Min ex-kærestes bisexualitet og manglende commitment

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om MÆND OG SEX MED ANDRE MÆND
Besvar
Asta

Min ex-kærestes bisexualitet og manglende commitment

Indlæg af Asta »

Min mandlige ex-kæreste er bisexuel og det har jeg haft det fint med, dog efter at have været igennem en kort periodes betænkningstid, idet han ikke havde meldt dette ud, da vi i sin tid mødte hinanden for 2 år siden. Han meldte først rent ud omkring sin bisexualitet for 1 år siden - altså da vi var halvvejsagtigt :-) i vores netop - desværre - afsluttede forhold, og han meldte ud efter at have været utro med en transseksuel mand. Da jeg havde været igennem en periodes betænkningstid traf vi i fællesskab den beslutning på hans initiativ og forslag, at han kun udlevede sin bisexuelle side, hvis jeg var til stede under "akten" - og at jeg kunne deltage passivt eller aktivt - helt afhængig af, hvad jeg selv lystede. Det kunne jeg relativt nemt leve med, syntes det var en fair ordning, og langt at foretrække frem for at han udlevede den side af sig selv i det skjulte og i en form for utroskab, hvad jeg til gengæld har ekstremt svært ved at leve med - utroskab altså - det skyldes min fortid samt at jeg ved, det påvirker mit selvværd, hvis det foregår i det skjulte.

Nuvel. Sideløbende har vi - eller rettere primært jeg - hele tiden igennem vores 2-årige forhold haft et problem med balancen i vores forhold. Den klassiske med at jeg har løbet efter ham og han har løbet væk, hvis det skal beskrives mere kort og unuanceret end det egentlig har været. Det vil på jævnt dansk sige, at jeg har lukket ham ind i mit liv på alle planer familiemæssigt, socialt, arbejdsmæssigt osv. eller i hvert fald ønsket og forsøgt at lukke ham ind og givet ham muligheden uden at han dog i nævneværdig grad har ønsket at "deltage". Omvendt har han ikke nævneværdigt lukket mig ind i sit liv på noget plan, udover altså det sexuelle og så i form af den kemi der har været imellem os i "enerum", den er så til gengæld så stærk, at den næsten er skræmmende for os begge. Vi er begge singler og frie og naturligvis går vi eksempelvis offentligt sammen på gaden og gerne i hede omfavnelser m.v. så det er ikke fordi, hverken han eller jeg på nogen måde har levet i et hemmeligt eller fordækt forhold. Slet ikke. Men på den anden side har vi f.eks. aldrig været på ferie sammen eller besøgt hans familie sammen, og lige præcis det med f.eks. ferie sammen betyder rigtigt meget for mig, fordi min hverdag og mit job er meget krævende og jeg har vitterligt stort behov for tid væk fra det hele med min partner. Vi har talt om mit behov for "udvidet samvær med ham" mange, mange gange, men det har ikke rigtigt rokket ved noget. Derfor er jeg faktisk gået så vidt som til at droppe vores forhold af den årsag i flere omgange, hvilket naturligvis har medført noget uro og genetablering af tillid efterfølgende. I alle tilfælde har han igen og igen vendt tilbage til mig med ønsket om at genoptage vores forhold, og jeg har hver gang troet på at vi gik nye tider imøde, altså at han havde reflekteret over sin andel samt at han ville byde ind med noget mere. Det skete bare ikke. Muligvis også en klassiker og jeg har været naiv? Men jeg så det altså ikke så klart da jeg var i det.

I hvert fald er vi igennem en sådan tur igen for nylig. Jeg siger igen fra pga. hans manglende commitment sådan overall i "os". Jeg smider ham ikke ud pga. hans bisexualitet eller pga. hans egenskaber i øvrigt, der er altså ikke noget fundamentalt i det hér ved hans karakter eller menneskelige egenskaber udover at jeg ønsker et, skal vi kalde det reelt forhold? Well. Han kommer tilbage efter en måned, savner mig ulideligt som sædvanlig og flere gange før og spørger mig, hvorfor vi ikke kan få vores forhold til at fungere. Det korte af det lange er, at jeg for en gangs skyld er mere markant i mine synspunkter, og jeg stiller for første gang reelt og meget sådan enten eller firkantet stiller krav ifht. hans commitment i "os" som helhed og i forholdet. Jeg er nået dertil, hvor det er enten eller. Og jeg mener i øvrigt ikke at mine behov/krav er urimelige på nogen som helst måde, egentlig er det ikke andet end at jeg ønsker et mere "officielt" forhold på alle planer - hvad de fleste andre vel også bare betragter som et "normalt forhold" - altså hvor vi som minimum står ved hinanden... det er hvad jeg har efterspurgt i 2 år. Jeg har som nævnt i øvrigt ikke ønsket eller forsøgt at ændre på hans sexualitet eller andet fundamentalt ifht. hans værdier eller andet i øvrigt, faktisk er jeg et meget rummeligt menneske og er ikke typen, som ønsker at vi skal sidde lårene af hinanden.

