo nogen temmeligt uklare begreber? Personligt synes jeg, at aftaler om "åbenhed og ærlighed" hører til i afdelingen for urealistiske aftaler, men det er altså min personlige mening, som jeg ikke vil pådutte andre . Og du har ret, hvis I har en gensidigt klar aftale om ærlighed og åbenhed, så har hun svigtet dig. Der findes et ordsprog, der hedder: Man skal ikke holde aftaler. Man skal lave aftaler der holder. Dvs. realistiske aftaler.

Havde du været mindre sur, hvis din kone var kommet glad hjem og havde sagt: "Hej skat, vi havde en rigtig sjov fest, hvor jeg dansede rigtig meget med chefen og kyssede på ham to gange. Han er en rigtig dejlig mand!"? Så havde hun jo været både ærlig og åben, og der var ingen grund til vrede - eller?

Hvad synes du selv, der skal til for, at du kan få tilliden tilbage til din kone?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen Per,

Du siger det ikke fremgår hvad min kone har gjort. Kort fortalt: hun tager til fest med sit arbejde, og til festen sker der at hun kysser sin chef, 2 gange på munden. Her er ingen sex involveret og der er ingen tunge-kys. Dette faktum har jeg egentligt taget til mig - det er jo ikke den helt store ulykke.
Mit store problem er, uanset hvor ubetydeligt du synes det er, at hun ikke fortalte mig det. For mig bygger et forhold på tillid og ærlighed. Og selvom disse begreber efterhånden er gennemtærskede, men jeg ikke desto mindre at det er to meget vigtige begreber hvis man skal leve sammen, have børn sammen mv. Det kommer måske an på hvordan man som menneske er skruet sammen... muligvis har du den aftale med sin partner at I ikke vil have en aftale, for så bryder I heller ikke nogen aftale, hvis I fristes over evne. Måske en god måde at gøre det på - men man kunne jo også argumentere for at i måske er bange for at lave aftalen netop fordi i vil holde jeres muligheder åbne??!! Det er også ok hvis i har det sådan - men det var ikke den aftale jeg mener min kones og mit ægteskab bygger på. Der var en gensidig aftale om åbenhed og ærlighed. Det er der jeg føler mig svigtet.!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Giver det mening?

Hej KK

Nu fremgår det ikke af dit indlæg, hvad det er din kone har gjort, men det har i hvert fald gjort dig vred. Din kone har jo sikkert godt vidst, at det ikke var så godt, og derfor har hun som millioner af andre mennesker løjet om det passerede.

Det er egentligt et eksistentielt valg, om vi vil have så meget hånd- og halsret over vores partnere, som I har. Livet er fuld af fristelser, utroskab er statistisk mere almindeligt end troskab, og alligevel har vi ikke endnu fundet en fornuftig måde at klare vores jalousi på. Hvis det havde været dig selv, var du så gået hjem og havde aflagt fuld tilståelse?

Vi kan aldrig være sikre på vores partnere. Jeg har den aftale med min partner, at vi ikke vil have en aftale, så bryder vi heller ikke nogen aftale, hvis vi fristes over evne.

Hvad er din kones forslag til en løsning af jeres fælles problem?
Din egen løsning er - hold op med at tjekke! Ved at tjekke hele tiden holder du såret åbent, og det har du faktisk ikke brug for. Hvis I ikke har en aftale om, at I godt må kigge i hinandens mobiler, så har du begået en straffelovsovertrædelse ved at kigge i hendes mobil og hendes privat sms'er! Den slags kan straffes med op til 6 måneders fængsel - og er du nysgerrig, er det Straffeloven § 263. Hendes fejltrin er derimod lovlige .

Når man m/k er i din situation, så kan man jo f.eks. bl.a. bruge den til at lære lidt mere om sig selv. Hvad går din jalousi på, sådan i dybden? Er det angst for at miste hende? Er det angst for, at du er dårlige end den anden? Eller noget helt tredje eller fjerde?

Et indiansk ordsprog lyder: Børn lyver for at beskytte deres sjæl! Det gælder såmen osse for voksne - eller vi kunne kalde det den personlige integritet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hejsa:-)

Jeg har med stor fornøjelse læst mange indlæg her på siden, og vil derfor komme med min historie - og spørgsmål.

Jeg bor sammen med min kone og vores 2 børn. Vi har været gift i 2 år, og alting er lige nu ved at løbe ud i sandet.

For ca. 1 måned siden var alting fryd og gammen som det plejer. Vi har altid haft det godt sammen. Det seneste stykke tid har alting dog været lidt presset, og vi har skændtes lidt mere end sædvanligt. Dog ikke noget jeg ikke havde en fornemmelse af, der kunne rettes op på.
Min kone tog imidlertid til en fest med sit arbejde. Hertil skal siges at jeg tidligere havde markeret overfor min kone at jeg synes tonen mellem hende, og et par stykker andre, herunder chefen, var for fri, i forhold til at det var en arbejdsplads. Hun har hele tiden undskyldt det med at det var for fælles underholdnings skyld. Til festen sker der dog det at hun kysser sin chef, 2 gange på munden. Her er ingen sex involveret og der er ingen tunge-kys. Dette faktum har jeg egentligt taget til mig - det er jo ikke den helt store ulykke. Men mit problem er stadig; da hun kommer hjem fra festen kl 2 om natten, dyrker vi sex. Jeg synes at kunne fornemme på hende at det nærmest var af dårlig samvittighed, og dagen efter virker hun underlig. Jeg slår det hen i tømmermænd. Men som dagen skrider frem får jeg mine bange anelser, og til sidst kigger jeg hendes SMS'er igennem. Hun har i løbet af dagen sms'et med en god kollega, om det der er sket. Jeg bliver fuldstændig lamslået, og konfronterer hende med det. Hun nægter. Først da jeg gør det klart at jeg ved det, tilstår hun. Mit problem er at hun ikke fortalte mig det. Jeg har efterfølgende grebet hende i at lyve om "småting" ved den aften, men er ret overbevist om at der ikke skete mere end det hun har fortalt.

Mit problem er nu: jeg tror ikke længere på det hun siger. Jeg kan mærke at jeg er konstant opmærksom på det hun gør, og det er godt på vej til at ødelægge vores ægteskab! Jeg har bedt hende udrede med chefen og lægge afstand til ham. Det har hun gjort og taler ikke med ham om andet end arbejde. Hun siger hun vil gøre alt for at vi skal holde sammen, men hun har jo stadig samme arbejde, og bare det at tænke hen mod julefrokosten får mig til at blive vred. Jeg ved ikke hvordan jeg slipper af med denne følelse af hele tiden at blive ført bag lyset, hele tiden blive løjet for. Jeg dobbelttjekker alt, og lige meget hvor tit jeg fortæller mig selv at jeg rent faktisk ikke tror hun ville gøre det igen, siger min mavefornemmelse mig at det vil ske igen. Det er som om jeg kæmper mellem min egen fornuft og min egen mavefornemmelser.

Hvad gør jeg! Hvis det fortsætter sådan her meget længere ødelægger jeg mit ægteskab. Og lige nu er jeg ikke sikker på andet end at det er den eneste udvej for mig...