Side 1 af 1

Personlighed har betydning for overlevelse

: 11. aug 2006 17:16
af PER HOLM KNUDSEN
Kræftpatienter med neurotiske træk har større risiko for at dø af sygdommen end andre patienter

Nervøsitet og følelsesmæssig ustabilitet er træk, der betegnes som neurotiske. Og jo stærkere disse træk er, jo større er risikoen for at dø af en kræftsygdom. Det tyder resultaterne af en ny dansk undersøgelse på. I perioden 1976-77 blev godt 1020 personer fra Københavnsområdet interviewet af en læge, og de svarede på en række spørgsmål om personlighedstræk og sundhedsadfærd – for eksempel deres forbrug af alkohol og tobak.

Siden da har 189 af dem udviklet kræft, og undersøgelsen ser på, hvordan det er gået med patienterne. Det viser sig, at folk med neurotiske træk har større risiko for at dø af deres kræftsygdom.

- Jo stærkere trækket er – jo højere er risikoen, og tendensen er tydeligst blandt kvinder. Og det gælder også, når vi tog hensyn til ting som f.eks. tobaks- og alkoholforbrug, da de indgik i undersøgelsen, og om de ved interviewet havde andre psykologiske træk, der kunne betegne dem som afvigende, siger Pernille Envold Hansen, psykolog, ph.d-studerende ved Institut for Epidemiologisk Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse.

Læs mere hos Kræftens Bekæmpelse