Hej kommende præst

"hvis jeg bliver den mærkelige præst, der bor alene med sin kat og sin hund", i såfald vil du næppe blive den eneste mærkelige præst, jeg synes faktisk der er mange af dem .

Når jeg læser dit indlæg, så tror jeg, at du skal søge ret langt tilbage i dit liv for at finde udspringet til din problematik. Måske fra din mors graviditet til du er et par år - men det er nok bedre, at det udredes i en personlig kontakt.

Det handler måske osse om, at dit hoved tror, at det skal nyde den seksuelle kontakt, hvor det jo i grunden er kroppen, der er sæde for lysten. Og her kan en evt. kropsskyhed selvfølgelig stille sig i vejen for den kropslige oplevelse.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Ja, hvis fantasierne er en måde, min hjerne skaber balance mellem den søde person jeg er i hverdagen og den djævelske side, som jeg holder i ave, når jeg er sammen med andre, er det vel godt nok. Sådan havde jeg ikke set på det før. Så behøver jeg ikke have dårlig samvittighed, så mangler jeg kun at finde noget, der virker, når jeg er sammen med nogen...

Jeg er ikke sikker på, hvad jeg frygter ved andre, hvis jeg ikke fortæller dem om mine fantasier, behøver de jo ikke få ondt i røven, men selvom jeg prøver at gøre det, jeg vil uden at være overfladisk og tænke på, hvad andre nu vil tænke, så er det svært at lade være.

Jeg har haft det godt som single og ikke haft behov for en mands nærhed (tror jeg), men jeg tænkte: jeg kunne have det godt med at være single indtil jeg blir 40... og så er det lidt sent at finde en at få børn med.

Og lige nu har jeg slet ikke lyst til at få børn. Jeg er den eneste pige, jeg kender, der ikke bliver skruk, når alle veninderne begynder at få børn. Jeg har altid talt med min søster og kusine om, hvordan vores børn skulle lege sammen, ligesom vi gjorde, da vi var små, og nu har de begge fået de første børn, og jeg begynder at blive stresset over, at jeg ikke gider have nogen, for den drøm ligger dybt sammen med alle de planer, jeg har lagt gennem livet.

Men så tænker jeg: det er fordi, jeg ikke har fundet en sød mand endnu. Men samtidig overvejer jeg, om jeg overhovedet skal have børn. Og det er her, jeg tænker på, hvordan omverdenen vil dømme mig som en særling, hvis jeg bliver den mærkelige præst, der bor alene med sin kat og sin hund... Selvom jeg slet ikke har lyst til at leve efter, hvordan andre dømmer mig, for de kan bare passe sig selv...

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg overhovedet skænker andre en tanke og ikke bare gør, som jeg selv vil... Selvom jeg både i folkeskolen og især i gymnasiet gjorde op med det at følge flokken og besluttede mig for, at det behøvede jeg ikke, så har det sikkert ligget i baghovedet alligevel. Der var en overgang, hvor jeg fjernede alle billeder og videoer og alt der havde øjne på mit værelse, så der ikke var noget, der kiggede på mig, når jeg dansede mærkeligt eller rollespillede historier jeg fandt på.

...

Jeg er slet ikke sikker på, at jeg er klar til ham min date. Han er fed at snakke med, men så snart det bliver intimt, og vi kysser, så synes jeg ikke det er ret behageligt. Jeg prøver at sige til min hjerne, at den skal slappe af og nyde det, men den blir ved med at sige, at hvis jeg ikke nyder det af mig selv, så er det ikke dens skyld, og det gør det ikke nemmere at blive i situationen og prøve at fokusere på det, der rent faktisk sker.

Jeg forstår bare ikke hvorfor, når alle andre nu kan lide nærhed... Når alle andre piger synes, at det er rart, når mænd lægger mærke til dem (eller det tror jeg, de synes), hvorfor bliver jeg så nervøs? Og når alle andre nu elsker børn, kommer jeg så ikke til at fortryde, hvis jeg ikke får nogen?

Jeg har endda doneret æg og bagefter tænkt, at ud over at have gjort 2-3 barnløse par virkelig glade, så var min "evolutionære pligt" opfyldt, nu havde jeg givet mine gode gener videre, og så kunne jeg have god samvittighed, selv hvis jeg aldrig selv fødte børn...

hmm... måske bør jeg lige fortsætte med at være single, indtil jeg får lidt mere styr på tingene i mit hoved...

Hej kommende præst

Hvad frygter du fra andre mennesker?

Du kunne jo prøve at tænke på dine fantasier som en form for drømme. I dine drømme/fantasier udspiller forskellige sider af dig sig, både den kontrollerede og den kontrollerende, både det lille barn og den "grimme" voksne. Og så længe der ikke er en indre forståelse eller accept de forskellige sider imellem, så vil fantasierne/drømmene prøve at regulere det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Ja jeg har affundet mig med, at jeg ikke er en engel, men det bekymrer mig ikke så meget i forhold til Gud, kun i forhold til mennesker. Gud ved alt og kan tilgive nærmest alt.

