Den Undrende

Det lyder som om din perfektionistiske forestilling mest handler om drømme og måske ikke handler så meget om virkeligheden. At du mere fokuserer på fremtiden end på NU'et. At forestille sig at man kan være sammen resten af livet er en smuk tanke, der for langt de fleste ikke har noget med virkeligheden at gøre. For rigtig mange bliver det efterhånden sådan, at de ikke håber, at de skal være sammen med partneren resten af livet . Skilsmissestatistikkerne er jo osse et udtryk for hvordan vi mennesker faktisk lever.

Din perfektionisme medfører bl.a. en statisk tilgang til din tilværelse, sikkerhed frem for udvikling, vished fremfor nysgerrighed, tryghed fremfor satsning og det bliver til en spændetrøje både for dig og for en evt. partner.

Hvis man/du skal leve sammen med en (aldeles uperfekt) partner, så er der en masse hvor man ikke er enige, ikke er ens, ikke har de samme holdninger osv. og hvis man ikke selv er rummelig nok, og f.eks. forundres eller morer sig over forskellighederne, ja så må man jo indgå kompromiser og endog af og til sluge en blåhval, hvis man stadig vil være sammen.

Perfektionisme er jo bl.a. en angst for det uforudsigelige, som den osse viser sig i dit sidste spørgsmål:

Men bliver det hele mon så godt igen?

For at citerer et par poeter:
Bob Dylan: "If you don't take a chance, you won't dance!"
Søren Kiekergaard: "Den der vover risikere at miste fodfæstet for en stund. Den der ikke vover risikere at miste sig selv."

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen

Fordelene ved mit vægelsind, må være at jeg bruger det som et værktøj til at skaffe mig selv den bedst mulige partner, jeg kan få. Det skal være en der er perfekt til mig og som jeg kan være sammen med resten af livet, villa, vovse, volvo... osv
Men set i lyset af at ingen er perfekte, skal der jo uundgåeligt indgås nogle kompromiser!
Så jeg ved ikke om det hænger sammen med min pessimisme. Fordelene for mig, ved denne "udvælgelsesproces", er at få så passende en partner som muligt. Men, dette er jo som bekendt både en fordel, og en ulempe!
Andre fordele ved at være pessimist, er altid at være forberedt (så vidt muligt), på "worst case scenario". Hvis man er bare lidt forberedt på hvad der kan gå galt, gør det ikke så ondt og konsekvenserne er overskuelige. Kontrol.
Jeg kan slet ikke tåle folk, der bare kaster sig hovedkuls ud i noget, der potentielt kan have store negative konsekvenser for vedkommende. Være det sig, følelsesmæssige eller økonomiske. Romantik er dejligt, men aldrig uden lige at stikke en finger i jorden samtidig. Andet, er blot direkte naivt.

En af grundene til mine spørgsmål, er også den at jeg savner min kæreste så meget. Og jeg ved ikke om jeg gjorde det rigtige, i at slå op! Jeg havde gået i længere tid og tænkt over nogle ting jeg ikke var tilfreds med. Ting jeg ikke umiddelbart kunne se nogen ændring på, og jeg havde gjort op med mig selv at det ikke var den store forelskelse der var tale om her.
Men det er før sket for mig, at jeg ikke ved hvad jeg har, indtil det er væk. Og det er jo helt forfærdeligt at sidde her nu, og pludselig ikke vide om disse ting jeg droppede hende pga, nu egentlig - når det kommer til stykket - ikke har den store betydning, alligevel?!
Vi var næsten sammen hveranden dag, siden vi mødte hinanden. Og så når man ikke rigtig at savne hinanden nok, når man hele tiden er sammen!
Det jeg ikke kan finde ud af, er om de negative ting vil vende tilbage hvis vi fandt sammen igen, eller om jeg nu ville lære at sætte anderledes pris på hende, efter at have haft tid for mig selv, og har fundet ud af at jeg virkelig savner hende!
Hvis jeg nu presser på for en forandring på "modspils-området" og en forandring i sexlivet?! Folk kan vel ændre sig, så længe de er villige til dette.
Men bliver det hele mon så godt igen?

Den Undrende

Lige som man i politik kan finde løsning på mange politiske spørgsmål ved at sige: "Følg pengene!", så kan man inden for psykologiske problemer sige: "På hvilken måde gavner din adfærd dig, hvad er fordelen ved den?".

Så hvad er fordelene ved dit "vægelsind"? Hænger det sammen med dit pessimistiske sortseersyn? Og hvad er fordelen ved at være en pessimistiske sortseer for dig?

Jeg vil igen vende tilbage til det, jeg kalder din selvfølelse, som jeg tror du kunne have gavn af at få styrket, bl.a. så du bedre kan mærke hvad der er godt for dig og hvad ikke - og ikke mindst så du ikke lader, hvad der er godt for dig, bestemme af dine omgivelsers syn/ideer.

Hvad man m/k skal vælge, og hvordan man m/k gør det, er jo meget individuelt. De fleste vil jo hellere være "rige og raske" end "syge og fattige", men du kan jo altid på en ganske enkel måde prøve følgende udsagn igennem: "Det har stor betydning for mig, at hun har en skæv næse!" og derpå "Det har ikke stor betydning for mig, at hun har en skæv næse!", så vil du i de fleste tilfælde hurtigt finde ud af, hvad der har betydning for dig. Og du kan jo variere spørgsmålene på mange måder.

