|
Kære Per
Jeg er en ung kvinde på 29, som har været i et fast forhold i snart 3 år. Vi har været nogle hårde tider igennem, da jeg har været igennem et psykologforløb pga ptsd som følge af seksuelt misbrug som barn. Min kæreste har været en kæmpe stjerne og har støttet mig 120% igennem det hele. Det er klart, at et sådan forløb har lagt en dæmper på vores ellers vidunderlige og eksperimenterende sexliv, som jeg savner rigtig meget! Forløbet med psykolog stoppede for et års tid siden, og jeg har siden da forsøgt at lægge op til sex eller bare kærlig kropskontakt - det sker dog yderst sjældent. Det skal også lige nævnes, at vi arbejder i hver vores ende af landet, så selvom vi bor sammen, ses vi reelt kun i weekenden.
Mit problem er, at han afviser mig hver gang jeg prøver at lægge op til den mindste intime kontakt, ikke nødvendigvis sex. Så sent som i sidste uge var vi på forlænget weekend - meget tiltrængt. Her foreslog jeg at tage et lækkert boblebad og nyde den champagne, der var stillet frem til os på værelset. Det kunne han slet ikke og sagde at jeg kørte for hårdt på. Vi har haft sex ca 5 gange det sidste år... Jeg prøver at styre mig selv og undgå kontakt, der kan misforståes, men der bliver bare ikke lagt op til noget fra hans side. Jeg synes, det er svært at tale med ham om det, for han lukker helt ned.
Derudover er jeg begyndt at vågne om natten ved at han ligger ved siden af mig, med ryggen til og onanerer, og i hans skrivebordsskuffe ligger der en 'gokkesok'... altså, han har lyst, bare ikke til mig.
Det sårer mig utroligt meget, at han vælger at bruge sin seksuelle energi på onani i de få døgn, vi har sammen, når jeg hungrer efter intimitet og forløsning.
Mine tanker kredser mere og mere om sex, mine drømme, på job, i min fritid og det påvirker mig i den grad, at han ikke har det mindste begær eller lyst til mig. Hvad skal jeg gøre?
Mvh
Strudsen!
|
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
