af Spørgsmålstegnet » 22. maj 2008 18:43
Jeg er så ked af det. For et par uger siden måtte jeg gå hjem fra arbejde, fordi mit hjerte skræmte mig med nogle ubehagelige slag, der blot tog til, indtil jeg stoppede mine opgaver. Jeg har længe været stresset på jobbet, og har erkendt at der er no way jeg kan indhente mængden, der hastigt vokser, selv om jeg inddrog aftener og weekender. Alt var blevet brandslukning - 50 timer om ugen - og mit elskede job begyndte at plage mig, fordi jeg ikke kunne levere varen.
Jeg har været ved lægen og blodtryk er ok. Hjertet har opført sig pænt siden oplevelsen, så jeg gjorde det rigtige ved at tage hjem og holde ferie. Skal starte på mandag.
Jeg er frygtelig plaget af dårlig samvittighed. Jeg vil gerne være en god medarbejder og tilbage til mit job, hvor mine også pressede kolleger må være overbebyrdede i mit fravær. Jeg vil også gerne være en god mor og kone og klare alle de ting, de beder mig om nu jeg har "ferie". Jeg er bare ikke i stand til ret meget. Nogle dage er jeg hundeangst for at forlade mit hjem om det så bare er at gå ud med en skraldepose. Jeg føler mig generelt meget utryg, når min mand ikke er her, og den sidste uge har han stort set ikke været hjemme. Til gengæld beder han så mig klare forskellige ting, og har slet ingen forståelse for, at bare det at jeg skal tage mig sammen giver mig hjertebanken, kvælningsfornemmelse osv.
Alle siger jeg skal passe på mig selv og få det rigtig godt igen, men de bliver ved at stille krav og forventninger op for mig. Presse mig ud i situationer, jeg slet ikke kan klare nu. Det er som om stress ikke findes. Det er bare noget, jeg har fundet på for at holde ferie. Tro mig, det her er ingen ferie. Det er som om de problemer, jeg måtte flygte fra på mit job nu er kommet på hjemmefronten.
Jeg kan slet ikke med det her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke blive i denne tilstand, for den trækker både mig og mine omgivelser ned, og hvis jeg bare hopper tilbage som om intet er galt, frygter jeg at tage alvorlig skade.
Jeg sidder fast. Hvordan kommer jeg fri? Skal jeg bare vende tilbage til mit normale liv, og håbe det virker? Er det det eneste sted, jeg kan være accepteret, og bare må acceptere det, hvis mit hjerte så står af? Det føles sådan.
Jeg er så ked af det. For et par uger siden måtte jeg gå hjem fra arbejde, fordi mit hjerte skræmte mig med nogle ubehagelige slag, der blot tog til, indtil jeg stoppede mine opgaver. Jeg har længe været stresset på jobbet, og har erkendt at der er no way jeg kan indhente mængden, der hastigt vokser, selv om jeg inddrog aftener og weekender. Alt var blevet brandslukning - 50 timer om ugen - og mit elskede job begyndte at plage mig, fordi jeg ikke kunne levere varen.
Jeg har været ved lægen og blodtryk er ok. Hjertet har opført sig pænt siden oplevelsen, så jeg gjorde det rigtige ved at tage hjem og holde ferie. Skal starte på mandag.
Jeg er frygtelig plaget af dårlig samvittighed. Jeg vil gerne være en god medarbejder og tilbage til mit job, hvor mine også pressede kolleger må være overbebyrdede i mit fravær. Jeg vil også gerne være en god mor og kone og klare alle de ting, de beder mig om nu jeg har "ferie". Jeg er bare ikke i stand til ret meget. Nogle dage er jeg hundeangst for at forlade mit hjem om det så bare er at gå ud med en skraldepose. Jeg føler mig generelt meget utryg, når min mand ikke er her, og den sidste uge har han stort set ikke været hjemme. Til gengæld beder han så mig klare forskellige ting, og har slet ingen forståelse for, at bare det at jeg skal tage mig sammen giver mig hjertebanken, kvælningsfornemmelse osv.
Alle siger jeg skal passe på mig selv og få det rigtig godt igen, men de bliver ved at stille krav og forventninger op for mig. Presse mig ud i situationer, jeg slet ikke kan klare nu. Det er som om stress ikke findes. Det er bare noget, jeg har fundet på for at holde ferie. Tro mig, det her er ingen ferie. Det er som om de problemer, jeg måtte flygte fra på mit job nu er kommet på hjemmefronten.
Jeg kan slet ikke med det her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke blive i denne tilstand, for den trækker både mig og mine omgivelser ned, og hvis jeg bare hopper tilbage som om intet er galt, frygter jeg at tage alvorlig skade.
Jeg sidder fast. Hvordan kommer jeg fri? Skal jeg bare vende tilbage til mit normale liv, og håbe det virker? Er det det eneste sted, jeg kan være accepteret, og bare må acceptere det, hvis mit hjerte så står af? Det føles sådan.