KRONIK: Seksualdebatten, der blev væk

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om PROSTITUTION
Besvar
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

KRONIK: Seksualdebatten, der blev væk

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

"Anja": Seksualdebatten, der blev væk Politiken 10. okt 2006

De, der vil kriminalisere prostitution, vil måske gøre noget for de prostituerede. Men hvorfor interesserer de sig kun for symptomer – og ikke for årsagerne til seksuel frustration?

Der føres en livlig debat om prostitution. Skal prostitution kriminaliseres eller ej?

Men der føres ikke nogen debat om, hvorfor der overhovedet eksisterer prostitution. Det er ikke nogen menneskeret at få tilfredsstillet sit sexbehov, hedder det i debatten. Enig. Men hvordan det går for resten med den seksuelle tilfredsstillelse? Hvorfor handler så meget diskussion om prostitution og ikke om sex?

Den historiske seksualpolitiske kamp for fri abort, for oplysning om sex, for onani uden skyldfølelse og rygmarvsbetændelse og for det selvfølgelige i førægteskabeligt samkvem har langt hen ad vejen sejret.

Der er i dag oplysning om og let adgang til prævention. Vi har fået den frie abort – og dermed også mindre angst for at blive gravid i forbindelse med sex. Langt de fleste opfatter sex som en selvfølgelig og naturlig del af menneskelivet, og personer, der ikke lever i parforhold, kan sagtens have sex. Kvinder har – selvfølgelig – også en egen seksualitet, som er andet og mere end at tilfredsstille en mand, der lige såvel som egen tilfredsstillelse koncentrerer sig om sin partners. Det er lige så oplagt, at kvinder får orgasme, som at mænd får udløsning.

Bøsser og lesbiske kan gifte sig.

Der er gjort enorme fremskridt på den seksuelle frigørelses vej. Men disse fremskridt er sandelig ikke kommet af sig selv. Det har krævet 100 års kulturkamp mellem det klassiske frisind og den sorte reaktion.

Den seksuelle undertrykkelse og frustration skabte ufrie, autoritetstro og manipulerbare mennesker. Og kampen for den seksuelle frigørelse handlede om mere end vilkårene for seksuel tilfredsstillelse. Den østrigsk/tyske læge og sexolog Wilhelm Reich gjorde i 20’erne gældende, at den systematiske seksuelle frustration, der prægede den tids samfund, påvirkede det enkelte menneskes personlighedsdannelse og lagde grunden til en stærk autoritetstro.

Den historiske kamp om den seksuelle frigørelse var – og er – i virkeligheden en kamp om individets almene frigørelse. Den katolske kirke og den amerikanske præsident belærer – i 2006 – ulandenes befolkninger om, at vejen til at undgå aids går over afholdenhed. Hvad er det for liv, disse mennesker skal leve?

Hvor langt er vi så nået i den seksuelle frigørelse? Jeg ved det ikke. Men jeg ville da gerne vide det. Jeg ved fra min dagligdag som prostitueret, at der den dag i dag er store seksuelle frustrationer. Både hos mænd og kvinder. Men jeg kunne godt efterlyse en systematisk og mere videnskabelig undersøgelse af spørgsmålet. Måske en ny Kinsey-rapport.

Er prostitution da en del af løsningen på de seksuelle frustrationer? Nej, det er det ikke. Ikke desto mindre er prostitution kommet for at blive. Lige så lidt som man i 20’ernes USA kunne afskaffe forbruget af alkohol gennem et forbud, kan man i dag afskaffe prostitution gennem kriminalisering.

Der er to fundamentale strukturelle drivkræfter bag prostitution. Den ene er monogamiet, der medfører, at mange mennesker ikke føler sig seksuelt tilfredsstillet. Det andet er den social-økonomiske ulighed, hvor kvinder, der prostituerer sig, kan opnå goder, de ellers ikke ville kunne opnå.

Prostitution kan være grusom. Kvindehandel og narkoafhængige prostituerede er to eksempler herpå. Mange kvinder, der frivilligt har valgt prostitution, vantrives som prostituerede. Der er god grund til – især for politikerne – at sætte ind i disse problemer.

Desværre har skiftende regeringer gjort alt for lidt for at løse de forfærdende problemer, der er knyttet til prostitution. Hvis der bare var en brøkdel af den interesse, der er for kriminalisering, for at løse de egentlige problemer, der er knyttet til prostitution, var vi nået langt. Men desværre har politikerne i bund og grund svigtet deres ansvar i forhold til at løse de grundlæggende problemer, der er knyttet til prostitution.