Hans svar på mit ultimatum er at glide af og trække sig ud af forholdet, siger at han godt forstår mig, men at han nok har for mange lig i lasten? til at lukke mig helt ind i sit liv. Samt at han nok er bange for at lukke sig op og hengive sig helt til forelskelsen pga. tidligere svigt etc. Jeg sidder tilbage og er en blanding af pisse sur og pisse lettet. Okay, rart nok at vide, at manden har det sådan, men det havde været mere fedt at vide for 2 år siden da vi mødte hinanden. Det er jo ikke fordi jeg ikke har en forståelse for, hvad han siger og føler, men omvendt er jeg snotforvirret.

Nu stiller jeg så 1 millionkroners spørgsmålet, som jeg muligvis ikke kan få svar på, men hvo som intet vover...
Har han aldrig elsket mig eller været forelsket i mig? (det har ikke været min oplevelse)
Eller er det hans sexualitet, der spiller ind, kan han være i tvivl om han f.eks. skal leve sammen med en mand eller måske en trans i stedet?
Eller trives han måske i virkeligheden bedst med den spænding, der kan være i at han udlever sin bisexualitet alene og uden mig?

Jeg kan ikke finde hoved og hale i det. Men det gør ondt omend jeg foretrækker denne endelige afklaring. "Frygter" dog, at han som sædvanlig vender tilbage om 1-2 måneder og atter vil os igen, håber at jeg denne gang kan holde fast i mig selv og mine behov, men i guder, hvor er det ikke så nemt.

Hilsen
Asta
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Min ex-kærestes bisexualitet og manglende commitment

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Asta

1 millionkroners spørgsmålet er jo nok snarere, hvad er årsagen til, at du ikke langt tidligere spurgte mere firkantet - og gjorde tydeligere opmærksom på, hvad dine krav og ønsker til et forhold til ham var?

Til dit spørgsmål om "Har han aldrig elsket mig eller været forelsket i mig?", så er det vel osse et spørgsmål om, hvad du selv lægger i ordene "elske" og "forelsket". At elske er er noget vi mennesker har en meget forskellig opfattelse af hvad er. Forelskelse kan du se lidt mere om her FORELSKELSE - læs f.eks. Romantic love 'lasts just a year' (bbc) og Den forelskede hjerne (DR/P1).

Hvad der foregår inde i din kæreste er ikke til at sige, han vil jo ikke engang sige det til dig - altså ud over "lig i lasten", som han åbenbart ikke er parat til at afskibe. Jeg tror, at du skal lægge vægt på, hvad der faktisk sker mellem jer - og ikke så meget i forestillinger om, hvad der evt. kunne ske i fremtiden.

Brug tiden til at finde ud af, hvordan du kan holde fast i dig selv - uanset, hvad du senere gør.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Asta

Min kærestes bisexualitet og manglende commitment

Indlæg af Asta »

Hej Per.

Mange tak for dit hurtige svar! Jeg er helt rørt over at du tager dig tid til at svare.

Og du har jo ret, når du stiller 1 millionkroners spørgsmålet og spørger, hvorfor jeg har svigtet både mig selv, ham og "os" ved at være alt for længe om at blive klar i mælet. Ved jo godt at ingen mennesker er tankelæsere og da slet ikke mænd! :lol:

Jeg kan godt forklare, hvorfor jeg ikke meldte mere firkantet ud for længst, men det er stadig ikke en reelt holdbar undskyldning eller forklaring, set fra både en selv-kærlig og en næste-kærlig og konstruktiv vinkel. Jeg har kendt mine behov og krav længe, faktisk i store træk allerede før jeg mødte ham. Jeg har også været rimeligt bevidst om, hvor fatalt det kan være for et forhold (samt måske en uundgåelig ende på forholdet før eller siden), hvis den ene part sidder og "fedtspiller" og ikke melder rent ud med sine behov og krav, sådan som jeg jo må erkende jeg (ikke) gjorde. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har været ude i virkeligt seriøse overvejelser og "mærken efter" omkring, hvilke af mine behov/krav er ufravigelige og hvilke kan jeg kompromisse på. Og set i bakspejlet stod alting klart længe. Jeg vidste allerede da vi havde kendt hinanden i omkring 1/2 år, hvor jeg følte mig "snydt". Jo, det indrømmer jeg, det gjorde jeg indiskutabelt. Så hvor svært kan det være at handle på det?

