Det skulle have været os...

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om PIGER OG KÆRESTER
Besvar
Gæst

Det skulle have været os...

Indlæg af Gæst »

Jeg er 17 år og af hunkøn. For ca. 7 måneder siden forelskede jeg mig i en mand på 29 som havde kæreste. Det er først senere at det er gået op for mig at jeg rent faktisk var forelsket i ham, for på det tidspunkt var jeg helt sikker på at han bare var en meget speciel ven, og jeg nægtede at være forelsket i ham - han var jo 29 og havde kæreste!
Vi havde året inden arbejdet frivilligt sammen, og var blevet ret gode venner - dog uden udveksling af tlf. numre... Men så i maj i år, var vi igen til det samme frivillige arrangement, hvor vi pjattede og snakkede utroligt godt sammen - om ALT(!). Vi jokede og havde det fedt, og da jeg kom hjem, var det pludselig hårdt at mangle det. Jeg fik hans nummer, og vi sms'ede venskabeligt - men samtidig hver eneste dag...
Vi var til en fest hos fælles venner, hvor han var der sammen med kæresten. Vi var blevet placeret i hver sin ende af bordet, men ud på aftenen kom vi alligvel til at sidde ved siden af hinanden, og det føltes bare enormt rart at have ham tæt på, og da det, ud på de små timer, var tid til at sige godnat blev det også til et rart knus fra ham.
Han inviterede mig til skt. hans hos ham, og det endte med at vi sad alene ved bålet og talte til længe efter at solen var stået op... Jeg var sikker på at have fået en fantastisk ven, og var lykkelig.
På det tidspunkt blev det en vane at skrive godnat til hinanden hver eneste aften, og nu var det ikke kun dagligdags-ting vi skrev om, men komplimenterne til hinanden havde nærmest ingen ende.
Jeg tog i sommerhus med forældrene i sommerferien, og kedede mig grusomt, og så kom han den lange vej kun for at besøge mig...
Det hele var så surrealistisk, for vi var/er så uhyggeligt ens, og taler på samme niveau, deler mange interesser og kunne slappe fuldstændigt af med hinanden... Han var/er bare så anderledes i forhold til alle andre jeg har mødt, og jeg var så lykkelig over, at han syntes det samme om mig...
I en sms skrev han forsigtigt at han var forelsket i mig, også selvom jeg stadig ikke ville indrømme at det samme gjaldt for mig. Men glade for hinanden det var vi i hvert fald. Allerede halvanden uge senere kom han igen og besøgte mig, og vi havde det skønt og jeg var holdt helt op med at snakke om ham som en ven - kun overfor min mor. Jeg var vildt forelsket, og vi sendte søde beskeder til hinanden.
Vi begyndte at ses hemmeligt og kørte ud i naturen for at være sammen, og knus blev til kys.
det var efterhånden helt sikkert at vi kunne blive et perfekt par, og at vi sagtens ville kunne imødegå folks fordomme om aldersforskel - det var jo deres problem!
Vores problem lå i, at han (halvhjertet) havde købt et hus med sin kæreste, som bandt ham i 6 mdr., for ellers ville han komme i MEGET stor gæld... Det ville sige at han først ville kunne stoppe det med kæresten til december, hvorefter han ville sælge huset og være sammen med mig.
Enkelte gange kom jeg frygteligt i tvivl, men det var kun kortvarigt, for jeg elskede/elsker ham så utroligt højt, og har aldrig stolet på nogen mere end ham. Selvom vi ikke sås nogle gange i helt op til 3 uger i træk pga. hans arbejde, gjorde vores kærlighed til hinanden os stærke, og vi kunne pludselig overkomme vores hverdag meget nemmere end før - vi havde et mål!

Men, men, men... det måtte jo være for godt til at være sandt... For 2 dage siden, blev det slået fast, at hans kæreste er gravid, og hun vil beholde barnet, da hun med sin x mistede et barn i 4. måned, og nu er bange for aldrig at få børn... Det var IKKE planlagt, og hun er en af de 0,01% om året af kvinder der tager p-piller og alligevel bliver gravide...