Det betones ofte i debatten at årsagen til, at kvinder rekrutteres til prostitution, skal søges i psykologiske forhold, herunder at de prostituerede som børn har været udsat for omsorgssvigt eller seksuelle krænkelser. Men man bør ikke undervurdere, at for mange, der rekrutteres til prostitution, er det muligheden for en høj indtjening, der er motiverende. Derfor kommer man ikke uden om at se rekrutteringen til prostitution i sammenhæng med de økonomiske og sociale vilkår, der gælder for den gruppe af kvinder, der er særlig udsat for at gå ind i prostitution.

Det bør derfor overvejes generelt at hæve den sociale standard, så motivationen for at prostituere sig forringes. Det drejer sig bl.a. om generelt at forbedre uddannelsesmuligheder, jobmuligheder og karrieremuligheder for hele den gruppe af unge og yngre kvinder, der i dag står nederst i det sociale hierarki.

En række nyere tendenser i socialpolitikken peger faktisk i den modsatte retning. Loftet over kontanthjælpen og starthjælpen. Unge kontanthjælpsmodtagere under 25 år har fået nedsat deres i forvejen lave hjælp efter seks til ni måneder på kontanthjælp. Den i forvejen knappe hjælp kan nedsættes med en tredjedel i 3 eller 20 uger, hvis en person udebliver fra en samtale eller et tilbud.

Mon sådanne tiltag virkelig skulle modvirke, at unge kvinder bevæger sig ud i prostitution?

Netværket TEAM GIMEL har lavet en række oplæg om disse problemer, og de kan alle læses på www.gimel.dk. Vi har også holdt møder med folketingspolitikere fra stort set alle partier, og referaterne fra disse møder kan også læses på www.gimel.dk. I korthed et resume af oplæggene:

Der er brug for langt, langt flere ressourcer til bekæmpelse af kvindehandel, og de handlede kvinder burde have en opholdstilladelse på mindst to år under gode og trygge sociale forhold. De narkoprostituerede burde under kontrollerede forhold gratis få dækket deres behov, gerne i kombination med en frivillig aftrapning. Det er hårdt nok at være narkoman, og det bliver ikke sjovere af at være nødt til at prostituere sig.

Der bør indføres en revalideringsordning for kvinder, der vil ud af prostitution, og i denne forbindelse bør der indføres en særlig revalideringsydelse med en maksimumsramme på 25.000 kr. Mange prostituerede er i forvejen på kontanthjælp, og de prostituerer sig, fordi de oplever, at de og deres eventuelle børn ikke kan skabe sig et ordentligt liv på kontanthjælpsniveauet. Disse kvinder bryder kun ud af prostitution, hvis de får en højere levestandard end den, kontanthjælpen kan give dem.

Tilbage vil være en restgruppe af prostituerede, der har et afklaret forhold til deres valg af erhverv, og som trives med deres arbejde. Ingen af dem er lykkelige på grund af deres arbejde. Men de trives med det på fuldstændig samme måde, som de fleste andre, der går på arbejde, på godt og ondt trives med deres job. Denne form for prostitution kunne gøres fuldt lovlig på følgende præmisser:

a. Udøvere af denne legale prostitution bør udstyres med et næringsbrev, idet registreringsmyndigheden dog skal have tavshedspligt, så uvedkommende ikke kan kontrollere den enkelte prostitueredes identitet.

b. Ved tildelingen af næringsbrevet bekræfter udøveren, at det er hendes eget frie valg at arbejde som prostitueret, og at hun selv fuldt ud disponerer over en indkomst, der herigennem kan opnås.

c. Udøverne skal forpligte sig til at deltage i et regelmæssigt sundhedstjek, først og fremmest med henblik på at kunne behandle eventuelle kønssygdomme og forebygge en spredning af disse.

d. På grund af erhvervets atypiske karakter og særlige historie understøtter det offentlige organiseringen af forsikringsordninger (men bidrager ikke nødvendigvis finansielt), som typisk tegnes af selvstændige erhvervsdrivende, ligesom det offentlige som udgangspunkt støtter en brancheorganisering af udøverne af certificeret prostitution. Således skal den prostituerede være sikret i tilfælde af sygdom og på lige fod med andre erhvervsudøvere i tilfælde af andre sociale begivenheder.

e. Der bør også etableres centre for rådgivning af udøvere af lovlig prostitution. Eventuelt kan eksisterende centre indgå heri. Rådgivning vedrører sociale forhold, sundhedsforhold, juridiske forhold og i et vist omfang personlig og psykologisk hjælp. Der bør i hver kommune ansættes prostitutionsvejledere, der hjælper den prostituerede med at løse de problemer, hun løber ind i, herunder også hjælp til at komme ud af prostitution. En vejledning, der skal udøves på den prostitueredes præmisser, og hvor vejlederen også taler den prostitueredes sag i forhold til kommunen.