Men da jeg stod midt i forholdet, var det faktisk meget svært for mig at få disse ting formidlet på rette tid, sted og måde, det må jeg blankt indrømme. I hinandens samvær/nærvær har vi altid haft det så utroligt dejligt og med megen respekt og omsorg på alle planer, derfor følte jeg vel altid, at det var noget af en love-breaker at ødelægge den gode stemning med. Jeg tumlede nok med en frygt for at tage diskussionen/konflikten i det hele taget. Frygten for at formidle det klodset og blive opfattet mindre rummelig end jeg faktisk er osv. Frygten for at miste ham... Jeg vidste at han, i hans sidste langvarige forhold, var blevet holdt i - hvad jeg vil kalde "sygeligt kort kontrol snor" - samt at det nok er et af "hans lig i lasten" (at han netop ikke selv fik sagt ordentligt fra overfor det), det har han erkendt. Og jeg var nok bange for at trykke på lige præcis de erfaringsknapper hos ham med mine krav, for jeg frygtede at jeg straks ville blive kørt hén i den kategori. Ikke en særligt fremadrettet tankegang, men jeg tænkte ikke desto mindre noget i den retning.

Men selvfølgelig kan jeg godt - i bakspejlet se - hvor dumt det var fra min side. Jeg kan da godt se, at det havde været meget sundere for os begge, hvis jeg havde meldt rent ud f.eks. allerede efter 1/2 år da jeg så et mønster jeg ikke brød mig om. En dødedans med alt for forskellige forventninger behøver jo absolut ikke blive trukket i langdrag, det har ingen brug for. Men jeg må jo samtidigt tilgive mig selv og bruge det som livslæring.

Jeg er glad for de links du har sendt mig. Jeg har allerede studeret dem lidt. Er glad for at du brugte tiden på det hér. Tak igen.

Jeg synes det er kloge ord du skriver og jeg kan bruge dem. Jeg føler også du har ret i, at kernen i det hér er, at jeg forstår, hvor vigtigt det er at holde fast i sig selv altid og formidle sine behov. Pudsigt nok føler jeg, at jeg trækker vejret lettere efter at jeg fik markeret grænser ifht. min ex-kæreste. Selvom det også er forbundet med stort savn og smerte at han ikke kom mig imøde, så har jeg det på en måde bedre alligevel. Føler en større ro i mig selv.

Mange hilsener fra
Asta
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar 2: Min kærestes bisexualitet og manglende commitment

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Asta

Ja gode stunder kan skygge for drømmene og kravene. Held og lykke frem over. Hvis man skulle være lidt pragmatisk, ja så kan man jo justere krav og drømme i forhold til realiteterne og så nyde nu'et, hvad du jo i og for sig osse har gjort, dog ikke specielt tydeligt. :1:

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Asta

Min ex-kærestes bisexualitet og manglende commitment

Indlæg af Asta »

Hej Per.

Sjovt du nævner det pragmatiske. Det er som talt ud af min ex-kærestes sind og mund. Han forstod ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne nyde alt det positive vi havde sammen. Men sådan var kortene altså bare ikke fordelt. Han er nok pragmatiker, jeg er noget andet. Jeg kan godt se, at han har jo ret langt hén ad vejen.

I flere omgange forsøgte jeg i øvrigt at anskue vores forhold pragmatisk fordi jeg med min fonuft kan se, at det er langt mere ukompliceret. Men jeg formåede ikke at rumme det alligevel. Den erkendelse omkring mine grænser/begrænsninger har egentlig irriteret mig voldsomt.

Men det var jo samtidigt den erkendelse, jeg endte med at tage så seriøst, at det blev slutningen på forholdet. Og det var godt! Fordi paradoksalt nok gjorde det mig faktisk til en langt mere kompliceret kæreste, at jeg "legede" pragmatiker end hvis jeg bare havde været "emsige mig" :lol: Det splittede mig så jeg blev usammenhængende for både mig selv og ham, jeg hvilede ikke i mig selv og den uro prægede jo så også "fællesskabet", hvilket i sidste instans slet ikke er fair. Så en ny lektie lært.

Mange tak igen Per
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar 3: Min kærestes bisexualitet og manglende commitment

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Asta

Ja vi mænd er jo nok ikke så redebyggende som kvinderne :1:, og derfor nok heller ikke så meget "vi"-søgende. Og man skal nok osse passe på med ikke at blive for meget "vi", det kan hurtigt komme til at flyde sammen, så man ikke kan skelne mellem Jeg og Du. Vi kan man være af og til - og Jeg og Du skal fylde mest.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "MÆND OG SEX MED ANDRE MÆND"