af Gæst » 15. aug 2007 17:19
Mit problem er egentlig flersidet, men jeg prøve at beskrive det så systematisk som jeg kan. Jeg ved ikke om "forelskelsen" er mit største problem, men det er i hvert fald det problem, som fylder mest i mit hoved.
Jeg vil starte med at beskrive lidt af min baggrund, som jeg tror er meget afgørende for, hvordan jeg har det med den fyr jeg er forelsket i. Jeg er en pige på 25 år. Jeg vil karakterisere mig selv som en lidt indadvendt person, jeg havde i min barndom problemer med mobning og finde venner. I dag føler jeg mig ikke længere ekskluderet, men jeg har stadig meget svært ved at åbne mig for andre og har kun ganske få personer, jeg ville karakterisere som venner. Udover dette har jeg et meget ustabilt forhold til min familie. Samlet set gør det, at jeg føler mig i en meget usikker situation, når det kommer til andre mennesker, der skal ikke ret meget til, før jeg føler mig totalt alene, da jeg ikke er god til at åbne op, har jeg svært ved at komme ud af disse perioder igen. I øjeblikket er jeg i en situation, hvor jeg føler mig meget alene, og ikke har særligt meget struktur i min hverdag, hvilket bevirker jeg heller ikke ser mange mennesker. For at lindre min ensomhed har jeg gennem længere tid, kommunikeret meget med folk over internettet, jeg føler mig mere sikker i dette medie end ude i den virkelige verden specielt, når jeg har en dårlig/ ensom periode.
Nu om mit egentlige problem. Jeg har igennem lang tid skrevet med en fyr over nettet, han er et af de dejligste mennesker, jeg nogensinde har talt med. Og gennem tiden har jeg udviklet følelser, der i mistænkelig grad minder om forelskelse overfor ham. Jeg har aldrig mødt ham og kommer heller aldrig til det, da han allerede er i et forhold. I virkeligheden er der flere forhold som gør, han slet ikke er den type, jeg plejer at falde for, og selvom jeg har det forelskelsesagtigt med ham på internettet, så tror jeg ikke, at jeg ville forelske mig i ham ude i den virkelige verden. Problemet er, at det piner mig, at være så "forelsket" i ham på internettet, at tale med ham, føle for ham osv. uden at kunne få ham. Det lyder som ren galamatias, men det føles præcis som kærestesorg. Tanken om at han er sammen med en anden, at han ikke gengælder mine følelser osv. Jeg kommer unægteligt til at klynge mig til håbet om et mirakel, at vi finder sammen på trods af alle odds, selvom jeg ved det er umuligt. Det lille håb og min generelle ensomhed gør det praktisk talt umuligt for mig at opgive ham eller at starte noget med nogen anden. Jeg føler mig fastlåst. Jeg har prøvet med viljestyrke at sige fra overfor kontakt med ham, forklaret ham hvordan jeg havde det, men efter en månedstid var jeg så desperat efter kontakt, at jeg kom krybende tilbage. Hvad kan jeg gøre, for at komme ud af den onde cirkel, det æder mig op.
Mit problem er egentlig flersidet, men jeg prøve at beskrive det så systematisk som jeg kan. Jeg ved ikke om "forelskelsen" er mit største problem, men det er i hvert fald det problem, som fylder mest i mit hoved.
Jeg vil starte med at beskrive lidt af min baggrund, som jeg tror er meget afgørende for, hvordan jeg har det med den fyr jeg er forelsket i. Jeg er en pige på 25 år. Jeg vil karakterisere mig selv som en lidt indadvendt person, jeg havde i min barndom problemer med mobning og finde venner. I dag føler jeg mig ikke længere ekskluderet, men jeg har stadig meget svært ved at åbne mig for andre og har kun ganske få personer, jeg ville karakterisere som venner. Udover dette har jeg et meget ustabilt forhold til min familie. Samlet set gør det, at jeg føler mig i en meget usikker situation, når det kommer til andre mennesker, der skal ikke ret meget til, før jeg føler mig totalt alene, da jeg ikke er god til at åbne op, har jeg svært ved at komme ud af disse perioder igen. I øjeblikket er jeg i en situation, hvor jeg føler mig meget alene, og ikke har særligt meget struktur i min hverdag, hvilket bevirker jeg heller ikke ser mange mennesker. For at lindre min ensomhed har jeg gennem længere tid, kommunikeret meget med folk over internettet, jeg føler mig mere sikker i dette medie end ude i den virkelige verden specielt, når jeg har en dårlig/ ensom periode.
Nu om mit egentlige problem. Jeg har igennem lang tid skrevet med en fyr over nettet, han er et af de dejligste mennesker, jeg nogensinde har talt med. Og gennem tiden har jeg udviklet følelser, der i mistænkelig grad minder om forelskelse overfor ham. Jeg har aldrig mødt ham og kommer heller aldrig til det, da han allerede er i et forhold. I virkeligheden er der flere forhold som gør, han slet ikke er den type, jeg plejer at falde for, og selvom jeg har det forelskelsesagtigt med ham på internettet, så tror jeg ikke, at jeg ville forelske mig i ham ude i den virkelige verden. Problemet er, at det piner mig, at være så "forelsket" i ham på internettet, at tale med ham, føle for ham osv. uden at kunne få ham. Det lyder som ren galamatias, men det føles præcis som kærestesorg. Tanken om at han er sammen med en anden, at han ikke gengælder mine følelser osv. Jeg kommer unægteligt til at klynge mig til håbet om et mirakel, at vi finder sammen på trods af alle odds, selvom jeg ved det er umuligt. Det lille håb og min generelle ensomhed gør det praktisk talt umuligt for mig at opgive ham eller at starte noget med nogen anden. Jeg føler mig fastlåst. Jeg har prøvet med viljestyrke at sige fra overfor kontakt med ham, forklaret ham hvordan jeg havde det, men efter en månedstid var jeg så desperat efter kontakt, at jeg kom krybende tilbage. Hvad kan jeg gøre, for at komme ud af den onde cirkel, det æder mig op.