f. Den prostituerede skal betale moms og skat ligesom alle andre erhvervsdrivende.

g. Den prostituerede, der arbejder på en klinik, er også selvstændig erhvervsdrivende, og klinikkerne skal registreres hos registreringsmyndigheden, der også skal føre tilsyn med klinikkerne og behandle klager fra prostituerede, der arbejder på klinikkerne.

h. Som led i målsætningen om, at ingen kvinder skal presses ud i prostitution, skal denne lovlige prostitution have en særlig stilling i forhold til arbejdsmarkedsreguleringen, hvilket bl.a. skal indebære, at den ikke indgår i nogen form for aktivering.

Der er i øvrigt brug for en kommission vedrørende prostitution, der på grundlag af en omfattende indsamling af viden og analyser kan komme med indstillinger til politikerne, og TEAM GIMEL har stillet forslag om en sådan kommission.

Vi er en del prostituerede kvinder, der trives fint ved at arbejde. Vi trives med vort arbejde ligesom gennemsnitsdanskeren på godt og ondt trives med sit arbejde. Som prostitueret leverer jeg en serviceydelse. Jeg bruger min krop, og det har jeg det fint med.

Denne gruppe kvinder er totalt afklaret med, hvilke fordele og ulemper et job som prostitueret indebærer.

De er afklaret med, at de har valgt et job, der befinder sig i en gråzone indhyllet i dobbeltmoral. De er på grund af fordomme om branchen nødt til at leve et dobbeltliv. De kan psykisk håndtere en sådan tilværelse.

De har som regel også opsat nogle klare regler for, hvad de vil udsætte sig selv for og dermed gøre for penge, og de sikrer, at deres selvværd er intakt. Det, at man er afklaret i forhold til sit arbejde som prostitueret, er helt afgørende for, at man kan trives i jobbet.

Jeg ved godt, at mange undres over, at man kan trives som prostitueret. Lad mig prøve at forklare det nærmere. En fysioterapeut eller en kropsmassør bruger både noget af sin sjæl og sin krop i sit arbejde. Det gør en afklaret prostitueret også. Vi ser ingen principiel forskel. Vi føler ikke, det er ydmygende. Vi har et professionelt forhold til vort arbejde, og jeg tør vove at påstå, at vi i vort arbejde har en faglig stolthed.

Vi er ikke stakler – vi er derimod bevidste om at vores valg af job.

Vi udøvende vil gerne kunne opnå samme vilkår som alle øvrige erhverv i det danske samfund, eksempelvis at vi under sygdom kan opnå retten til sygedagpenge. I en del fag kan man arbejde, selv om man har et brækket ben i gips. Det kan man ikke i vores.

Der skal ikke komme nogen – bedrevidende – og fortælle mig, at ganske vist synes jeg selv, jeg har det fint som prostitueret, men det har jeg ikke forstand på. Disse bedrevidende er formynderiske. Jeg vil godt have lov til at bestemme over min egen krop, tak.

Kriminalisering løser ikke ét eneste af de grundlæggende problemer, der er knyttet til prostitution, og man kan oven i købet frygte, at prostitution under jorden vil afføde meget ny kriminalitet.

Hertil kommer, at en kriminalisering af prostitution slet ikke forholder sig til de seksuelle frustrationer, der hersker i vort samfund. De, der vil kriminalisere prostitution, vil måske gøre noget for de prostituerede. Men hvorfor interesserer de sig kun for symptomerne på og ikke for årsagerne til den seksuelle nød og frustration, der i høj grad er drivkraften bag efterspørgslen efter købesex?

Der er stadig brug for debatten om den seksuelle frigørelse og tilfredsstillelse, hvor sex ses som en integreret del af menneskets personlighed, følelser og relationer til andre. En glædens, frydefulde seksualitet, fri af skam og skyld, med udfriende orgasmer og udløsninger. Sex med dem, man har lyst til.

Det er klart, at hvis man i et parforhold ønsker monogami, skal det respekteres, men man må nok acceptere, at et menneske igennem et liv har mere end én sexpartner.

Den seksuelle frigørelse udleves af det enkelte menneske, men der er samfundsforhold, kultur, normer, institutioner, der øver indflydelse på og skaber nogle rammer for den enkeltes muligheder for at udleve seksualitet. Derfor er den seksuelle frigørelse ikke kun noget, den enkelte kan udleve. Den seksuelle frigørelse vokser ikke ud af den blå luft, men har historisk været – og er den dag i dag – en del af kultur- og værdikampen.

"Anja" er prostitueret.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "PROSTITUTION"