Han har aldrig i sit liv været så ulykkelig... Men han kan ikke forlade en gravid kvinde - det er han simpelthen for god til... Han har valgt at tage ansvar for hans barn - velvidende at han ikke vil blive lykkelig med sin nuværende kæreste... Han har følt sig tvunget til at vælge barnet frem for mig, og det knuser os...

Vores følelser for hinanden og drømme om, hvordan det kunne blive for os som et par er uændrede.
Han har fortalt mig, at han aldrig har elsket nogen så højt som mig, og jeg tror ham.
Godt nok har jeg aldrig haft en kæreste før, men jeg har været forelsket før, og kender fyre bedre end de fleste, da jeg altid har været en 'drenge-pige'... Og aldrig havde jeg troet at skulle møde en mand så fantastisk som ham...

Vi mødtes i går, og vi tudede begge... Hvorfor? hvorfor skulle det bare ikke være os? uretfærdigheden er ubærlig...
Han sagde at han aldrig ville kunne afskrive mig, og at hans største håb var, at vi kunne mødes en gang i fremtiden og fortsætte hvor vi slap (altså inddirekte havde han allerede nu planer om, at være hos moderen og barnet i et par år, og så forlade dem, fordi han vidste han ikke ville være lykkelig hos dem...) Fra nu af blev vi nødt til at holde os på venneniveau for ikke at narre os selv...

Jeg laver ikke ret meget andet end at tude for tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv... Vi elsker hinanden, og at lade være med at sige det, føles ligesom at lyve for os selv...
Tanken om, at hun kunne miste barnet har strejfet mig, men chancen er jo så lillebitte, at jeg ikke ser noget håb...

Vi var skabt for hinanden... men sådan skulle det ikke være :cry:

Er der overhovedet noget konstruktivt at stille op?

Hilsen indbegrebet af en person ramt af ulykkelig kærlighed...
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Det skulle have været os...

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej

Det er da osse en sørgelig historie om stærke følelser - og din ven forsøger at være en ansvarlig mand, der vil tage sit ansvar for, at hans kæreste venter hans barn.

Du kan jo næppe gøre andet end at vente et par år og så se, om jeres følelser så stadig er de samme. Og som én, der er kommet lidt op i årene, så tror jeg osse godt, jeg kan sige, at dette næppe bliver din sidste kærestesorg. Der er ikke andet for end at lære sig, hvordan man bedst håndtere sorgen. Måske kan du bruge denne side: :idea: TABSPROCESSEN

:idea: Læs mere i PSYKE & SEX om Kærestesorg.

Held og lykke med det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Gæst

Det skulle have været os...

Indlæg af Gæst »

At skrive lidt af hele min situation ned hjalp faktisk... Og især fordi jeg ikke kun skrev den ned så jeg kunne læse det for mig selv igen og igen, men at skrive det til dig her, har også hjulpet mig til at erkende, at det er sådan tingene forholder sig, og at jeg bliver nødt til at acceptere det og få det bedste ud af hvad vi har...

Og som én, der er kommet lidt op i årene, så tror jeg osse godt, jeg kan sige, at dette næppe bliver din sidste kærestesorg.

Ja, man kan ikke forvente det perfekte liv...

Tusind tak for muligheden for dette (og undskyld jeg fik postet emnet forkert :roll: )
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar 2: Det skulle have været os...

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej

Det kan mange gange være en rigtig god idé at få det skrevet ned, det kan gøre ens tanker noget klarere. Og selvfølgelig er det osse godt at have nogen at skrive det til, det er gode redskaber i SORGEN.

Du behøver ikke at undskylde, det kan jo være lidt svært at vide, hvor jeg gerne vil have indlæggene. Jeg har osse svært ved det nogen gange, men så er det jo godt, at jeg kan flytte rundt på dem :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "PIGER OG KÆRESTER"