[b]Hej Ebbe[/b]

Netop fordi de udgør en enhed, man får jo en anelse mere ud af at stikke den anden en på tuden end blot at sige: Nu stikker jeg dig en på tuden :1:

Det er jo bl.a. derfor at mennesker i andre kulturer, hvor følelser er mere offentligt tilladt, gestikulere mere, bruger deres krop mere i kommunikationen.

Psykoterapeutisk har det bl.m.a. betydning på den måde, at nogen mennesker måske er mere i kontakt med deres følelser og krop end med deres hoved og at den nemmeste tilgang måske er kropslig for siden at lande i hovedet (forstanden/det mentale) - mens andre måske er mere mentalt orienteret og har brug for at komme i bedre kontakt med deres krop og deres følelser, men hvor man starter fornuftsmæssigt.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per

Tak for dit svar. Det giver jo umiddelbart mening. Du skriver "musklerne i vores krop spejler vores følelser og omvendt - derfor er det en god ide at arbejde med begge størrelser - psyken/det mentale og kroppen". For at blive endnu klogere tillader jeg mig at være lidt pernittengryn-agtig: Hvorfor er det en god idé at arbejde med begge størrelser, når nu muskler/krop og følelser spejler hinanden? Ikke for at være pedantisk, men for at blive klogere på et lidt højere niveau, om jeg så må sige.

Venligst

Ebbe

[b]Hej Ebbe[/b]

Gestaltterapi går i al enkelhed ud på at lukke uafsluttede gestalter f.eks. lukke uafsluttede konflikter og traumer, der stadig (lev)er inden i os. Til den slags uafsluttede konflikter er knyttet følelsesmæssigt stof, og til enhver følelse er knyttet en muskulær respons. Musklerne i vores krop spejler vores følelser og omvendt - derfor er det en god ide at arbejde med begge størrelser - psyken/det mentale og kroppen. Psyken er mere end følelserne den er osse bevidstheden og underbevidstheden (hvis den findes :1:) og derfor er det en god ide at have alle sider med.

Jeg håber, at jeg fik gjort dette noget svært forklarlige rimeligt forståeligt :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Man hører ofte, at det kan være godt at have kroppen med, når man arbejder terapeutisk. Hvorfor er det lige, at det er sådan? På den ene side kan jeg godt se en vis logik, men på den anden side kan jeg ikke rigtig forklare mig selv det. Alene argumentet: at det er godt at få helheden med, gør mig ikke klogere.

På forhånd tak

Ebbe