Hej Moderbundet

Tak for de pæne ord

Lad mig starte med, at når du er 19 år, så er du ikke længere en pige, så er du en ung kvinde, og når du fylder 25 år, vil jeg ikke engang kalde dig ung længere . Pige knytter sig til barn og til manglende voksent ansvar for sig selv. Læs FRA BARN TIL VOKSEN i kategorien OM PSYKEN her i PSYKE & SEX DEBAT. Og her er vi så ved bindingen til din mor.

På hvilken måde har det hjulpet dig at undgå følelser, og hvilke følelser har du undgået - er det grundfølelserne: vrede, glæde, sorg, liderlighed?
Depression er bl.a. at undgå og/eller at holde sine følelser nede.

Sårbarhed er ikke lig med svaghed. Sårbarhed er bl.a. at kende sig selv godt, at indse de begrænsninger man har, og at tage godt vare på sig selv. At erkende sin sårbar og at stå ved den, gør faktisk en stærkere.

Måske skulle du overveje, at udskifte din mor med veninder, venner, kærester, og på den måde få det til dig selv, som du har brug af menneskelig kontakt. Og husk: Modet til at turde, giver evnen til at kunne. Pøj, pøj .

Måske kan du have glæde af min lille samling af MANTRAS & EKSISTENTIELLE BESLUTNINGER

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per,

fantastisk side og hvor du dog er hjælpsom!

Jeg er en 19-årig pige, som skal i gang med en uddannelse og flytte hjemmefra. Men jeg har nogle personlige problemer, som jeg ville ønske, jeg kunne få nogenlunde styr på før.

For det første har jeg tendens til at være depri - flere i min familie er psykisk skrøbelige.
Der er ikke bare tale om pubertetsbestemte humørsvingninger, men ligefrem måneders nedture, hvor jeg:

- Føler mig stresset
- Mangler overskud, hvilket jeg normalt ALDRIG tillader mig selv (især i forhold til andres problemer)
- Kan græde rigtig meget
- Er fuld af opgivenhed/"ligegyldighedsfølelse" og ikke kan komme i "højt humør"

Jeg forsøger at afhjælpe humøret ved fysisk aktivitet, men det hjælper kun kortvarigt.

For det andet er jeg og har jeg i mange år skyet/benægtet følelser - været utrolig hård/rationel, vel for at beskytte mig selv.
Jeg har slugt meget i stedet for at vise følelser... måske jeg ligefrem har sat lighedstegn mellem tårer og svaghed.
Det har givet mig problemer i kærlighedsforhold bl.a. Jeg er også dårlig til at "give slip" og føler sex som pligt.

For det tredje har jeg en ufatteligt stærk moderbinding, hvilket er noget lort... jeg skal jo også flytte... jeg kan ligefrem ikke forestille mig en hverdag uden min mor! Jeg forestiller mig næsten, at jeg vil få angstanfald og dødsangst uden hende. Håber bare mit studie kommer til at optage mig meget, og så må jeg sørge for at engagere mig meget socialt. Sørme om jeg ikke også har svar på det hele selv (joke).

Jeg føler, at jeg har brug for gode råd, og jeg håber, du vil skrive et par linjer, det ville være rigtig pænt og stort af dig!