Det er ikke så meget Gud, jeg har dårlig samvittighed overfor. Selvom jeg skal være præst, er jeg ikke vildt religiøs, og jeg er meget sekulær, det er ikke sådan, at jeg føler, at Gud puster mig i nakken, hvorend jeg går. Jeg ber aftenbøn, og det er ca. det. Jeg stoler på, at han tilgiver mig, så længe tingene bare er fantasier og ikke noget jeg decideret har lyst til, han kan tilgive alt mulig...

Eller... jo Gud har jeg naturligvis også dårlig samvittighed overfor, men jeg er ikke bange, og det er nok mere det, at pædofili er det mest forhadte vi har i vores samfund, og at jeg selv afskyer, at der er folk der misbruger børn... Men selv med træning har jeg endnu ikke fundet andet, der virker...

Min dårlige samvittighed går sådan set ikke på at jeg har fantasier om sm, det ved jeg godt ikke er unormalt, og man kunne forvente det, når jeg får et job, hvor jeg skal være rar hele tiden, at det så vil være tiltrækkende med ting som SM... det er fantasierne med børn, der går mig lidt på.

Jeg ved godt at der er forskel på fantasi og virkelighed, og når jeg ikke har lyst til at udleve dem, er der nok ingen ko på isen. Hvis fantasier om hjælpeløshed kan give mig orgasme, så bruger jeg dem. Tanker er toldfri.
Og jeg kunne heller ikke finde på at bruge urin og bæ sex i mit virkelige sexliv, jeg kan godt håndtere, at det er det, der virker for mig i fantasierne, men at jeg skal bruge noget andet til tomandssex. Jeg har jo så bare endnu ikke fundet noget, der virker på den front, men det kan jo være, det ændrer sig med en partner, jeg rent faktisk tænder på Her har problemet nok mest været at kunne give slip og give mig hen.

Tak for linket, jeg tjekker lige terapeuterne ud, og vil overveje om jeg skal udvide min legetøjsskuffe ^__^

Tak for hjælpen

Hej kommende præst

Så du lever med andre ord i en polaritet mellem det gode og det dårlige? Engel og Satan ? Hvad går din dårlige samvittighed på? At du nu laver dine egne indre "forbudte" historier? Hvem har du dårlig samvittighed over for? Fordi man har den slags dominans-fantasier, er det så langt fra sikkert, at man bliver lystmorder . Prøv at læse beretningerne under MASOKISME & SADISME & DOMINANS (S/M)(BDSM).

Hvordan hænger det sammen med, at du vil være præst?

Oftest handler den slags fantasier i grunden om kontrol over for ikke kontrol - kultur over for drift/natur. Og hos dig renhed (kontrol) over for smuds (ren drift). Perfektionisme (kontrol) = helt problemfri sex over for almindeligt menneske med lig i lasten. Det kunne godt være, at det var en god ide at få en snak med en indsigtfuld og professionel sexologisk orienteret psykoterapeut. Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Med hensyn til orgasme, så har vi mennesker i forskellig grad let eller svært ved at få orgasme - og det kan være alt fra biologi til psykologi og teknik, der afgør det. Det er kun de allerfærreste kvinder, der kan få orgasme alene ved pikkens bevægelser i kussen. Langt de fleste kvinder skal have en hjælpende finger, tunge eller snurrebasse. Og de allerfleste orgasmer hos kvinder udløses fra klitoris - måske i virkeligheden alle.

Med hensyn til tekniske hjælpemidler så kan Fighter MX fra Lust.dk anbefales, den vil langt de fleste overgive sig til i løbet af kort tid.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg identificerer mig med begge roller, men mest med den ydmygede...

Jeg er lidt i tvivl om, hvad det egentlig er i disse fantasier, der tænder mig... der indgår voldtægt, ydmygelse, urin og bæ... og når det er allermest klamt og ledt, plejer jeg at komme - og det er overhovedet ikke ting, jeg ønsker i mit virkelige sexliv.
Jeg synes at alle kropsvæskerne er lidt ulækre, og det kan næsten ikke gå hurtigt nok med at komme i bad efter sex... men det kan selvfølgelig være, fordi jeg indtil videre kun har haft sex med min x, som jeg var mere mor/ven for end kæreste, og som jeg ikke tændte på og aldrig havde lyst til...

De gange hvor vi havde gang i bondage, indgik der ikke ydmygelser, selvom jeg var sub.

Problemet med fantasierne har været, at de ikke har virket på tomandshånd (og dårlig samvittighed). Jeg har prøvet at fantasere som en vanvittig for at få mere ud af sex og måske komme, men når jeg har forestillet mig, at det var mig, fantasierne skete for, var det ikke ophidsende... (eller også var det ham, der ikke var det... lidt svært at sige)

PT hvor jeg endnu ikke har dyrket sex med den nye fyr, er det heller ikke altid fantasierne virker. Min dårlige samvittighed indskyder barnegråd, som lyder nøjagtig som min 2 årige nevø. Jeg kan ikke få lyden ud af hovedet, og så mister jeg naturligvis lysten...

