Hej Anita

Kærestesorg kan tage tid og "mit livs kærlighed" kan tage rigtig lang tid at komme over, så 1½ år er såmen ikke så lang tid. Gør hvad du kan for ikke at dyrke ham mere. Fjern det, der kan minde dig om ham. Lad være med at opsøge steder eller minder. Undgå at tage kontakt med ham. Hver gang du gør noget, der bringer dig lidt tættere på ham igen, så får det såret til at springe op, og så skal du bruge tid på igen at få det lukket.

Gør noget for at komme din ensomhed til livs. Få dig en ven, en elsker, og stå ved at du ikke kan engagere dig så meget, fordi du stadig er i en sorgfase. Det er der jo osse et par dejlige mænd (et sted) der er, og på den måde kan man hjælpe hinanden videre og holde hud-, krops-, kramme-, sexabstinenserne nede.

Se TABSPROCESSEN

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hejsa
For 1½ år siden slog min forlovede op med mig. Han holdt stadigvæk meget af mig men han ville have sin frihed til at hellige sig arbejdet og ellers det han nu kunne finde på at lave. Jeg var ked af det men vi snakkede rigtig godt sammen og var meget gode venner. Vi blev boende sammen i ca 3 måneder efter han havde slået op og vi levede som kærester til den dag han flyttede. Dvs med kys, kram, dejlig sex etc. Han var også "far" for mine to børn og da han fortalte dem at han skulle flytte spurgte han om de stadigvæk ville se ham og de ville de jo gerne. Der var ingen smalle steder - han hjalp med bil, tøj til børnene osv. Alt som kan ikke behøvedes at være til stede for at gøre. Da så flyttedagen kom for mig var det med en sygemelding på stress og depression at jeg kæmpede mig igennem med hans families hjælp. Det fremlejede hus blev tømt og jeg stod på gaden med to børn. Efter at han havde set børnene få gange fik vi en mail hvori han brød forbindelsen og skiftede adresse og tlf.nr. og jeg måtte fortælle børnene at de ikke fik deres papfar at se igen.
Jeg har kæmpet for at holde mig oven vande - været til psykolog, hypnoterapi spist lykkepiller og ellers prøvet at forkæle mig selv.

Jeg har fået det bedre og er ikke på lykkepiller mere men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han er mit livs kærlighed og jeg savner ham SÅ meget - ikke kun kærlighed og sex men nok mest som ven. Det som har gjort mest ondt i alt det her har været at se børnene lide ved tabet af en som de elsker meget højt.

Jeg er meget ensom og mangler virkelig at føle at der er nogen som holder af mig og har lyst til at give mig et knus. Og samtidig skræmmer jeg alle væk fordi jeg er bange og savner ham stadigvæk. Han har en kæreste som han fandt umiddelbart efter han slog op. Det har jeg det fint med fordi jeg ønsker ham jo det bedste. Men jeg har det som om jeg bare ikke kan komme videre og det gør ondt. Jeg græder tit og jeg tænker alt for meget på ham og det vil jeg helst holde op med men jeg ved ikke hvordan jeg stopper tankerne.

Puha det var en lang smøre men kan altså ikke blive klog på mig selv .....hjælp!!