TO SLAGS NEGATIV TÆNKNING BAG DEPRESSION - Forskningsnyt fra psykologien 2001, 10(5)

MAN KENDER IKKE ALTID SELV SIN "NEGATIVE TÆNKNING" - Forskningsnyt fra psykologien 2001, 10(5)

HVORFRA KOMMER DE NEGATIVE TANKER, DER GIVER DEPRESSION? - Forskningsnyt fra psykologien 2001, 10(5)

Ja psykoterapi koster penge, det gør hovedreparationer på biler osse .

Hej Per

Mange tak for svaret!
Jeg er 28.
Nu vil jeg lige tilføje til mit første indlæg, at jeg egentlig ikke går og tænker så meget over mine analyser af andres fejl, til daglig. Jeg gør det mere eller mindre ubevidst. Så at bruge ordet besættelse, er måske en overdrivelse, trods alt ) Men jeg syntes stadig det er en trist vane! Jeg ser op til folk der ikke er så pessimistiske som jeg selv, og som har tendens til at fokusere mere på det positive, fremfor at være en sortseer som jeg!
Jeg elsker at snakke om psykologi - specielt hvis det handler om mig selv , så det er ikke fordi jeg ikke tør søge professionel hjælp. Blot, syntes jeg ikke min væremåde ødelægger (for meget) af min livskvalitet, og så er en sådan et terapiforløb jo desværre heller ikke gratis - tværtimod!

Men, nu var mit første indlæg og spørgsmål, nu også mere henimod det med valg af kæreste, og hvorfor jeg har så svært ved at finde ud af hvornår jeg bør indgå kompromis med en kærestes skavanker: (Hun har en skæv næse - til gengæld har hun en flot røv! Eller... det kan godt være hun er dum, men til gengæld er hun skide sød! Osv...) Og hvornår jeg skal sige fra med det samme! (Hun er smuk, til gengæld er hun gal øksemorder, osv...)

Problemet med mit spørgsmål er jo det, at det er SÅ individuelt som noget kan være. Det er kun mig selv der kan svare ordentligt på, hvad der er vigtigt for mig, hos en kæreste.
Men hvad er vigtigt, og hvad er vigtigst?! Hvad er, når det kommer til stykket - ganske ubetydeligt?
I mit sidste forhold, blev jeg irriteret over at hun ikke gav mig nok mentalt modspil, og at hun var lettere kedelig i sengen (på trods af en overvældende sexlyst fra hendes side).
Er det min opgave som kæreste, at oplære hende på de punkter jeg ikke bryder mig om? Jeg bryder mig ikke om at lave om på folk, for så er de jo pludselig en anden - uoriginale. Viljeløse. Uinspirerende.
Til gengæld ved jeg bare med mig selv, at hun var en pige jeg ville kunne leve med resten af livet, og vi ville have et kedeligt men stabilt forhold. Jeg elsker stabilitet. Hader kedsomhed.

Og sådan er det om og om igen - plusser/minusser. For og imod.

Hvad mener du om det?

Hej Den Undrende

Ja andres ulykke er jo bedre end ens egen . Det handler jo nok ikke så meget om "hvornår du ikke skal lade dig nøjes med, og hvornår du skal indgå kompromis?", så meget som det handler om din egen selvfølelse. Hvordan dit syn er på dig selv, hvad du vil opnå med din perfektionisme, hvilke krav du er angst for fra andre. Jeg tænker, at du måske ville kunne profitere af noget psykoterapi, så du kunne komme lidt ned under overfladen og finde ud af, hvad det (bl.a. din lille hobby) i grunden handler om. Hvor gammel er du?

Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej

Jeg har for nyligt slået op med min kæreste, efter ca et halvt års forhold! Umiddelbart, var det meste ellers fint, men der havde hele tiden været nogle ting jeg ikke syntes var så godt, i længden! Men hun var så sød på alle andre punkter, at jeg håbede det positive ville overskygge det negative! Sådan, alt i alt!

Men jeg tror nu desværre, at det mest er mig der er problemet, i de forhold jeg indleder. Jeg er virkelig rådvild mht hvornår jeg skal se igennem fingre med skavanker, og hvornår jeg bare ikke må lade mig nøjes! Problemet er, at jeg er perfektionistisk anlagt mht visse sager, og helst ser folks fejl før jeg ser deres forcer.
Jeg nyder, hvis jeg kan se folks fejl - det gør mig ligesom lidt bedrevidende og ophøjet. Dette gælder alle omkring mig. Familie, venner, kollegaer, osv. Det er dog sjældent at jeg konfronterer folk med disse skavanker. Så det handler ikke om, at jeg nyder at nedgøre folk, for på den måde at få en form for magt over dem. Dog, er det jo altid rart at have disse "hemmeligheder" i baghånden, hvis der igennem en evt. konfrontation skulle blive behov for dem!

Men når denne lille "hobby" bliver til en besættelse - især i forhold til en kæreste, går det bare så meget ud over mig selv! Jeg ville ønske, at jeg ikke var så emsig på dette punkt. At jeg var mere fleksibel og eftergivende. Nogle gange, skal der så lidt til for at ødelægge det hele. F.eks., hvis jeg har mødt en pige, der ellers er udmærket kæreste potentiale i, kan jeg bakke helt ud hvis f.eks. nogle venner syntes hun er grim. Hvis mine forældre syntes hun er uinteressant. Det betyder for meget for mig, hvad andre syntes om min kæreste, i sådan en grad at det i nogle tilfælde kan ende med at jeg dropper hende pga det.

Den perfekte kæreste findes ikke, og jeg er i den grad heller ikke perfekt selv! Men, hvordan finder jeg ud af, hvornår jeg ikke skal lade mig nøjes med, og hvornår jeg skal indgå kompromis?