Kære Rodløs.

Synes Per skriver noget vigtigt og rigtige gode spørgsmål til dig. Håber du vender dig ind ad, i stedet for at være ovre i ham.

Kan du genkende det her ?

Jeg kender en fantastisk bog der hedder Kæreste-billeder, af Hanne Hostrup. Den skulle du læse. Tårnet og Bulldozeren.

Du får ham ALDRIG til at ville dig, hvis han ikke vil. Lige meget hvor meget du maser.... Sagt med omsorg.

Held og lykke og pas på dig. Cat

Hej Rodløs

Du vil gerne have mig til at hjælpe dig til at forstå "mænds tanker og handlinger"! Hvis jeg kunne det og samtidig kunne skrive en bog om det, så ville jeg nok være mangemillionær .

Mænd er lige så forskellige som kvinder og osse, når det gælder modet til og ønsket om kontakt til det andet køn. Så jeg vil nu hellere prøve at koncentrere mig lidt om dig i denne sag . Hvad får dig, der gerne vil "tosomheden" til at vælge at ville afprøve den med en mand, der netop på så mange måder tyder på ikke at kunne finde ud af det?


Andrea Desmond-Smith: Rodløs
Klik på billedet for at se det større

Du skriver, at sagen ikke er afklaret? I min optik ser den nu ret afklaret ud, og det ser ud til, at du ikke vil afklare den. Det er din beslutning at slutte den eller ikke at slutte den. Det har du din frie vilje til at gøre. Din frie vilje til at komme videre i livet efter en kort og god stund med manden. Det ser ud til, at du ikke vil se realiteterne i øjnene? Du forfalder (forelskelse?) til "magisk" ønsketænkning: "kan mærke han i virkeligheden ønsker det samme", for at opretholde din illusion om, at han er den rette for dig.

Handler det i virkeligheden om din egen rodløshed og rastløshed? Hvordan er det med dig og bolig, børn, kærester? Og hvad handler din rodløshed og rastløshed i grunden om?

Hvordan slå rod på en rodløs, men mindre man er en epifyt?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kan det passe at mænd reagere meget hårdere på at blive alvorligt brændt end kvinder?

Jeg er en kvinde i 30erne som er blevet voldsomt forelsket i en mand med angst. Angst for kvinder og sikkert også angst for at binde sig da han er håbløst rodløs og rastløs.

Det hele startede så godt. Mødtes på nettet, chattede, flirtede og blev vilde med hinanden. Da vi endelig mødtes i ”det virkelige liv” var kemien og den seksuelle tiltrækning overvældende. Det var sommer, vi havde fri og vi kunne ikke få nok af hinandens nærvær (blev sågar præsenteret for hans familie ved flere lejligheder, trods det korte bekendtskab).

Vi boede langt fra hinanden og vores forhold var derfor lidt umuligt, men man når jo langt med Skype. Pludselig næsten fra den ene dag til den anden holdt han op med at skrive. Jeg blev naturligvis ret overrasket og undrende, og begyndte at læse tilbage i gammel chat historie for at se om der kunne være noget der, som på nogen måde kunne have stødt ham, såret eller lignende. Det var helt umuligt. I de sidste par dage havde vi mest hyggesludret om arbejde, og forsøgt at hjælpe hinanden med nogle problemstillinger.

Da jeg endelig hører fra ham skriver han i en sms, at han stadig syntes at jeg var super skøn og dejlig, men at han havde problemer med sig selv, og behøvede noget tid til at finde ud af hvad han egentlig ville med sit liv. Jeg blev naturligvis knust! Røg fra den 7'ende til ned under gulvbrædderne med et ordentligt brag. Skadet, forslået og grædende forsøgte jeg at give ham tid, men når man er forelsket føles bare en uge jo som en evighed. Efter nogle dage klagede jeg min nød, og nærmest tvang ham til at sige at han bare havde mistet interessen, og forklarede ham at det jo var fair nok, og helt ok – men det ville han ikke!

Blev ved med at holde på at han bare skulle have tid. Jeg forklarede, at jeg ville prøve, slettede ham fra min facebook og lignende og forsøgte at komme videre. 3 måneder gik og jeg kontaktede ham igen... (Kunne jo ikke komme videre, da han jo spøgte så længe den ikke var lukket). Han blev glad for den genoprettede kontakt. Vi begyndte at flirte igen, men da jeg foreslog at ses, bakkede han med det samme, og fortalte at han stadig ikke var klar (bøvl med firmaet og andet), men at han gerne ville holde kontakten på facebook. Vi har nu chattet nogle gange, men flirten er ikke hed. Han har forklaret mig, at han for 5 år siden blev voldsomt brændt og nu er bange for kvinder, men hvad skal jeg stille op?

Han er 39 år, uden børn og totalt rodløs. Han bor delvist hos sin bror i udlandet og delvist hos forældre i DK. Han har uden tvivl umulige boligforhold, men på trods af det og stor afstand har han selv nævnt at han også så en fremtid med mig.

Skal jeg vente? Hvor længe? Pt.. føler jeg ikke at jeg kan andet end at vente, da jeg ikke kan komme videre uden afklaring! Hvad er han så bange for, og hvordan skal jeg håndtere dette uden at skræmme ham væk, og uden at få mig selv nedbrudt på vejen?

Jeg er selv en rodløs og lidt rastløs person og er nok den sidste, der ville hindre ham i at gøre og opleve hvad han vil. Én ting bliver ved med at nage mig. Hvis jeg virkelig var vild med en person, ville jeg ikke risikere at han fandt sammen med en anden imens jeg tænkte. Er det ikke tegn på lav interesse, at han tør det med mig? Vil bare mærke tosomheden, og kan mærke han i virkeligheden ønsker det samme... Håber at du vil hjælpe mig til at forstå i mænds tanker og handlinger?