[b]Hej Madam Blå[/b]

Nu skriver forskellige forfattere jo meget forskelligt, og [b][url=http://www.marsvenus.com/john-gray.php]John Gray[/url][/b] er jo bare en amerikansk psykoterapeut (der har fået Mars & Venus på hjernen :2:), og som har sine overvejelser og erfaringer fra USA :1:.

Hvis I ellers er enige om nivoet for jeres forhold, så er der jo ikke noget i, at han ikke har er færdig med sit forrige forhold, og du [b]kan ikke[/b] få garantier for fremtiden. Og jeg tror, at jo mere du grubler over muligheden for, at han dropper dig engang, des nemmere bliver det en selvopfyldende profeti.

Måske skulle du overveje at få arbejdet med dine egne gamle spøgelser f.eks. i noget [b][url=http://psyx.dk]egenterapi[/url][/b], det kunne jo betyde, at du kunne forholde dig til din kæreste med mindre angst og mere realitet.
:idea: Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om [b][url=http://www.psyx.dk/valg.htm]Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog[/url][/b].

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Nu skriver jeg igen, for jeg har stadig svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal tackle mit forhold og mine følelser.

Jeg har læst lidt på nettet om "rebound affairs" og "transitional relationships" og det førte mig videre til [b]John Gray: Mars og Venus i nye forhold.[/b]

Her skriver Gray om "den kasserede mand", at hvis han kaster sig ud i et nyt forhold for tidligt, så er det så godt som sikkert, at det ikke vil vare.

Alt, hvad jeg læser bekræfter mine bange anelser: Han kan bruge min varme og kærlighed til at jage smerten på afstand, men han kan ikke involvere sig. Og når han en dag bliver klar til at involvere sig, så vil han - ifølge alt hvad jeg har læst - kassere mig og finde en anden.

Selv siger han til mig, at han ikke er sig selv i øjeblikket, at han føler det er forkert overfor mig, at han ikke er færdig med det tidligere forhold og han tror ikke, jeg gider blive ved med at høre på, at han snakker om sin skilsmisse igen og igen.

Men jeg gider godt tale skilsmisse - jeg har jo også selv været igennem en, dog uden at være blevet så såret af det som ham.

Det jeg ikke ønsker er at lukke ham helt ind i mit hjerte, hvis jeg ikke har en fair chance for at blive andet end en overgangsfigur i hans liv. Jeg skal jo også passe på mig selv? Og hvis chancen for at min kærlighed en dag bliver gengældt med ægte følelser er nærmest lig nul, skulle jeg så ikke hellere se mig om efter en anden, hvor chancen for at jeg kan få opfyldt mine behov er større?

Nogen gange tænker jeg, om jeg selv er skyld i de forliste kærlighedsforhold, fordi jeg ubevidst vælger en, jeg kan være sikker på vil kassere mig før eller siden. Hvad stiller jeg op med alle de tanker, der myldrer rundt i hovedet på mig og gør mig ulykkelig?

Mange hilsner
Madam Blå

[b]Hej Madam Blå[/b]

Jeg kan såmen godt finde på at sige, at det kan tage 5 år, før man er helt færdig med vigtigt forhold :1:, men jeg er samtidig et ret pragmatisk menneske, der ikke mener, at man m/k har godt af at gå og mand/kvindsmægte. Selvfølgelig trænger man m/k da til varme, venskab, sex, osv. i årene efter et brud, og det behøver ikke at være et dilemma. For mig at se, handler det om at have klarhed over, hvor man er følelsesmæssigt i forhold til skilsmisse og afelskning og i forhold til den nye partner. Det behøver slet ikke at være en modsætning, især ikke hvis man har et rimeligt pragmatisk forhold til livet. De år vi har levet kommer jo næppe igen :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak for dit gode svar! Du har selvfølgelig ret i din pointe - you cannot win if you do not play - det er sagt på mange måder gennem tiderne.

Men kan du sige noget generelt om, hvornår man er klar til et nyt forhold efter en skilsmisse? Jeg har hørt nogen sige, at det tager omkring 2 år at komme sig ovenpå en hård skilsmisse. Og at det klogeste er at vente med at kaste sig ud i et nyt forhold til tabsprocessen er gennemlevet, man har begge ben på jorden igen og har fået etableret sig med sin egen tilværelse.

Men man trænger jo også til varme, venskab, sex, osv. i de første 2 år efter et brud. Det er et dilemma, ikke?

Mange hilsner
Madam Blå

[b]Hej Madam Blå[/b]

Som gamle [b][url=http://da.wikipedia.org/wiki/Robert_Storm_Petersen]Robert Storm Petersen[/url][/b] sagde: "[i][b]Det sværeste at spå om er fremtiden![/b][/i]" :1:

Dit svar er jo sådan set givet, du har en dejlig mand, som du ikke vil give slip på, du er tålmodig og ved, at man/du altid kan risikere at miste. Hvis man absolut vil tænke i tab, så kunne man måske bruge sin tid bedre ved at tænke på: [b][i]Hvordan lærer jeg bedst at tackle de tab som livet nu engang vil give mig![/i][/b] Det kan man blandt andet lære noget om ved at sætte sig ind i [b][url=http://hjem.get2net.dk/phk/tab.htm]TABSPROCESSEN[/url][/b].

Og du står jo ikke lige for at tabe noget som helst, tværtimod har du en dejlig kæreste, der er realistisk i forhold til sin [b][url=http://hjem.get2net.dk/phk/tab.htm]TABSPROCES[/url][/b].

:idea: [b]Bob Dylan: [i]"If you don't take a chance, you won't dance!"[/b][/i]

Held og lykke med ham :1:

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er en kvinde i fyrrerne, der er fraskilt. For nogle måneder siden mødte jeg en mand, som jeg er blevet ret glad for. Vi er jævnaldrende og han er lige blevet skilt efter mange års ægteskab.

Han siger selv, at han ikke er færdig med at bearbejde sin skilsmisse og at han ikke kan give mig sin fulde tilstedeværelse. Men han siger også, at han er glad for mig og gerne vil være sammen med mig.

Jeg er bange for at blive forelsket i ham og så senere blive forladt - som jeg har prøvet det før! Jeg tænker at han måske har brug for et andet menneske til at hjælpe ham med at komme igennem den svære tid - men hvad så bagefter?

Jeg er indstillet på at være tålmodig, på at vente på at han bliver klar, og på at vi kan have det rart sammen imens på mere uforpligtende basis - men er det tåbeligt af mig? Er det på forhånd dømt til at mislykkes på grund af hans følelsesmæssige situation? Bruger han mig som "skohorn" - for derefter at løbe ud i livet og finde en anden, når den nye sko først er kommet på og er gået til?

Ja, som du kan høre er jeg bange for at kaste mig ud i noget, for at komme til at elske og miste... og jeg ved jo også godt, at hvis man ikke kaster sig ud somme tider, så opnår man slet intet. Men her tænker jeg på, om jeg kaster mig ud mod bedre vidende. Er det dumt af mig at involvere mig i en nyskilt mand? Vel vidende at jeg kan komme til at stå tilbage med knust hjerte, den dag han er ovenpå igen og klar til at drage videre?

Jeg har bare ikke lyst til at give slip på ham...