Hej Musette

Netop det, at du ikke er vandt til blive overvældet af følelser, er måske årsagen til branden nu. Dit hus var ved at tørre ud, og så tager ilden ordentligt fat .

Du må snakke med din ven om, hvordan jeres forhold skal være fremover.
Og hvis det kan være en trøst så: Romantic love 'lasts just a year' (bbc)

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej og tak for svar!

Forstår godt hvad du mener: At man ikke skal bruge sit krudt på at hænge fast i en håbløs forelskelse: Så hellere bruge sit krudt på at komme videre!

Noget andet er så at jeg tænker over, hvorfor pokker jeg dog pludselig bliver SÅÅÅÅ forelsket: I sig selv er det jo en naturlig sag, ikke mindst i betragtning af mit noget døde ægteskab. Men det der alligevel overvælder mig er, at der på bagsiden af denne forelskelse dukker en stor sorg op. Ikke så meget over min mand (vi skal nok finde ud af at blive skilt lige så stille og roligt og pænt), men over mit illusionstab: Drømmen om den eneste ene er bristet, der er ikke nogen store problemer, men bare ikke den kærlighed og samhørighed, jeg havde drømt om og satset på.

Kunne en stormende forelskelse, som man har svært ved at rumme og forholde sig til være et udtryk for, at man gerne vil forsøge at fastholde drømmen om den eneste ene frem for at forsøge at forholde sig til sorgen over at den altså ikke gik med min nuværende mand? Jeg plejer ikke sådan at blive overvældet af forelskelser i tide og utide, og hvis jeg gør, så er det altså ikke på denne måde, hvor jeg bliver så rundt på gulvet.

I øvrigt har jeg været venner med ham jeg er forelsket i i 1 1/2 år og er faktisk ked af at det er blevet så pokkers indviklet. Venskabet var jo fint nok, og pludselig blev det så pokkers svært. Jeg har i hvert svært ved at rumme alle mine følelser og er også selv meget bange for et evt. nyt forhold. Lige som han også siger, at han er.

Bedste hilsner
den forvirrede

Hej Musette

Tag tyren ved hornene, når han kommer hjem. Sig lige ud, at du er forelsket i ham og gerne vil noget mere med ham. Hvis han siger nej tak, så stol på det, og brug ikke mere krudt på at overbevise ham om, "at han gerne vil".

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er 48 år, gift i 15 år og har en datter på 6 år. Min mand og jeg har et godt forældreskab og en rimelig base, men ikke særlig meget andet sammen, herunder ikke noget sexliv. De første mange år var det sjovt og livligt, men der har været så mange belastninger, at den side af samlivet døde ud. Parterapi har været forsøgt uden meget succes.

Jeg har nu mødt en mand, der er i en situation, som ligner min. Vi har været venner i 1 1/2 år. Lige så stille og glidende kom der nogle følelser, som lå ud over venskab. Han flirtede lidt og inviterede mig ud flere gange. Da jeg så inviterede ham ud (til en kirkekoncert (!)) endte vi bagefter på en cafe og han var meget underlig. Han ville IKKE have en elskerinde men talte om forelskelse osv. osv. Jeg blev meget forvirret, gik hjem og tænkte over tingene, og endte med at drikke mig kanonfuld og ringede til ham: Skældte ham ud og sagde også noget om at jeg var lidt vild med ham (ikke min normale adfærd).

Vi har ikke helt kunnet tale om alt dette. Han siger, at han er meget bange for mig, har ønsket at vi skulle lade det hele ligge lidt, taler ind imellem om at vi skal være et par, men reagerer voldsomt og vredt, hvis jeg flirter eller fortæller en lidt fræk vits. Hans signaler er meget blandede. Jeg har været meget forelsket i ham, nu er jeg nok lidt mere nede på jorden. Han har været ude og rejse i et par måneder - aftalen er, at vi skal tale sammen, når han kommer hjem, og det er snart. Jeg føler mig som en pige på 19 år igen, men er også meget bange for ham. Der er meget stærke følelser på spil fra min side, og han har sat fut i alle de erotiske følelser, der har været alt for længe på stand by. Men også i min angst for at involvere mig, for at blive forelsket og "afhængig" af et andet menneske. Mit ægteskab har ind imellem været svært. Ud fra hans reaktioner er der muligvis noget lignende på spil for ham (?) Jeg synes, det er svært at komme nogen vegne med det hele.

Han bor sammen med sin exveninde og deres to små børn, men har sin egen lejlighed og omtaler sig som single. Men jeg tror nu nok, at han er meget mere engageret i den sag end som så.

Hvordan kommer man dog videre i alt dette uden at såre hinanden?

Bedste hilsner
Tine