Kære Per Holm Knudsen

Jeg ved, også af egen erfaring, at man kan komme i et afhængighedsforhold til sin terapeut. Men hvad tænker du om situationen, hvor man hopper - eller “shopper” - fra terapeut til terapeut - ikke grundet utilfredshed med den enkelte behandler, men ud fra et dybfølt behov for at møde forståelsen, indlevelsen og omsorgen om og om igen fra vekslende personer? Det er jo en ret sikker og tryg måde at gardere sig mod afvisning eller ligegyldighed på, når man blotter sig følelsesmæssigt for en andet menneske. Men hensigtsmæssigt er det vel næppe.
“Man” er mig, og mit egentlige spørgsmål er nok, om terapi-afhængighed kan afhjælpes netop gennem terapi, hvilket jo umiddelbart lyder selvmodsigende.

Vigtigt for det fulde billede er, at det i bund og grund handler om et umætteligt behov for at finde erstatninger for en far, der døde alt for tidligt - en livslang problemstilling.

På forhånd tak for svar

Mvh. CS

Hej CS

Du har muligvis spurgt før, der ligger et lignende spørgsmål her i dette forum. Læs osse det.

Måske handler din afhængig ikke af terapi, men måske er du mere blevet "afhængig" af savnet af din far, og på den måde har du måske ikke sluppet ham, som man på et tidspunkt, må gøre i sin tabs- og sorgproces. Måske bliver du nødt til at finde ud af, hvad det er du forestiller dig, at din far ville kunne give dig nu, hvis han pludselig dukkede op igen i dit liv. Hvilke livskvaliteter er det, som du ønsker fra din far/terapeut? Hvordan gør du det vanskeligt for dig selv med ikke at få disse behov opfyldt i det virkelige liv?

En psykoterapeut kan måske hjælpe dig ud af den fælde, hvis vedkommende ikke falder for "terapeutafhængigsfælden" - men mere forstår det som en langvarig uafsluttet tabsproces - en måde hvor du måske paradoksalt forsøger at holde din far i live, selv om han døde for mange år siden.

Jeg ved ikke om dette giver mening.

TABSPROCESSEN

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk

Hej igen

Tak, det giver rigtig god mening - og nej, jeg har ikke skrevet om dette emne før, men har læst dine svar til den anden nu. Til gengæld skrev vi sammen om et terapiforløb, der var kørt skævt, under emnet “Psykoterapi og etik” på et tidspunkt.

Det er over 40 år siden, jeg som 4-årig mistede min far. Jeg mener at have fundet afklaring omkring netop ham og hans person, men jeg søger uvilkårligt fortsat én far - overalt, ikke kun qua terapeuter.

Hvad kan en far/ville en far kunne give mig i mit liv i dag? Omsorg og opmærksomhed, jeg skulle have haft som barn. “Ren” kærlighed uden seksuel tiltrækning og praksis. Oplevelsen af at være fars smukke og dejlige prinsesse, genstand for hans beundring og ubetingede kærlighed. Jeg har en dejlig mand, jævnaldrende, som jeg elsker højt, men vi er ligeværdige makkere og partnere, har sex osv. Det er jo noget helt andet.

I den virkelige verden uden for terapirummene lader jeg mig såre, kue, ydmyge af mænd, der er væsentligt ældre end jeg. Ikke, at det er deres intentioner overhovedet, men jeg søger noget hos dem, de ikke kan og ikke skal give mig, og jeg står på tæer for at please dem og få deres omsorg og anerkendelse. Og da de ser mig som voksen og ligeværdig, mens jeg følelsesmæssigt er en lille pige i vores relation, bliver det noget rod og årsag til frustration og fortvivlelse hos mig. Det er jo ydmygende at blive en logrende hundehvalp, der kæmper for sin herres gunst!

Så er det mere ligetil i terapirummet, hvor jeg bliver set og hørt som den, jeg er, med alle facetter - men jeg er jo p.t. en troløs datter, der hopper fra far til far for at undgå at ende “alene og svigtet”. Det er virkelig noget rod - og meget frustrerende.

