Føler mig ladt i stikken

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om MÆND OG PSYKEN
Besvar
Frygtløs
Tilmeldt bruger
Indlæg: 14
Tilmeldt: 24. feb 2009 15:26

Føler mig ladt i stikken

Indlæg af Frygtløs »

Hej Per

Nu er jeg efterhånden blevet 18 år og skriver derfor ikke længere i drenge-foraet :)

Jeg vil så gerne snakke med nogen, men har ikke lyst til at tale med mine forældre eller mine venner, så derfor har jeg valgt at prøve at skrive til dig.

I dag var det meningen jeg skulle til fødselsdag hos en fra min klasse som har valgt at holde sin fødselsdag på et diskotek og inviteret over 100 mennesker. For lidt siden ringede jeg til en anden fra min klasse og spurgte om han havde lyst til at tage sammen derover, hvor jeg så finder ud af at han er inviteret til en form for middag hos fødselaren som vil foregå inden, en masse fra min klasse er inviteret (ca. halvdelen), men jeg er ikke. På samme tid så jeg i dag en masse skrive på en 3. person fra min klasses væg på Facebook om "mange tak for i går osv." - han havde så åbenbart holdt 18-års fødselsdag i går, og her var jeg heller ikke inviteret.

Nu sidder jeg så og har ikke det mindste lyst til at tage til den fødselsdag fordi jeg er så ked af det over det. På en måde kan man godt sige jeg er vred fordi jeg føler at det er dem som har valgt mig fra og at dette er en proces som jeg ikke er en del af, men på den anden side er jeg også godt på vej til at give mig selv hele skylden fordi man til enhver tid selv har meget at skulle have sagt i forhold til ens omgangskreds og om de inviterer én eller ej. Jeg føler mig enormt splittet og ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Fra mit eget synspunkt har jeg altid inviteret - jeg holdt endda selv 18 års fødselsdag i Maj, hvor jeg inviterede hele klassen.

Du kan nok høre på mig at jeg ikke føler det går super godt for tiden. Når man er på min alder (eller i hvert fald når man er mig) så er ens sociale situation altafgørende for ens velbefindende. Jeg tager ofte mig selv i at tro folk jeg går forbi på gaden tænker dårligt om mig. Hvis der går flere prøver jeg at lytte til hvad de siger fordi jeg er sikker på de siger noget grimt om mig. Når jeg sidder og skriver dette kan jeg godt selv høre den lyder helt gal med mig - det meste af tiden formår jeg bare at acceptere vilkårene fuldt ud og lade være med at lade det gå mig så meget på selvom jeg har disse tanker. Når der er cafe eller fest på skolen bliver jeg nærmest angst når der ikke er nogen jeg kender i nærheden fordi jeg er bange for at andre folk ser det og tænker, at jeg ikke har nogen at snakke med (=ensom). Jeg tænker jeg skal leve op til en helt masse hele tiden. Jeg skal hele tiden være hvor det sker - men det er jeg bare ikke særlig tit. Fra mit synspunkt var jeg det i højere grad i 1.g, men jeg er mere isoleret nu.

Konklusionen på alt dette er at jeg er forvirret over mit liv og forbinder mit liv med en masse ligegyldighed. Jeg stræber efter at føle mig lykkelig, men det er svært for mig...

Efter at have tørret øjnene kan jeg se at det nok er bedst for mig at tage til fødselsdagen og fortsætte med at lade som ingenting, så må jeg se hvad det bærer med sig..

---

Nu kan man ikke redigere, men jeg vil bare sige at jeg ikke tog derhen alligevel. Mine forældre syntes det var en dårlig ide, og det var det nok også.

---

Da der var nogen som syntes det var rigtig dårlig stil af mig ikke at dukke op skrev jeg til ham som holdt fest i går.

Hey A, håber du havde det godt i går. Jeg kom godt nok ikke, og der er nogle som har syntes det var ret dårlig stil af mig. Det var en blanding af flere ting, mest af alt fordi jeg føler mig lukket lidt ude, men det er ikke specielt fordi jeg ikke blev inviteret til din middag. Jeg kan sagtens forstå hvorfor du inviterede som du gjorde, jeg synes bare det er meget ofte jeg ikke bliver inviteret. Fx så sent som B's fødselsdag. Derudover havde C haft ret meget hemmelighedskræmmeri omkring middagen og det blev jeg lidt sur på ham over. Jeg sagde til ham at jeg ikke gad være med i gaven men jeg har ombestemt mig igen for det var ikke meningen det skulle gå ud over dig. Ved ikke engang om du har hørt noget til det her, jeg ville bare sige det for at sikre mig vi ikke er blevet uvenner. Vi ses snart hos D!

Men Per, jeg er meget interesseret i hvordan du fortolker hele denne affære for måske at kunne blive klogere på mig selv. Ud fra det du hører om mig, hvad tror du da jeg mangler og skal blive bedre til for at jeg kan få det bedre med mig selv og andre?
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Føler mig ladt i stikken

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Frygtløs

Når jeg læser dette og dine tidligere spørgsmål, så synes jeg nu, at du osse er lidt frygtsom :1:.

Jeg gætter på, at du analyserer dig selv for meget, analyserer dine venners motiver for meget, og at det gør dig lidt ufri. Det øger nok dine forventninger om noget dårligt fra andre og af frygt for at få dine dårlige forventninger bekræftet, så holder du dig fra kontakten, og derved får du lidt bagvendt bekræftet det, du frygter.

Jeg tror osse, at du stiller alt for store krav til dig selv ("Jeg tænker jeg skal leve op til en helt masse hele tiden.") Det gør dig sikkert ængstelig og usikker, og jo stærkere disse tanker og krav til dig selv bliver, jo sværere bliver de at opfylde, og jo mere vil du sikkert trække dig.

Søren Kierkegaard citeres ofte for følgende, som du kan overveje: "At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv!."

[p] Modet til at turde giver evne til at kunne!

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "MÆND OG PSYKEN"