Hej

Det lyder som om, at det kunne være en rigtig god ide, at du tog din kone i hånden, og at I så fandt en professionel psykoterapeut, og at I fik jer noget PARTERAPI. Så kunne I måske få afklaret, om I fortsat skal være sammen, og hvad I i så fald skal ændre hver især, eller om I skal afslutte jeres forhold og så finde ud af, hvordan I bedst kommer videre hver for sig og få en måde, hvor jeres børn har en god og rigelig kontakt med både deres far og deres mor.

Inden du/I vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Ja, overskriften beskriver vist dilemmaet. Hvad angår hverdagens opgaver, så har vi altid hjulpet hinanden. Min kone er stadig på barsel og jeg har mistet gnisten så hun laver mest for tiden. Jeg er hjælper selvfølgelig og det er feks mig der afleverer den ældste, ofte mig der handler ind, osv. 'Normalt' deler vi dog opgaverne ret ligeligt.
Vi bor langt fra vores familier og har derfor ikke bedsteforældre eller familie om hjørnet til at tage børnene. Det betyder, at vi stort set kun har 'kærestetid' når vi besøger familien - måske en dag eller aften hver anden/tredie måned. Kærestetid til hverdag foregår der hjemme. Det har selvfølgelig været hårdt. De sidste par måneder har jeg ikke været god til at tage initiativer. Og hvad angår sex, så tænder jeg ikke rigtig på hende længere. Jeg savner sex men jeg gider ikke rigtig.
Når jeg tænker på mit liv de sidste par år har jeg nok prioriteret det efter hvordan jeg på et givet tidspunkt har ment jeg ønsker det skulle se ud om 5-10-20 år. Nu er der så gået 5-10 år, og jeg føler ikke det var det jeg ville og synes nok mine valg har fået mig den forkerte vej. Jeg har nok ikke været rigtig ærlig over for mig selv - eller min kone - tidligere.

Man skal gøre sig fortjent til en skilsmisse. Helt enig. Jeg har heller ikke lyst til at opløse mit ægteskab pga en anden kvinde - det skal (helst) være fordi forholdet ikke virker. Men jeg har det også sådan, at skal vi skilles kan det lige så godt blive før end senere. Så tror jeg at muligheden for at vi - hver for sig - kan komme videre er bedre.

Hej

Spørgsmålet er vel i overskriften? Skilles eller ...

Måske kunne du overveje, hvordan du bidrager til kedsomheden i forholdet? Du skriver ikke om I f.eks. deles ligeligt om de mange opgaver, der er med små børn og hjem? Det er ikke en ualmindelig situation for par med små børn, at der går for meget leverpostej og hverdag i forholdet. Hvad har du gjort for at opretholde jeres kæresteforhold - jeres voksenrelation? Har I jeres egen kæresteaften i løbet af ugen? En aften eller dag der er reserveret jeres to's forhold?

Hvis du fortsat vil være i forholdet, så kunne jeg anbefale dels at få fat i Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen



Og dels kunne du/I jo overveje noget PARTERAPI, inden I evt. vælger at skilles. Phillip C. McGraw mener, at man skal gøre sig fortjent til skilsmisse, forstået sådan, at man har prøvet alt, inden man vælger den løsning - især når man har børn sammen. Det er måske meget fornuftigt.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er en mand på snart fyrre. Jeg har kendt min kone i over ti år og sammen har vi to børn (på et og fire år).
Jeg føler ikke jeg elsker min kone længere og har måske haft det sådan i længere tid.
Jeg gider ikke rigtig at være hjemme for tiden. Når jeg er, er jeg fraværende og irritabel. Jeg bruger det meste tid sammen med børnene for at undgå at skulle forholde mig til min kone. Jeg har dog en ret kort lunte pga mit dårlige humør som påvirker især den ældste.
Jeg har over et par år oprettet profiler på flere datingsider, mest for at chatte og se andre profiler og har aldrig brugt det til at møde andre. Jeg har desuden over et par år besøgt sexbiografer, -klubber, o.l. flere gange; men ikke haft sex med nogen.
Vores sexliv synes jeg længe har været kedeligt. Vi har i de sidste par år haft sex et par gange om måneden. I starten var det oftest mig der lagde op (vel mest fordi jeg har oftere lyst) men nu orker jeg ikke længere og har trukket mig og overlader det til hende.
Jeg har flere gange tænkt at min utilfredshed kun er lige nu og at det går over igen. Men det har jeg efterhånden tænkt et par år. Vi har været enige om de fleste ting i hverdagen, men jeg har flere gange foreslået, at vi skulle prøve noget nyt. Dette har feks været at flytte til et andet land i i et par år. Andre gange har det drejet sig om mindre ting jeg har ønsket, feks rejser med en ven (2-4 ugers 'adventure' rejser) eller blot en sportsgren eller træning et par gange om ugen. Jeg har dog aldrig følt hendes opbakning til andet end noget der har haft med uddannelse (og dermed nyt job til mig) at gøre. Det har accepteret men det ærgrer mig nu - og jeg kan mærke lidt bitterhed mod hende. På den måde føler jeg vores forhold ikke er ligeværdigt, jeg føler jeg er gået for meget på kompromis.

I december mødte jeg en udenlandsk pige. Vi var sammen et døgn. Bagefter var jeg virkelig glad - nærmest svævede. Nu skriver vi sammen, flere gange om dagen, og vi har talt om at mødes igen hvilket jeg virkelig har lyst til. Kontakten til hende påvirker mig selvfølgelig, men jeg vil ikke kaste mig ud i en skilsmisse pga hende; det skal være fordi mit forhold ikke fungerer. Til gengæld føler jeg virkelig hun har åbnet mine øjne og jeg ser nu et forhold jeg ikke er tilfreds med. Samtidig har jeg helt droppet datingsider, mm. Det er noget jeg har gjort for at krydre min hverdag/sexliv, men jeg jeg har altid hadet mig selv for at bruge det. I det hele taget er små løgne blevet en normal del af min hverdag - og det ønsker jeg ikke at blive ved med (hverken for min eller min kones skyld).

I de mange år vi har været sammen har vi flere gange talt om at gå fra hinanden. Senest i januar i år - min kone har selvfølgelig bemærket mit dårlige humør. Jeg har sagt, at jeg ikke har gnisten, at jeg synes det hele er logistik for at få hverdagen til at hænge sammen og at jeg gerne vil arbejde for forholdet. Det er rigtigt men jeg har svært ved at se hvordan jeg/vi skal komme videre... Min kone virker tilfreds med vores forhold men vil selvfølgelig ikke acceptere at mit dårlige humør skal påvirke hele familien.
Jeg vipper mellem at 'smutte' og 'starte forfra' (og slippe for at leve på små løgne) og at blive for at få det til at fungere (om ikke andet for børnenes skyld).