Mvh. CS

Hej CST

Ok. I grunden er det vist lidt af en selvmodsigelse, når du skriver: "Jeg mener at have fundet afklaring omkring netop ham og hans person" og samtidigt skriver du: "men jeg søger uvilkårligt fortsat én far - overalt, ikke kun qua terapeuter." Hvis du er afklaret i forhold til din far, så er der vel ret beset ingen grund til at søge efter ham mere? Din far er død, og han kommer ikke igen, måske kan du finde ud af at være en god far for dig selv - men den far, du leder efter, findes ikke mere i den ydre verden.

Hvordan kunne du give dig selv alt det, du går og søger efter rundt omkring og åbenbart ikke får, så du endelig er mæt, og ikke behøver det mere? Hvordan kunne din indre far hjælpe dig med at blive og forblive en voksen kvinde?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk

Tak for dit svar.
Måske har du ret, men jeg oplever det ikke som en selvmodsigelse. Jeg anerkender og accepterer, at min far er død forlængst, og at netop han ikke kommer tilbage og “redder mig til sidst”, som jeg fantaserede om som barn. Jeg har også “tilgivet” ham, at han selv valgte døden til. Men “fænomenet” Far har jeg aldrig sluppet drømmen om og længslen efter - jeg får ikke MIN far tilbage, men jeg vil så forfærdeligt gerne have en anden. Well, det er selvfølgelig to sider af samme sag.

Det er nogle gode spørgsmål, du stiller til sidst. Jeg aner det ikke. Nu ved jeg godt, du er tilhænger af begrebet multiseksuel, men normalt ville jeg forklare mig med, at min orientering mod faderfigurer er lige så indgroet, som det er for mange mennesker at være hetero- eller homoseksuelle. Jeg kan IKKE “bruge” hverken min mand eller mig selv som ydere af den ultimative, betingelsesløse kærlighed, jeg higer efter fra ældre mænd. Og hvad angår mig selv i dén hypotetiske rolle - altså som giver af omsorg og kærlighed til mig selv - så er jeg reelt min egen værste fjende og kritiker. Jeg har ingen varme følelser for mig selv, slet ikke som den lille pige, jeg var engang - jeg kan fx ikke holde ud at se fotos af mig selv som barn, vil helst udslette alle minder, fra jeg var 8-9 år til jeg fyldte ca. 20 år. Og det er jo netop dén lille pige, jeg bliver igen, når jeg længes så frygteligt efter at blive passet på, bekræftet, vist omsorg. Så jeg skammer mig selv ud og lægger mig selv for had, når jeg mærker hendes eksistens derinde.
Et par terapeuter har i tidens løb opfordret mig til at visualisere mig selv som den lille pige, der blev seksuelt misbrugt af en elsket faderfigur som 8-årig - tage hende ind til mig, trøste hende. Jeg kan ikke - jeg kan ikke lide hende, ikke udstå hendes svaghed og sårbarhed.
Jeg er “enormt voksen” på mange felter - omsorgsgiver professionelt og privat, dygtig til mit job, anerkendt, én man lytter til. Og mikroskopisk lille og barnlig indeni. Det virker så latterligt.

Mvh. CS

Hej CST

Betingelsesløs kærlighed er ikke-eksisterende for voksne mennesker. Børn kan vi måske give betingelsesløs kærlighed, men det vi kalder "kærlighed" er i grunden altid betinget af vores måde at være over for andre på. Jeg har en lille seddel, der lyder: "Betingelsesløs kærlighed, dobbelt takst." - netop for at understrege den umulige "betingelsesløse kærlighed".

Som du beskriver det, lyder det mere som et arbejde med, hvad der hændte dig mellem 8 og 20 år, finde ud af, hvor din kritik af dig selv retteligt burde rettes hen, hvor din fordømmelse af dig selv (skam) burde rettes hen, hvad der spærrer for, at du kan tage dig kærligt af din lille forulempede pige. Hvis du havde en datter på 8-9 år, der blev forulempet, hvad ville du så gøre i forhold til hende?

Din problematik er ikke ukendt for andre misbrugte børn, og den er bestemt ikke latterlig.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk