af P-frederik » 10. feb 2008 19:37
Min kæreste er frygtelig ked af, at han har meget svært ved at styre sit temperament i forhold til sine to børn. Især den ældste som fylder 15 i år. Han siger at det bare eksploderer ud af ham, når de gør noget der irriterer ham, typisk noget han mener han har fortalt/vejledt dem om, som de så gør alligevel. Men det kan også være, hvis de er glemsomme eller lign.
Jeg synes jeg ser en lidt for ambitiøs far i ham, der ikke kan acceptere at han ikke kan lære sine børn alt ved at fortælle dem det og derved skåne dem for dårlige oplevelser mm. En far som ikke accepterer, at de skal begå egne fejl og erfare derved (når han nu HAR fået det at vide én gang).
Heldigvis er han meget opmærksom på at fejlen ligger hos ham, at han er urimelig og er også blevet god til at sige undskyld til dem, når det sker. Men det ville jo være endnu bedre, hvis det overhovedet ikke opstår. Han siger selv, at han ikke mærker nogen forvarsel i kroppen (fx stik i maven) som han kan registrere tids nok til at ændre handling på.
Jeg tænker at problemet er at han tager det personligt, når de gør noget "forkert". At han ubevidst oplever at det falder tilbage på ham, som en dårlig læremester, hvilket gør ham vred (i virkeligheden på sig selv). Hvad mener du og hvordan dæmmer man op for sådan noget?
Pernille
Min kæreste er frygtelig ked af, at han har meget svært ved at styre sit temperament i forhold til sine to børn. Især den ældste som fylder 15 i år. Han siger at det bare eksploderer ud af ham, når de gør noget der irriterer ham, typisk noget han mener han har fortalt/vejledt dem om, som de så gør alligevel. Men det kan også være, hvis de er glemsomme eller lign.
Jeg synes jeg ser en lidt for ambitiøs far i ham, der ikke kan acceptere at han ikke kan lære sine børn alt ved at fortælle dem det og derved skåne dem for dårlige oplevelser mm. En far som ikke accepterer, at de skal begå egne fejl og erfare derved (når han nu HAR fået det at vide én gang).
Heldigvis er han meget opmærksom på at fejlen ligger hos ham, at han er urimelig og er også blevet god til at sige undskyld til dem, når det sker. Men det ville jo være endnu bedre, hvis det overhovedet ikke opstår. Han siger selv, at han ikke mærker nogen forvarsel i kroppen (fx stik i maven) som han kan registrere tids nok til at ændre handling på.
Jeg tænker at problemet er at han tager det personligt, når de gør noget "forkert". At han ubevidst oplever at det falder tilbage på ham, som en dårlig læremester, hvilket gør ham vred (i virkeligheden på sig selv). Hvad mener du og hvordan dæmmer man op for sådan noget?
Pernille