Jeg håber på at sex med den nye bliver helt problemfrit, og det ville være så træls, hvis mit forhold til ham blev akavet, fordi jeg har lig i lasten. Ville egentlig have snakket med en terapeut før, jeg begyndte at date igen, men har ikke haft pengene til det.

Jeg har prøvet med andre fantasier, de virker bare ikke... desuden plejer det at tage mig ca 30 min. at få mig selv til at komme - nogen gange falder jeg i søvn.

Jeg kan selvfølgelig være en af dem, der ikke får skedeorgasme, men jeg burde jo kunne onanere mig til orgasme, også når jeger sammen med en, men det er endnu ikke lykkedes. Hverken vibrerende legetøj, hans eller mine fingre har virket (kunne ikke lide, når han gav mig oralsex), og det var som om, der var en blokade, for jeg gjorde nøjagtig de ting, jeg plejede at gøre, når jeg onanerede...

Hej kommende præst

Der af kan forældre lære, at man skal have sine 7 pund skidt om året .

Hvad er det i fantasierne, der tænder dig, forstået, hvilken rolle identificerer du dig med i fantasierne, den underkastede/ydmygede eller den dominerende/ydmygende? Og hvad er det i rollen, du godt kan lide?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er 27 og har onaneret siden jeg var 11. Jeg har næsten altid brugt fantasier med dominans og voldtægt. (Da jeg var lille var jeg pakket ind i vat og så aldrig vold i tv, måtte fx kun se 6. afsnit af busters verden, de andre var for voldelige... men jeg var fra helt lille af mest glad for tegnefilms afsnit, hvor helten blev fanget og bundet osv)

Mine forældre blev skilt da jeg var 15. Efter at have været gift i 25 år fandt min far en ny. Jeg gik lidt tilbage udviklingsmæssigt og gik MEGET senere i gang med at interessere mig for drenge end mine veninder. Først i 20 års alderen begyndte jeg at tænke, at nu måtte jeg i gang, (ikke så meget lyst som det, at jeg tænkte "det skal man jo").

Forældrenes skilsmisse var ikke så slem, familien er harmonisk, men troen på evig kærlighed har jeg ikke, og jeg tænker tit for langt og har svært ved at give slip og give mig hen.

Jeg fik min første kæreste som 22 årig, uheldigvis gik det op for mig 4 år senere, at han mere var min ven end kæreste, og at jeg nok havde taget ham, fordi jeg mente, jeg burde se at komme i gang med kæresteri.

I de 4 år havde jeg ingen orgasmer sammen med ham, og jeg ved ikke, om det er fordi jeg havde vænnet mig til at onanere til fantasier om drenge, der bliver voldtaget og endda børn som bliver det. De fantasier kunne jeg simpelthen ikke bruge sammen med min kæreste. Desuden havde og har jeg som teolog ret dårlig samvittighed over at tænde på overgreb mod børn, (skal lige siges, at jeg kun bliver tændt af fantasierne og tegnet pornografi - får brækfornemmelser, når de viser billeder i tv i virkeligheden, og jeg kunne VIRKELIG ikke tænke mig at udleve fantasierne om hverken børn eller voldtægt, mod andre eller mig selv).

Det var lidt som om jeg havde en psykisk blokade og kunne ikke onanere mig selv til at komme sammen med kæresten, han kunne heller ikke få mig til at komme, når jeg gav ham lov til at røre. Jeg kunne kun alene og til de fantasier.

Min kæreste (ven) var jeg slet ikke tiltrukket af, og var aldrig forelsket i ham. Han vejede 120, og jeg følte mig tit som et objekt han skulle have orgasme med, når jeg ikke selv gad sex mere. Mange ting var jo rare, men efter en halv time, hvor han prøvede at gøre gode ting, begyndte jeg at kede mig og tænke på indkøb. Vi prøvede alt muligt, bondage og legetøj og rolle, der tilfredsstillede min lyst til at være underkastet, men jeg havde ALDRIG lyst til sex.

Alt i alt ret dårligt sex og efter at have slået op og nu 7 måneder senere at date en ny sød fyr, håber jeg tingene bliver anderledes. Ham her er pæn og sød og ved, at jeg har haft et dårligt sexliv, så jeg regner med, at han vil være fair.

Men jeg frygter, at jeg stadig ikke kan give mig hen og komme med andre. Når jeg onanere, har jeg prøvet at træne mig op i at onanere til andre fanasier, men det er som om jeg ikke kan komme uden at tænke på folk, der bliver ydmyget, jeg har prøvet at tænke på noget andet LIGE, når jeg er ved at komme, men det er ikke altid det virker.

Når jeg ser porno er det almindelig porno, med undertoner af dominans. Både bøsseporno, men også kvinder der bliver taget analt af en masse store fyre virker fint, og mere softporn går også an.

Men er det muligt, at jeg efter 16 år har vænnet mig så meget til en slags fantasi, at det er det som hæmmer mig?

Jeg har endnu ikke haft sex med den nye fyr, men vil så nødigt at min hjerne er for bekymret, og at jeg kommer til at tænke for meget og igen ikke kan give mig hen.

Bør jeg opsøge en terapeut, eller kan jeg træne mig til at give mig hen og komme sammen med en mand uden mine fantasier?