af 1313 » 11. nov 2010 22:19
Hej,
jeg mødte for snart et år siden en dejlig fyr, som lige var kommet ud af et alvorligt og turbulent forhold (ifølge ham selv).
Vi dater en mdrs tid, men han ender det med at han siger at de rigtige følelser ikke er der.
Vi aftaler dog at være sammen uden forpligtelser (da jeg var glad for ham og troede han måske ville ændre mening).
Han er meget bekræftende rent fysisk både seksuelt, men også ellers. Han er dog følelsesmæssigt verbalt fuldstændig lukket.
Jeg får flere følelser for ham og giver ham et ultimatum, at enten er vi rigtigt sammen eller også stopper vi. Han siger vi skal stoppe da han ikke har de følelser for mig.
Vi starter dog med at se hinanden igen, da han siger, at tingene har ændret sig og at han har savnet mig. Han er dog verbalt meget følelsesmæssigt lukket. Jeg giver flere og flere gange udtryk for at jeg har brug for at han også verbalt fortæller mig at han godt kan li mig. Han blir ofte irriteret når jeg påpeger dette og siger at det føles påtaget.
Det ender med at jeg igen spørger hvad det er vi laver, og han igen siger at han ikke har de rette følelser for mig og at vi skal stoppe.
Pludselig er han der igen en mdr efter og meget dramatisk sidder og græder og fortæller at vi SKAL være sammen og alt tidligere kun har været fordi han i hans hoved ikke ville være i et forhold, men at han nu har indset at han er forelsket i mig og ikke vil undvære mig.
Jeg påpeger at han at skal overvinde min usikkerhed og fortælle at han godt kan li mig osv fordi eller hverken kan eller vil jeg se ham igen. Han siger at han aldrig vil gå fra mig og at han vil gøre alt. Han sender blomster på mit arbejde og invitere mig ud at rejse og andre ting, men har stadig meget svært ved af sig selv at sige hvad han føler for mig. Han kan godt sende søde sms'er men sige det ansigt til ansigt, det virker meget svært for ham.
Jeg er meget glad fordi han er kommet tilbage og fordi han siger at han nu er forelsket i mig, men samtidig er jeg meget usikker og bange for hvornår han går fra mig igen, hvilket jeg påpeger mange gange og vi har lange snakke om det.
Efter 1,5 mdr da jeg nævner usikkerheden igen, ændrer han pludselig adfærd og siger at når alt kommer til alt så er han ikke sikker på noget og at han aldrig blir det. Han tror ikke på traditionelle forhold og at han ikke ved om han har lyst til at være i et forhold. Han gider ikke tage hensyn til andre og vil egentligt bare være sig selv, så derfor er det bedst vi stopper.
Jeg bliver rimelig paf over dette da jeg føler at det er præcis det samme som det hele tiden har været og kan slet ikke forstå hvordan man kan opføre sig sådan. Hvorfor bruger man så meget energi på at vinde mig tilbage hvis man fra starten ved at man ikke vil være i et forhold?
Samtidig har jeg dog svært ved at tro på at han mener det, men at det virker som et eller andet forsvar eller indstilling til til når noget går som han ikke havde forventet.
Jeg ved det ikke, men er rimelig forvirret over, at man kan behandle et andet menneske på den måde.
Er jeg blind, dum eller...
Mvh
Hej,
jeg mødte for snart et år siden en dejlig fyr, som lige var kommet ud af et alvorligt og turbulent forhold (ifølge ham selv).
Vi dater en mdrs tid, men han ender det med at han siger at de rigtige følelser ikke er der.
Vi aftaler dog at være sammen uden forpligtelser (da jeg var glad for ham og troede han måske ville ændre mening).
Han er meget bekræftende rent fysisk både seksuelt, men også ellers. Han er dog følelsesmæssigt verbalt fuldstændig lukket.
Jeg får flere følelser for ham og giver ham et ultimatum, at enten er vi rigtigt sammen eller også stopper vi. Han siger vi skal stoppe da han ikke har de følelser for mig.
Vi starter dog med at se hinanden igen, da han siger, at tingene har ændret sig og at han har savnet mig. Han er dog verbalt meget følelsesmæssigt lukket. Jeg giver flere og flere gange udtryk for at jeg har brug for at han også verbalt fortæller mig at han godt kan li mig. Han blir ofte irriteret når jeg påpeger dette og siger at det føles påtaget.
Det ender med at jeg igen spørger hvad det er vi laver, og han igen siger at han ikke har de rette følelser for mig og at vi skal stoppe.
Pludselig er han der igen en mdr efter og meget dramatisk sidder og græder og fortæller at vi SKAL være sammen og alt tidligere kun har været fordi han i hans hoved ikke ville være i et forhold, men at han nu har indset at han er forelsket i mig og ikke vil undvære mig.
Jeg påpeger at han at skal overvinde min usikkerhed og fortælle at han godt kan li mig osv fordi eller hverken kan eller vil jeg se ham igen. Han siger at han aldrig vil gå fra mig og at han vil gøre alt. Han sender blomster på mit arbejde og invitere mig ud at rejse og andre ting, men har stadig meget svært ved af sig selv at sige hvad han føler for mig. Han kan godt sende søde sms'er men sige det ansigt til ansigt, det virker meget svært for ham.
Jeg er meget glad fordi han er kommet tilbage og fordi han siger at han nu er forelsket i mig, men samtidig er jeg meget usikker og bange for hvornår han går fra mig igen, hvilket jeg påpeger mange gange og vi har lange snakke om det.
Efter 1,5 mdr da jeg nævner usikkerheden igen, ændrer han pludselig adfærd og siger at når alt kommer til alt så er han ikke sikker på noget og at han aldrig blir det. Han tror ikke på traditionelle forhold og at han ikke ved om han har lyst til at være i et forhold. Han gider ikke tage hensyn til andre og vil egentligt bare være sig selv, så derfor er det bedst vi stopper.
Jeg bliver rimelig paf over dette da jeg føler at det er præcis det samme som det hele tiden har været og kan slet ikke forstå hvordan man kan opføre sig sådan. Hvorfor bruger man så meget energi på at vinde mig tilbage hvis man fra starten ved at man ikke vil være i et forhold?
Samtidig har jeg dog svært ved at tro på at han mener det, men at det virker som et eller andet forsvar eller indstilling til til når noget går som han ikke havde forventet.
Jeg ved det ikke, men er rimelig forvirret over, at man kan behandle et andet menneske på den måde.
Er jeg blind, dum eller...
Mvh