Uanset hvad så gå ikke fra hende. støt hende og vær der så meget du nu kan.

Og læs alt det af som hun læsser af til en af dine bedste kammerater så du ikke går med det alene

Hej

Det er bestemt osse vanskeligt at vide, hvad der er det bedste. Måske er det godt at snakke med veninderne. Måske bliver hun rigtig vred på dig. Jeg tror det bedste du kan gøre er at snakke med hende om dine bekymringer. Vil hun ikke lytte til dig, er der nok ikke så meget du kan gøre, ud over at lade være med at få dårlig samvittighed over at du ikke kunne gøre mere.

Foreslå hende at kontakte Unge & Sorg, der kan hun måske hjælp til at komme over sorgen og tabet af sin far.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hvis jeg går til lærerne med det vil de muligvis smide hende helt ud, da de ser meget hårdt på stoffer og den slags.

Ved bare ikke om jeg skal kontakte moderen, søsteren eller veninderne der hjemme i håb om, at de kan bringe hende på rette bane... Tror hun klarer den her i første omgang, men hendes bedste ven sidder i fængsel og kommer ud om få uger, hvor han gerne vil være sammen med hende som de var sammen i gamle dage.. Hun holder ufattelig meget af ham og jeg er bange for at hun vil følge ham. Og den vej er som sagt ikke den bedste vej...

Hvordan overbeviser jeg hende om, at hun er ved at komme ud på dybt vand?

Hej

Du lyder som en rigtig god og tænksom kammerat, men samtidig er hun nok en væsentligt større opgave end du kan magte. Din kæreste har tydeligvis stærkt brug for professionel hjælp, er der ikke mulighed for at lærerne på jeres efterskole kan hjælpe hende med at få det?

Du kunne måske vise hende denne side: Unge & Sorg, måske er der mulighed for, at hun kan få hjælp den vej. Klik på Unge & Sorg.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er efterskole elev.

I dag har jeg kommet sammen med min kæreste fra skolen i 1 måned. Eller vi har "pause". Problemet ligger bare i det ikke rigtig fungerer pga hun har en helvedes masse problemer.

Hun har aldrig haft det nemt. Hendes far døde for nogle år siden af en sygdom og hun er aldrig kommet sig. Moderen har det ikke godt psykisk. Hendes onkel og tante skal snart i retten med noget voldhalløjsa og onklen har slået hende før. Samtidig med at næsten alle af hendes ekser også har slået hende. Hendes bedste ven sidder inde. Hun er på stoffer/hash ikke det hårde men hun savner det. Hun blev sendt hjem på en tænker, og lærerne er efter hende, fordi hun ikke kan klare skolen. Hvis hun bliver smidt ud fra skolen ender hun på ungdomshjem. Hendes bedste veninde er droppet ud, og hun er langt nede og tænker på selv at droppe ud. Problemet ligger ikke i, at jeg måske mister hende. Det sker for alle men at jeg mister hende til det liv, hun savner, har jeg det skidt med. Fordi hun vil ende ude i det lort, hvor der ingen fremtid er. Hun vil blive mere afhængig af det og gå længere og længere ind i det miljø.

Jeg har i den sidste uge forgæves forsøgt at få hende til at indse, at det er noget lort, men det har ingen rigtig effekt, og der går ikke mange uger inden hun beslutter sig. Hun siger bare, hun savner det, der hjemme men jeg vil bare ikke se hende ende i det skidt. Så hvad kan jeg gøre for at få hende til at indse, at det er noget lort, det hun længes efter, og at hun må se længere frem end bare dagen i morgen. Da vi har ferie nu og hun møder sine gamle venner trækker det endnu mere i hende. Hvad kan jeg gøre for at få hende sporet ind på den rette bane? Jeg vil bare ikke se hende ude i det skidt...