Hej

Jeg forstår dig ganske udmærket, jeg har selv kendt savnet af et barn, som jeg ikke ønskede aborteret.

Man kan ikke blot affeje dig med "bare en slimklat", nej det var et lille bitte foster, som du ikke magtede at have nu, det er trist, men sådan er det. Mange kvinder kender din situation, smerten ved at opgive barnet, selvbebrejdelserne, den umulige situation du stod i mellem to meget svære valg.

Du må tilgive dig selv, at du traf den beslutning, som du gjorde. Din krop skal nu indstille sig på, at du ikke er gravid længere. Mens du gør det, så vil jeg anbefale dig at gå på biblioteket og låne en virkelig god bog om din situation:
Britt Karin Larsen: Du er alligevel til, Hans Reitzels Forlag, 1990
Bogen er en kvindes smukke afsked med det barn, hun valgte ikke at føde. Og hendes accept af den beslutning.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per.. Ved ikke hvor jeg skal starte..
Jeg er en ung pige på 20 år og indtil igår var jeg gravid - 8+5 henne..
Men jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle kunne tage mig af barnet.
Jeg har en kæmpe gæld efter et forhold med en der viste sig at være alkoholiker, mig og min kæreste har kendt hinanden i 4år men har kun været kærester i 4 mdr., han ville ikke ha' barnet og jeg står midt i min uddannelse.
Så i går tog jeg på sygehuset og fik de 3 piller der stopper graviditeten.
Jeg har det så dårligt. Jeg føler mig skyldig, ond, en masse ting jeg ikke kan forklarer..og så savner jeg det spændende ved at være gravid..kan ikke forklarer det. Jeg troede ellers det var besluttet.

Min kæreste (også 20 år) forstår ikke jeg skal være så nede for som han sagde: "det er jo bare en slimklat i maven, det har ikke noget med et barn at gøre endnu."
Er så frustreret og sur på ham, han vil ikke engang prøve at få fri fra arbejde i morgen når jeg skal indlægges til observation og have de sidste piller.. Er bange for at det kan ødelægge vores forhold, for hvorfor kan han ikke prøve at være bare lidt voksen og forstå at det ikke bare er en pille man sluger?!!
Jeg har ikke fortalt andre det for har altid sagt jeg ikke ville have abort og jeg er bange for at de vil kigge ned på mig. Men jeg kunne jo ikke give barnet hvad det fortjente!
Jeg græder hele tiden og vil bare langt langt væk lige nu..

Undskyld det lange brev, men jeg skulle bare ud med det..